En lille snegl i et lille sneglehus gemte sig i pakken med bredbladet persille. Persillen var fra Italien, og i et uisoleret italiensk sneglehus har der sikkert været koldt i køleskabet.
Det har til gengæld været sneglens chance for at akklimatisere sig til det danske klima, for Helle, der er god mod dyr, satte den straks ud i haven.
Jeg sagde, at jeg gerne ville have et foto. Tænk hvis det var en invasiv art som dræbersneglen!
“Sludder, det var en havesnegl,” sagde Helle.
“Okay, så vil jeg gerne have et foto af den italienske havedræbersnegl,” svarede jeg, og vi gennemsøgte udsætningsstedet.
Vi fandt indtil flere danske havesnegle, men ikke den lille italienske. Så måske den er mere frygtsom end invasiv.
Jeg håber, den kan tåle opholdet og holder af mælkebøtter.
Ciao!