Hvis turen til Sicilien går i askevasken pga. en islandsk vulkan med maveonde, går jeg i ukontrolleret udbrud.
Forkølelsen har denne gang været usædvanligt vedholdende. Der er stadig creme i magmakammeret og udbrud af hoste, fordi morgenpiben ikke formår at rense fumarolen, som den plejer.
Rom plejer at være god mod forkølelse, men påsketuren var nok for kort, og der var ikke varmt nok, til at jeg blev gennembagt. Jeg sætter derfor min lid til, at et par uger på Sicilien kan få bugt med ondet.
Prøv at si’ Sicilien uden at smile!
Når vi kommer derned, modner kirsebærrene som søde kys, fiskene hopper velstegte op på tallerkenen og Etna forholder sig roligt. Stromboli i nord vil selvfølgelig bøvse dagligt, men velopdragent og uden at genere flytrafikken.
Hvis den tur går i vasken pga. et uopdragent hul i jorden ved polarcirklen, går jeg i ukontrolleret udbrud. Hvorfor skulle Island også vulkaniseres?
Jeg har stor sympati for, at islændingene ikke vil betale spekulanternes gæld, men nu har de længe nok haft billig fjernvarme og opvarmede fortove. De må indse, at når min ferie er i fare, er der noget, der hedder internationale forpligtelser.
De må iføre sig deres heklatøj og give den vulkan et lavament, eller hvad der skal til.
@ Hanne
Tak, mine fingre er nærmest gået i hårdknude! Heldigvis er det ikke lige op over, at vi skal af sted, men jeg (og mange andre er jeg sikker på) så alligevel gerne en kraftig søndenvind deroppe, før asken når op i jetstrømmen.
Herlig post. Jeg er vild med din ordleg og krydser fingre for, at du kommer afsted som planlagt!