Min oldefar var indremissionær blandt fiskerne på Thy, Thyholm og Mors. Altså min farfars far – ikke ham der blev myrdet af en bankrøver.
Da jeg læste Hans Kirks ”Fiskerne” første gang, vidste jeg ikke, at min egen oldefar var drivkraft bag skabelsen af de missionske mørkemænd.
Jesper Nielsen hed han og stammede fra egnen omkring Varde. Jeg har kun et dårligt billede, som antyder et stort firkantet fuldskæg, men i ”Kun god er Gud” (1923-1926) beskrives han som:
En lille tætbygget, hjulbenet Mand, rank og stout, der nok kunde se lidt hoven ud…
Han må have været en ildsjæl, for i 1876 sendte missionens leder, Vilhelm Beck, ham til Thyholm.
I ”Den indre mission i SYDTHY” (A. Christensen 1932) står bl.a.:
Den 8. november 1876 kom Jesper Nielsen til Lyngs som indremissionær og fik sin virkekreds på Thyholm, Thy og Mors. Nu blev der glæde blandt de hellige. Møde på møde blev holdt i hjemmene, og mange blev omvendt. Da sognepræsten og kapellanen var modstandere, blev det J.N., der blev sjælen i alt arbejde.
I starten gik det nu ikke så storartet med rekrutteringen, som ovenstående lader forstå. Først efter en stormkatastrofe i 1885, hvor 8 fiskere druknede ud for Nørre Vorupør, kom der for alvor gang i sjælefangsten.
Katastrofen blev et vendepunkt i de små fiskersamfunds historie. Det kan man bl.a. læse om i ”De åndelige vækkelser i Vangsaa” af Edith Trab Skovdal, 2005.
Hun fortæller også fængslende om fiskernes drikkeri og barske levevilkår, og forklarer således, at der var flere grunde til, at vækkelsen fik fodfæste på netop denne egn.
Og så taler man om, at fundamentalisme er fremmed for Danmark!
Jesper Nielsen havde et svagt helbred og døde i 1896. Han efterlod hustru og fem børn.
Min farfar var yngste barn, og jeg husker ham, fra da jeg var dreng. Han virkede ikke spor hellig på mig, og da jeg bestemt heller ikke har hang til andagt og spægelse, er det nok ikke arveligt.
