På Tilos nord for Rhodos

Vi valgte at besøge Tilos, fordi det lød som en fredelig ø med dens ca. 500 sjæle, og fordi man her prøver at opbygge et bæredygtigt øsamfund.

Livadia i morgenlys

Livadia i morgenlys

I den forstand er Tilos ret enestående og fremsynet. For nogle år siden forbød man jagt, så øen nu er refugium for mange truede fuglearter, og der er loft over, hvor mange turister der må være (antal senge). En meget sigende detalje er, at kattene er få og velnærede.

Hvor de fleste andre småøer lider under udvandring og skæv aldersfordeling, kan Tilos holde på sine unge. For få år siden købte øen sin egen katamaran i utilfredshed med de eksisterende færgeforbindelser, og nu sikrer Tilos Star regelmæssig forbindelse til Rhodos og skaffer turistindtægter.

Tilos er med andre ord et usædvanligt samfund, som værner om sin egenart, traditionerne og miljøet. Det var et besøg værd i en tid, hvor Grækenland af alle beskrives som et land i kaos!

Der er to småbyer på øen og forskelligt at kigge på. Planen var at tage rundt med øens bus, men det saboterede varmen effektivt. Allerede om morgenen var der så hedt i solen, at vi bevægede os med en økonomisk sans, som finansministre kunne lære meget af.

Savvena Studios m.m.

Savvena Studios

Savvena Studios fotograferet fra stranden. Vi boede nærmest lågen.

Vi havde en fin lejlighed hos pensionisterne Manolis og Anna, der driver Savvena Studios i havnebyen Livadia. Den lille by ligger smukt i en afskærmet bugt, og fra Savvena Studios er der ca. 10 meter til havet.

Varmen og afstanden til vandet førte til mange svømmeture, og skønt stranden er stenstrand, er den dejlig med skyggefulde tamarisktræer, og man skal kun få meter ud, før der bliver dybt.

Varmeplaget kat på Tilos

En varmeplaget gæst på vores terrasse

Manolis og Anna er meget søde og gæstfri, og Savvena Studios kan anbefales. Hvis du siger ja til alle de små lækkerier, Anna tilbyder, er det nærmest kvartpension. Luksus er det ikke, men der er, hvad der skal være, og så er beliggenheden ganske formidabel.

Gode restauranter er der flere af, og det er billigt at spise ude. Vi spiste hver aften hos Armenon med udsigt over det natsorte hav. Geden i tomatsauce med et strejf af kanel er fremragende!

Intet paradis uden slange, og slangen var myg. Efter få dage lignede min krop forstadiet til et broderi med hulsøm både her og der.

Græske færgeplaner og valgløfter har pålideligheden til fælles, og da tirsdagsfærgen til Kos blev flyttet, måtte vi forlade Tilos søndag, to dage før planlagt. Rejsen gik videre til Telendos. Mere herom senere.

 

8 thoughts on “På Tilos nord for Rhodos

  1. Madonnaen

    Den kat er i eventyrlig god stand og med en usandsynlig flot pels, i forhold til de stakkels… 0g sultne katte vi mødte i tidernes morgen på Rhodos.

    Håber dog det har forandret sig til det bedre….?!

    Svar
    1. Eric

      Desværre nej, kattene i Rhodos by var nogle udsultede skravl. Det siger noget om samfundet på Tilos, at de kan kontrollere kattenes ellers uhæmmede forplantning. Alle de katte, vi så, var velplejede og i god foderstand.

      Svar
  2. Donald

    Ged i tomatsovs – hmmm … det skal være godt mørt først, tror jeg, men det lyder godt.

    Når jeg kigger ind her kommer jeg somme tider til at tænke “Cement” og så ser jeg katten, der ligger og nyder livet på noget, der ligner en cementsti med kanter af hullede mursten som er oversprøjtet med noget – der kunne være cement. Det ser herligt ud fordi det er et minde om hurtigt effektivt arbejde.

    Det er forbavsende at 500 mennesker kan blive enige om at søge/anskaffe en færge, men jeg kunne forestille mig mange måder at dette samfund kan komme på forkant med resten af Grækenland – især under den krise, vi hører om nu.

    Svar
    1. Eric

      Jeg forsikrer dig for, at geden var mør – meget mør!

      Ja, Tilos er et forbløffende eksempel på, at sammenhold gør stærk.

      Svar
  3. Ellen

    Din grundige research lønner sig åbenbart, for Tilos lyder som et godt valg – oven i købet med en succeshistorie i et ellers så plaget Grækenland.
    Den er nok ret klassisk: det der skal til, er oftest bare en enkelt ildsjæl, som gider og som orker at vende tingene til det bedre – og få andre med, men det kan ildsjæle jo…

    Svar
    1. Eric

      Netop, det er sikkert historien om den smittende ildsjæl. Det ærgrer mig blot en smule, at vi ikke kom rundt på øen, men vi orkede simpelthen ikke koge i en bus. Det må vente til en anden gang.

      Svar
  4. Erik Hulegaard

    Der skal saftsuseme noget til, før et ø-samfund – græsk eller andet – investerer i egen “livslinje” (=katamaranfærge), fordi man ikke stoler på den “officielle færge”. Tilos-linket er meget informativt og det fører til et spørgsmål til blogejeren:

    Var Tilos-valget på anbefaling – privat eller?????; anyway er der i tusindevis af øer at vælge imellem. 😉

    Svar
    1. Eric

      Nu var de vist ikke dummere, end at de skaffede sig EU-tilskud til færgen, men ja, der skal noget til!

      Om valget af Tilos: Jeg undersøgte først, hvilke øer i området der var relevante/mulige til en kombi-ferie med Telendos. Derefter søgte jeg information om kandidaterne, og Tilos viste sig at være overraskende interessant.

      Den progressive kurs synes i høj grad at være inspireret af borgmesteren, der har været øens læge i ca. 30 år. Han kom dertil og blev hængende.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *