Nedtælling til Telendos

Snart skal vi til Telendos i Grækenland, og nu, hvor sommeren har iklædt sig en klam efterårsfrakke, føles ventetiden som en evighed.

Jeg glæder mig som et barn til varmen og de lune aftener, til roen og skønheden, til udsigterne og det klare vand, til at blive forkælet af Nikos på George’s Restaurant.

Telendos set fra Kalymnos

Telendos set fra Myrties på Kalymnos

Sidste år var det en charterrejse, hvor vi tilbragte en uge på den lillebitte og bilfri ø Telendos ud for Kalymnos’ vestkyst. Om den tur har jeg skrevet en rejsebeskrivelse.

Knap var vi kommet hjem, før jeg undersøgte, hvordan vi kunne komme af sted igen, og jeg opdagede, at vi kunne spare nogle tusinde kroner ved at arrangere turen selv i stedet for at købe en charterrejse.

Det skyldes mest, at vi alligevel skal frem og tilbage mellem Aalborg og København, og at det er billigere at overnatte på Kos end i København. Og så selvfølgelig at flybilletterne var pænt billige.

Nu flyver vi Aalborg – København – Athen – Kos på én dag. Tiderne for ankomst og afgang kræver en overnatning ”i hver ende” i den lille by Mastihari på Kos, hvorfra færgen sejler til Kalymnos. Men det er noget billigere end hotel i København, og vi vil også hellere slumre ind til lyden af Ægæerhavets brænding end Københavns trafikstøj.

Søger man underholdning og ”action”, skal man ikke tage til Telendos, medmindre man da vil klatre på de stejle klipper. Der er ingen golfbaner, skydetelte, hoppeborge og hvad man ellers finder på de populære turistmål.

Men der er fred, gæstfrihed  og mulighed for ultimativ afslapning, hvis man kan underholde sig selv.

Relateret:

11 tanker om "Nedtælling til Telendos"

  1. Ellen

    Der ser ualmindelig dejligt ud, og Telendos er da hermed kommet på listen til når John og jeg engang får taget os sammen til at tage vores længe ønskede græske øhop.
    Men… kan man lave ingenting i en hel uge? Hvad laver I, når I er så lang tid et sted, hvor man stort set ingenting kan foretage sig? Læser bøger?
    Er forskellen på dig og mig, at jeg sidder ved et skrivebord og derfor har lyst til at være aktiv i hvert fald en del af tiden i min ferie, og at du høvler rundt, bevæger dig og går en masse skridt til hverdag?
    Nej, fy Ellen, nu skal jeg nok være sød; og dette er slet ikke for at være sarkastisk omkring jeres ferievalg – der ser så pragtfuldt ud på dit billede, men to dage dér ville nok være nok for mig, og jeg spekulerer såmænd bare over, hvad der egentligt bevirker den store forskel i vores opfattelser af, hvad der er ‘den bedste ferie’.
    Du gad garanteret ikke bytte med vores ferie, hvor vi skal noget nyt næsten hver dag i tre uger?

    Svar
    1. Eric Bentzen

      @ Ellen
      Jeg ved ikke, hvad den bedste ferie er. For os er det blandet. Nogle gange total afslapning, andre gange storbyferie eller f.eks. en rundtur i Toscana. I takt med at arbejdslivet kræver mere og mere, hælder vi dog mere til det afslappende og restituerende.
      På Telendos går vi ture, nyder skønheden og får måske en dukkert. Vi læser bøger, løser krydsord, skriver lidt om det vi ikke laver, og ikke mindst nyder vi hinandens selskab. Ind imellem skal man også spise og sove.
      Tid og ting får et andet perspektiv, når omgivelserne emmer af småsøvnig ro, og man kan bruge lang tid på blot at iagttage. Det være sig udsigten over havet eller en græshopper, som mangler et ben.
      Får vi uro i kroppen, tager vi over strædet til Kalymnos og til den frådende storby, Pothia, hvor der bor op mod 16.000 mennesker. Derefter sætter vi igen pris på Telendos’ fred.
      Måske bliver vi mætte af Telendos denne gang, hvem ved, men så er der mange andre dejlige steder, man kan besøge.

