Ankomst til Puerto de la Cruz på Tenerife

Vi ankommer til Puerto de la Cruz. Det har været en lang dag på flugt fra snestormen, og det er skønt at komme til Tenerifes milde klima.

Busturen fra lufthavnen i syd til hotellet i Puerto de la Cruz på nordkysten tager ca. 1½ time. Undervejs skifter landskabet fra gold ørken til overdådig frodighed.

Spanske skinker

Vi går straks hen til supermarkedet. Det er søndag, og vi kan ikke huske, hvornår det lukker. Vi køber nogle nødvendigheder og nogle unødvendige behageligheder. Supermarkedet er særdeles velassorteret, og priserne er lave efter dansk standard.

Hvad med et kilo friske, ukogte kæmperejer til 7,95 €? Eller en hel spansk skinke til 42? Skinkerne har en garanteret minimumsvægt på 6,1 kg. Tænk sig at have sådan en hængende, man kunne gå og hyggesnitte af.

Vi fantaserer om, hvordan man kan smugle køllen til Danmark, men da den næppe kommer igennem som golfudstyr, er der nok kun at betale overvægt, og så er fidusen gået fløjten.

Fisk i supermarkedet

Tilbage i lejligheden slapper vi af på altanen. Jeg går ned i lobbyen, hvor der er wifi. Man trækker ID og password i en automat med møntindkast. Jeg kan tilslutte mig netværket, men ikke internet – logon-siden dukker aldrig op.

Jeg har ikke problemer andre steder, så hvorfor lige her? Portieren er flink, men ved nada. Øv! Jeg må nøjes med hotellets slæde af en PC med møntindkast og spansktalende tastatur. Glem alt om blogindlæg med breaking news fra feriens frontzone. 🙁

Vi er trætte, men går alligevel tur langs promenaden med dens palmer, blomster og havudsigt. Det foregår i velsmurt rollatortempo, for de fleste turister har lagt generationer til gazellealderen.

Over gazellealderen

Her på højde med Nordafrika går solen tidligt ned. Skumringen inviterer til en aperitif, før vi falder ind på La Cazuela, som vi har besøgt så ofte før.

Overtjeneren genkender os straks og hilser hjerteligt. Et glas tør sherry lander på bordet sammen med menukortet. Bestillingen lyder på skinke og melon til forret og paella til hovedret.

Paella

Paellaen ledsages af vådservietter ad libitum, for det er noget gratværk at pille de forskellige rejeracer. Efter pilleriet går jeg dog ud og vasker hænder. Vådservietter er okay, men jeg er lidt retro.

Lyden af strygestål trænger ud fra køkkenet. Det lyder så kokke-professionelt, at de fleste restauranter burde optage lyden og afspille den. Fx går bilfabrikanter meget op i at designe de rigtige lyde – lyde sælger.

Vi slutter af med espresso og en velvoksen brandy, som skænkes ceremonielt i opvarmede glas uden brug af målebæger.

Vi går tidligt i seng, den lange rejse kræver sin pris. I morgen starter ferien for alvor.

Relateret:

8 tanker om "Ankomst til Puerto de la Cruz på Tenerife"

  1. Eric

    Hehe, nej hvis det var pinligheder, som støttede tjenerens hukommelse, vendte vi næppe tilbage.

    Ja, det var rigtig træls, at deres wifi ikke spillede med min notebook. Det med at resette modemet tænkte jeg slet ikke på, men det havde med garanti også været omsonst at spørge, for den mægtigt flinke portier vidste stort set intet.

    Svar
  2. Ellen

    Måske røg den økonomiske del af skinkefidusen, men den rent kulinariske er vel heller ikke at foragte?
    Jeg synes det er lidt imponerende, at I bliver genkendt på restauranten – eller er der er grund til dette, som er pinlig af afsløre? 😉
    Der er SÅ irriterende, når wifi ikke virker – når det en sjælden gang sker for mig, påstår de altid, at det er min pc, der er noget i vejen med. Når jeg så spørger, hvorfor det virker alle andre steder, svarer de bare igen, at det aldeles ikke er hos dem, fejlen ligger.
    Et sted fik jeg dem dog til at slukke for deres modem og tænde det igen, hvilket rent faktisk meget ofte afhjælper problemet, men de fleste nægter overhovedet at prøve.

    Svar
  3. Henny Stewart

    Når vi engang får indført, at Danmark skal lukkes om vinteren, vil steder af samme støbning som Tenerife garanteret komme i betragtning som asyl. Tørret skinke, tør sherry, paella og godt vejr? Ja, tak!

    Svar
  4. Stegemüller

    Årh hvor lyder det skønt. Når jeg kommer til penge igen (dvs. når jeg atter har et normalt lønarbejde) vil jeg bestemt besøge Tenerife. Paellaen lyder skøn også selvom man er nødt til at gå ud at vaske hænder bagefter.

    Svar
    1. Eric

      Det var skønt. Turistbefængt, men skønt alligevel, for vejrmæssigt er der ikke så mange andre muligheder på den tid af året, og da slet ikke hvis man vil flyve direkte fra Aalborg. Man kan i øvrigt få paella uden rejer, som skal pilles – de er endda billigere. 🙂

      Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *