Under ferien på Sicilien blev jeg klippet i Cefalù og fik en skilning, som var en siciliansk Don værdig. Rent kunsthåndværk for kun 20 euro.
Vi er i Cefalù, og det er tid at blive klippet. Manken er blevet for lang, og jeg trænger til 5 ugers foryngelse.
Det andet sted, jeg kigger ind, er der kun én der venter, og han viser sig at være barber. De er hele to frisører i den lille salon.
Barberstolen er den gammeldags slags med fodpumpe og vinrødt polstret sæde. Han starter med pelsen i nakken og over ørerne. Til denne grovtrimning bruger han maskine, og undertiden skifter han skær. Jeg ved ikke hvorfor, men der er nok subtile forskelle, som kræver specialværktøj.
Så tager han dækkenet af mig, drejer stolen 180° og lægger mig ned med hovedet over håndvasken. Håret vaskes.
Strengt nødvendigt var det ikke, for jeg var i bad for 3½ time siden, men det hører sig sikkert til, når en Don skal klippes.
Skilningen trækkes med ekstrem omhu, og så kortes det våde hår af med en barberkniv – håret ”høvles” simpelthen med korte nedadgående snit.
To bløde fingre skubber bestemt og ofte hovedet i forskellige positurer, så kunstneren har den rette arbejdsvinkel.
Så kommer han hårvand i og friserer meget grundigt. Snip, snip – saksen afkorter hår, som afviger mikroskopisk fra den rette længde.
Så er det tid til voks, og skulpturen formes omhyggeligt med kam og føntørrer. Barberen beundrer kort sit arbejde og præserverer dernæst kunstværket med hårlak.
Skilningens skarphed og schwung matches kun af den, jeg fik på Ischia i fjor, og mon ikke den perfekte skilning indgår i enhver italiensk frisørs svendeprøve?
Jeg slipper med 20 euro. Det er billigt for et mesterstykke.
Kald mig bare Don Cefalú.
Relateret:
Ciao donna Ellen
Håndværksmæssigt står barbererne omkring Middelhavet bestemt ikke tilbage for deres danske kollegaer, tværtimod. Om det er et kald er nok tvivlsomt, men der synes bestemt at være en fagstolthed, som er gået fløjten i DK – eller også skal man betale priser, jeg ikke står model til.
Hej Don.
Og så var det ikke engang i Sevilla, det foregik.
Jeg ville ikke have troet, at der kunne komme en god novelle ud af en gang hårklipning, men det har du lige bevist, at der kan.
Da vi var i Tunesien for nogle år siden, studsede (!) vi over de fantastisk velklippede mænd, der var overalt. Jeg tror, det er en hel videnskab i middelhavslandene at være en god barber. Eller et kald… Hvis man nu ikke gider blive præst. Barberer må trods alt gifte sig.
@ Rimkoger
Tak, det var en herlig oplevelse.
Ja, den barndom! Man blev “sommerbobbet” med maskinen på et par minutter, og de mindste poder sad på et bræt, som lå på tværs over barberstolens armlæn.
Med dén frisure var der hverken brug for voks eller hårlak, og den sicilianske klipning er faktisk den eneste gang, mit hår har smagt den slags.
Jeg fandt dig via Teilmann.
Sikke da en herlig beretning. Jeg strøg mange år tilbage til barndommens frisører, hvor Fru Moder altid gik med og omhyggeligt forklarede, at jeg skulle plydses – Jeg havde den frisure.