      Svar
  2. Lupo

    -Så tager vi da bare færgen 🙂 Den smule vand kan ikke skille nogen, vel? Øen er stadig meget fristende for livsnydere som os 😀
    Du og fruen ønskes en umådelig dejlig tur her fra garagen!

    Svar
  3. Eric Bentzen

    @ Per
    Det er en ren slapper, og kan du ikke finde fugle, er der altid nogle geder.

    @ Søren
    Jeg tror ikke, at Nikos har taget sig sammen til hjemmesiden endnu. Han skal nok have assistance.

    @ Lupo
    Bjerget i det fjerne er faktisk øen Telendos. På billedet kan man bare ikke se, at strædet fortsætter rundt om hjørnet. Der er ca. 700 m mellem Kalymnos og Telendos, og der går en lille færge hver halve time.

    Svar
  4. Lupo

    Billedet i dit indlæg i dag er helt fantastisk! Man får i den grad lyst til at (gøre en undtagelse og) slentre i vandkanten måske helt hen til bjerget i det fjerne, eller bare standse op på vej derhen og smide sig på et tæppe som man havde med. Lige der ved en busk. Man havde måske også en flaske kølig et-eller-andet under armen til deling. Underholdning behøver jeg og Lupo-manden heller ikke. I værste fald kan han til hver en tid underholde os begge. Jeg elsker når han får mig til at grine – højt!

    Svar
  5. Søren

    Det er en fin feriebeskrivelse du har skrevet om Teledos. Historien om George der nu kender din blog er sjov og viser, hvilken forskel internettet gør. Gad vide om han har fået lavet en hjemmeside. Jeg har set dit kort, men har selvfølgelig ikke kunnet lade være med at prøve at finde et over Grækenland. Desværre er ingen af dine Ø`er på kortet, men du får det alligevel: http://i25.tinypic.com/2wqtmix.jpg
    Rigtig god ferie 🙂

    Svar
  6. Per

    Det lyder dælme dejligt afslappende med den lille ø der 😉
    Lige et sted for afslapning, god mad, fotoapparat og kratlusk efter fugle.
    Rigtig god fornøjelse 😀

    Svar
  7. Eric Bentzen

    @ Erik
    Den græske nil-feber er vist mest et fastlandsfænomen, men i øvrigt tror jeg risikoen for jordskælv, og hvad deraf kan følge, er noget højere; men tak for den bekymrede omsorg 🙂

    Set fra Kalymnos er Telendos meget smuk og ikke overraskende et yndet motiv (især i solnedgangsmodlys), og mon ikke også det rykker lidt ekstra i fladlændinge som os?

    Dine stressovervejelser har vi sandelig også haft. Det er svært at sige, om man (som pensionist) ville få kuller af længere tid på et sted som Telendos. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at vi allerede i dag veksler mellem den totale afslapning (som Telendos) og det mere aktive og oplevelsessøgende som storbyferier.

    For os er en cocktail tilfredsstillende, og sådan tror jeg egentlig, det fortsat vil være. Vi får bare mere tid til begge dele, og det glæder vi os til 🙂

    Svar
  8. Erik Hulegaard

    Var forleden forbi den glimrende Telendos-rejsebeskrivelse og skrev efterfølgende på din FB bl.a., at vi inderligt må håbe, at den aktuelle “græske hjernevirus” holder sig i Athen-området eller omegn.

    Det lille billede i rejsebeskrivelsen til højre (til forstørrelse) er simpelthen breath-taking. Det fortjener en plads på forsiden af et Telendos-katalog eller tilsvarende, so indeed!

    Jeg selv-reflekterede over dit forrige indlæg med at “do nothing”. Det har sin charme, når I begge har en daglig stressfaktor i et arbejde. Om ca. 5-7 år vil I begge reelt kunne bo over en længere periode på f.eks. Telendos. Det spændende bliver så, om I oplever at savne en puls…….den tid, det facit :-).

    Aktuelt – go´ rejse – igen 😉

    Svar

Skriv et svar til Eric Bentzen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *