Galskab på Telendos

Den lille græske ø Telendos er normalt indbegrebet af fred og ro, men om morgenen er den et galehus.

Nætterne er varme på disse kanter, men nogle timer før solopgang indfinder sig en velsignet kølighed. Huden bliver omsider tør, og den eneste lyd er myggenes højfrekvente blodtørst. På det tidspunkt sover man allerbedst.

Og netop på det tidspunkt galer øens første haner. De andre lidt sløvere haner følger trop, og de prøver alle at overgå hinanden. Kollektiv galskab.

Hundene må nu protestere mod denne krænkelse af nattesøvnens territorium, og øens æsel, Odysseus, giver sit skrydende besyv med. Selv krager og småfugle blander sig i koret.

Fiskene blander sig ikke, og det er der flere gode grunde til.

Grillet havaborre (resterne)

Ti minutter over syv ringer kirkeklokkerne, og som om vi ikke havde hørt det, ringer de igen lidt senere. Fiskerbåde dunker driftigt ude på vandet, og hvis man ikke allerede har resigneret, er det tid at stå op.

Himlen over Kalymnos’ bjerge rødmer, og 7:30 stiger solen op over tinderne. Endelig falder der ro over Telendos. Hanerne har fået deres vilje, og man kan glæde sig til middagsluren.

Her bor vi: øverst med de rødbrune skodder og bal-balkonen:

Lejligheden

Og sådan ser Kalymnos ud fra bal-balkonen, når aftensolen får de golde klipper til at gløde:

Det er lige til at klare. 🙂

Relateret:

8 thoughts on “Galskab på Telendos

  1. Ellen

    Hehe, det lyder hyggeligt på sin egen, kaotiske måde, men skønt er det trods alt at komme tidligt op af de grunde, du allerede selv har angivet 🙂
    Fed lille lejlighed at have – får vi også interiørbilleder?

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Som jeg skriver i dagens indlæg, er der flere gode grunde til at stå tidligt op.
      Jeg video’ede lejligheden, før vi fik rodet det hele til, men videoer kommer først på nettet, når vi er kommet hjem. Lejligheden er såmænd okay, men ikke noget særligt i sig selv. Det ekstraordinære er den store balkon og den fantastiske udsigt.

      Svar
  2. Stegemüller

    Det er tidligt, I bliver vækket; man skal være en doven rad for ikke at komme op kl. 07:30, så der er ikke noget at sige til, at I altid tager en siesta.

    Hvor er det et dejligt billede af Kalymnos i aftensolen. Jeg kan ligefrem huske, hvordan temperaturen langsomt daler på det tidspunkt af dagen. Det er en enorm balkon I har fået, den er jo stor nok til at man kunne holde en hel fest der.

    Nyd forsat dejlige Telendos og hinandens gode selskab.

    Svar
  3. Gowings

    Rise and shine! I Roses i katalonien hvor vi tilbragte en del afsommerferien, var det mågerne og gade-spulerne der forstyrrede den kølige morgenstund.

    Det ser nu ud til at tilværelsen kan overkommes, der hvor I er. Trods morgen-galskaben 🙂

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Der er altid slanger i Paradis, men sagt i al fortrolighed er det nu meget godt at komme tidligt op, så man kan nyde timerne, inden der bliver alt for varmt.

      Svar
  4. Søren

    Fiskehoveder er ikke noget kønt syn, men de andre billeder er indbydende. Kirkeklokker og hanegal burde kunne sættes på lydløs: http://kukuklok.com/
    Den tidlige vækning i en ferie berettiger afgjort til en siesta 🙂

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *