Væksten i den offentlige sektor

Vrismændene og CEPÅOS bebrejder regeringen, at den offentlige sektor er vokset, og det overrasker. Her troede jeg, at den var afvokset.

Væksten i den offentlige sektor

Som ældre ung mand har jeg hørt klagesangen om den offentlige sektor oftere end Glade Jul, og den sender normalt mine tanker på fri flugt, for omkvædet planter hverken smil eller solskin.

Men det undrer mig nu alligevel, at vitsmænd og tænketanks bebrejder regeringen for vokseværk. De sidste 10 års overskrifter har jo mest handlet om afvoksning. Har de ikke?

SKAT blev slanket som noget af det første, og nu betaler halvdelen af de danske virksomheder ikke selskabsskat, fordi de ikke kan få vejledning i, hvordan man gør. Det sparer en hulens masse administration.

Fødevarekontrollen kom også på skrump tidligt, og en del kontrol blev outsourcet til TV og aviser, som effektivt afslører den ene fødevareskandale efter den anden.

Amter blev til regioner, kommuner blev fusioneret, og synergier sparede personale. Senest har man fyret folkeskolelærere, så man kan øge klassekvotienten.

Sidst, men ikke mindst, var 2010 et jubelår for folkesundheden. Danskernes helbred blev så godt, at det overflødiggjorde en masse sygeplejersker og læger.

Det var blot nogle af overskrifterne, men når så mange offentligt ansatte er blevet afvokset, må regeringen i al diskretion have slået til Søren andre steder for at få den offentlige sektor til at vokse. Men hvor?

Spindoktorer, koldkrigsforskere og lomborgensere gør det næppe alene.

 

4 thoughts on “Væksten i den offentlige sektor

  1. Erik Hulegaard

    Inden Venstres velsmurte og velhavende pressetjeneste kommer forbi (Konservative og “de bare fødder” har vist nok at gøre med Pedersen-Kjær-familien) med et blåt forsvar i henseende til ovennævnte blogindlæg, blot lige nogle bemærkninger fra en mangeårig offentlig ansat. 😉

    Lagkagediagrammet er spændende, men mangler en betydelig procentdel, nemlig “kontrol” eller “control”. Heri ligger een af flere forklaringer på det øgede antal af offentlige (akademiske) ansatte, der med “kolde hænder” tjener deres pæne hyrer på at forvalte Statens mange kontrolfunktioner i form af effektivitetsmålinger, bench-marking analyser, der for en stor dels vedkommende er dikteret fra Slotsholmen til at styre (i det mindste forsøge på det!) budgetterne og aktivitetsmålene m.m. i de forskellige offentlige sektorer.

    Eksempelvis har hospitalssektoren reelt umulige styringsredskaber, der så yderligere bliver “støttet af” det ideologiske felttog for privathospitalerne “sufficiente omsætning”, som den nuværende statsminister – indrømmet eller ej – har betydelige aktier i.

    Som indlægget så rigtigt skriver ovenfor, var der planlagt nogle “synergier” (læs: personalebesparelser/reduktioner) i forbindelse med LLRs stortanlagte kommunalreform. Disse er langtfra – gentager langtfra – opfyldt. Det er der flere årsager til, hvor bl.a. konfliktskye og svage lokalpolitikere og magtfulde kommunaldirektører spiller en væsentlig rolle.

    Den brutale sandhed er, at dagens Danmark faktisk ikke har råd til den offentlige sektor med alskens servicetilbud. Både det faktum, samt den fremtidige demografi vil gøre, at såvel kommentatoren som blogejeren og de mange andre, der regelmæssigt kigger forbi på denne begavede blog, vil opleve helt andre offentlige serviceparametre i de kommende decennier.

    Ingen politiker tør sige det (særligt) højt, men robotter og brugerbetaling er blot nogle af de begreber, der vil krydre den offentlige service fremover, uanset om vægmalingen er blå eller rød på statsministerkontoret.

    Svar
    1. Eric

      Tak for en indsigtsfuld kommentar. Jeg vil tro, at kontrol er indeholdt i “Misvækst”, men jeg kan ikke afvise, at revisionen har kludret i procentregningen, da den lavede diagrammet til 10-årsregnskabet. 😎

      Svar
  2. Stegemüller

    Jeg er fuldstændig enig! Og tak for endnu et brillant indlæg fra din hånd. Jeg begriber heller ikke, hvilken del af den offentlige sektor, der skulle være vokset. Det minder mig lidt om de mange år, jeg lavede finanslov rundt omkring i staten. Tabellen over antallet af årsværk skulle altid udvise et fald, og omvendt skulle produktiviteten udvise en stigning. Jeg har altid undret mig over, at vi stadig er nogle tilbage.

    Svar
    1. Eric

      Det var ærgerligt. Jeg havde ellers håbet, at du (som offentligt ansat med adgang til databaser og den slags) vidste, hvor sektoren er vokset så umanerligt. 😉

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.