Et værdigt møde med asfalten

De fleste ulykker sker i hjemmet, siger man, men på en måned er det lykkedes mig at vælte på cyklen to gange. Er det alderen? Døm selv.

Det skete første gang for en måned siden nær hjemmet, så hjemmet kan nok ikke helt fritages for skyld.

Jeg havde ikke forudset, at store sløjfer på snørebåndene er en trafikrisiko, som kan fange og vikle sig om cyklens pedalarm. Hu-hej sidder foden fast, og når man ikke kan holde gyrokraften kraftig, vælter de fleste.

Der gik et intellektuelt og dyrebart sekund med at analysere årsagen; et sekund hvor jeg kunne have kastet tyngdepunktet mod højre, så højre fod kunne have nået asfalten.

I stedet for handling spildte jeg tiden på analyse, og i næste sekund beredte jeg mig på at møde asfalten så smertefrit og værdigt som muligt. Med cyklen over benet i snaren var det besværligt at komme fri. Der var ingen vidner, så værdigheden udadtil var intakt, og jeg var helt uskadt.

I dag tiltede jeg så igen, og denne gang på tåbeligste vis.

Det at stige af en herrecykel er normalt et studie i koordination og balance. Da jeg nåede bjergetapens sidste del, der hvor farten løjer af, og hvor jeg skal op ad en trappe, svang jeg med vanlig elegance højrebenet bagud og op, mens forkroppen blev lænet forover som kontravægt.

Jeg havde imidlertid glemt, at der var en rygsæk bagpå, og da benet mødte forhindringen, var det for sent at genvinde balancen. Igen må jeg forbløffes over, hvor mange tanker man kan nå, i den tid det tager, før kroppen møder asfalten.

Jeg bilder mig ind, at jeg faldt med værdighed, men igen var der ingen vidner, som kunne give karakterer for den kunstneriske udførelse.

Det sidste fald må nok tilskrives manglende koncentration. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men det skete i det mindste tæt på hjemmet, så hjemmet er nok ikke uden skyld.

10 tanker om "Et værdigt møde med asfalten"

  1. Stegemüller

    Må jeg tilslutte mig koret af dem, der mener, du burde bruge en cykelhjelm?

    Jeg købte selv min første hjelm i 1990, da jeg havde behandlet arbejdsskadesager et halvt års tid og det gik op for mig, hvor langvarige og alvorlige senfølger man kan få af det, der kaldes en “banal hjernerystelse”. Senfølgerne kan være flimren for øjnene, konstant hovedpine, konstant kvalme osv. Jeg har konsekvent kørt med hjelm lige siden.

    Svar
  2. Eric Bentzen

    @ Flora
    Det sikreste og billigste var nok støttehjul eller en decideret trehjulet.

    Jeg slog mig faktisk ikke på asfalten, og sikkert fordi farten var lav, så jeg bare dejsede lige så stille. Værre var det for nogle år siden, hvor en *$%&* åbnede en bildør lige foran mig. Da forstuvede jeg en storetå, som blev fanget i forhjulet, mens vi fløj.

    Hjelm? Ja, jeg ved det godt, og jeg bruger den skam altid, når jeg bevæger mig rundt på fabrikken. Det er påbudt, og mågerne er så aggressive i ynglesæsonen.

    Svar
  3. Flora

    Av Mand.
    Måske du skulle iføre dig faldskærm i stedet for cykelhjelm på ciklen, så du kan lande lidt blødere, omend gåsedun ikke lyder så tosset.
    De gange jeg har kysset asfalten, føltes det mest som – ja altså hård asfalt, ikke 😉
    Jeg har også iført mig cykelhjelm…

    Svar
  4. Eric Bentzen

    @ Søren
    Jeg er pålagt tavshedspligt om tidligere og igangværende operationer, da du ellers bare finder et nyt billede, hvor jeg optræder incognito.

    Svar
  5. Eric Bentzen

    @ Søren
    Træningen fra mine mange år i Fremmedlegionens faldskærmskorps gjorde, at asfalten føltes som en gåsedunsdyne på en springmadras. Man lander også så meget blødere, når man ikke bærer på en kamel.

    Jeg ved, at jeg burde bruge hjelm. Men det brugte vi aldrig i Legionen, og jeg undskylder mig med, at min normalt så ekstreme forsigtighed gør det overflødigt. Jeg ved dog godt, at det ikke klarer en sikkerhedsvurdering.

    Svar
  6. Per

    Der skal vist uendelig meget fantasi til, hvis den slags møder med asfalten, skal kunne falde ind under kategorien “værdig” 😉
    Men det er godt nok træls, hvis der er vidner …

    Svar

Skriv et svar til Flora Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *