På vej til mit arbejde er der en strækning, som myldrer med vinbjergsnegle, når det har regnet.
Når asfalten er våd, skal de absolut krydse gaden. Eller måske har de en dødsdrift, for mange bliver kvast af biler. I år har det regnet meget.
Når jeg ser sådan en fætter puste ud på asfalten, kan jeg identificere mig med den. Ligesom den er på vej mod det grønne på den anden side, er jeg på vej mod næste weekend.
Jeg plukkede ribs i dag. Ikke flere end jeg gad ribbe, og jeg ved jo godt, at de kun ser søde ud. På et af de sure ribs sad en lille havesnegl.
Faktisk har jeg engang smagt snegle, som lignede havesnegle. Det var i Limassol på Cypern, og de smagte udmærket. Det gjorde nok heller ingen skade, at de blev skyllet ned med græsk musik og zivania, den cypriotiske brændevin.
Så det behøver ikke altid være vinbjergsnegle, men denne lille fætter skal nu vokse sig lidt større. Han er også for sød til at spise, selvom han spiser ribs.
En lille snegl i et lille sneglehus gemte sig i pakken med bredbladet persille. Persillen var fra Italien, og i et uisoleret italiensk sneglehus har der sikkert været koldt i køleskabet.
Det har til gengæld været sneglens chance for at akklimatisere sig til det danske klima, for Helle, der er god mod dyr, satte den straks ud i haven.
Jeg sagde, at jeg gerne ville have et foto. Tænk hvis det var en invasiv art som dræbersneglen!
“Sludder, det var en havesnegl,” sagde Helle.
“Okay, så vil jeg gerne have et foto af den italienske havedræbersnegl,” svarede jeg, og vi gennemsøgte udsætningsstedet.
Vi fandt indtil flere danske havesnegle, men ikke den lille italienske. Så måske den er mere frygtsom end invasiv.
Jeg håber, den kan tåle opholdet og holder af mælkebøtter.
Ciao!