Til Leros og Telendos hvor kragerne vender

Så er der købt flybilletter til sensommerferien i Grækenland, og jeg er ved at booke ferielejligheder på Leros og Telendos.

Ved krabbekirken på Leros' sydspidsVi portionsanretter ferien og konsumerer den så spredt ud over året. Vi vil til Grækenland i sensommeren, og så kunne jeg lige så godt købe billetterne nu, mens de er billige.

Vi besøgte Leros i 2008 og 2009 og har lyst til et gensyn. Det er en fredelig og smuk ø, som ikke er hærget af turisme. Uspoleret er et misbrugt ord, men det passer på Leros. Jeg prøver, om jeg kan leje ferielejlighed i Platanos eller idylliske Panteli Bay.

Tidligere havde et eller to danske charterselskaber Leros på programmet, men det er slut nu, så vil man til Leros, må man selv arrangere. Det foretrækker jeg alligevel.

Turen går først til Athen med KLM, som havde de suverænt billigste flybilletter. Fra Athen kunne man flyve videre (sent) til Kos, overnatte og så tage en færge, men i stedet overnatter vi på et hotel ved Athens lufthavn og tager et morgenfly (Olympic Air) direkte til Leros, hvor vi lander som early birds 09:20.

Planen er at bo på Leros i ca. 5 dage. Varmegraderne vil bestemme aktivitetsniveauet og evt. ture rundt på øen, men det ligger rimelig fast, at vi hver aften skal spise på stranden i Panteli Bay, hvor den lune luft smyger sig om dine ben som en kælen kat.

Aftenlys og romantik på stranden i Panteli

Derfra tager vi med færge videre til Telendos, den lillebitte bilfri ø hvor man rigtig kan slappe af. Det bliver vores femte ferie på Telendos, indbegrebet af fred.

Godt skjult kapel på Telendos

Den sidste overnatning bliver i Mastichari på Kos, og dagen efter går det hjemad. Det bliver en lang rejsedag med mange timers venten i Athen og Amsterdam, men det kan ikke være anderledes.

Jeg kan nu se på kalenderen og glæde mig til 12 dage mere dømt til nydelse, derude hvor de græske krager vender, hvor gederne er smørmøre, og hvor havet kan ligne blåt linoleum eller gyldent kviksølv, hvis det ellers vil.

Tænk, at det er muligt! Jeg bobler af forventningens glæde.

 

10 thoughts on “Til Leros og Telendos hvor kragerne vender

    1. Eric

      Jo, strejker og den slags kan selvfølgelig genere, men ellers er “situationen” noget, man netop kan snakke om – en knap man kan trykke på for at få folk til at fortælle.

      Svar
  1. Stegemüller

    Hvor lyder det til at blive en rigtig dejlig tur. Jeg var en gang for mange mange år siden på en endagsudflugt til Leros, og det virkede til at være et skønt sted, men vi nåede ikke at opleve ret meget, for hende jeg rejste med, var temmelig dovent anlagt, og jeg formåede ikke at sætte mig igennem.

    Jeg overvejer at tage en tur til Telendos i foråret, hvis jeg ikke bliver forlænget på arbejdet. Jeg trænger til at se noget andet, og jeg overvejer at blive der i 29 dage. Spies har et tilbud; desværre har de ikke længere Sea View på programmet, men man kan vel også bo godt andre steder. Hvad er din erfaring med vejret i foråret? – jeg tænker på at tage afsted midt i maj måned.

    Svar
    1. Eric

      Hehe, jeg forstår hende, du rejste med. 😉 Jeg har ikke været i Grækenland i maj/juni, men jeg er sikker på, at det er rigtig dejligt. Havet vil ikke være så varmt, men til gengæld vil der være grønnere.

      Jeg gik ind på Spies’ hjemmeside, og det er da et tilbud som basker! 29 dage lyder helt vidunderligt.

      Svar
  2. Anni

    Jamen, hvor jeg forstår dig – forventningens glæde er ikke at kimse af – og planlægningen er en stor del af glæden, det er så godt, når man finder “et godt tilbud” på flyrejse o.s.v. – og tak fordi du deler det med os –

    Svar
    1. Eric

      Netop. Det er en stor tilfredsstillelse at tilrettelægge den perfekte rejse, hvor man ved, det ikke kan gøres bedre, medmindre man selv chartrer et fly eller bruger en formue på anden vis. 😉

      Og så sidder man tilbage med den der dejlige fornemmelse af, at det var det, og nu kan man bare glæde sig. Nu har jeg 3 x “det var det” at glæde mig til: Riga, Sicilien og Grækenland. Det er skønt …

      Svar
  3. Ellen

    Det er så godt at have noget at se frem til.
    Den lange rejsetid hører med, ja … hvis der var non-stop København-Leros, er det ikke svært at forestille sig, hvad der lynhurtigt sker, når folk har læst reklamen: “Flyv direkte til den pragtfulde og helt uspolerede ø!”

    Svar
    1. Eric

      Nemlig! Ventetiderne hænger nu også sammen med, at det ikke er muligt (til fornuftige penge) at booke en sammenhængende rejse, men at vi skal have bagagen og checke ind igen i Athen. Så er man simpelthen nødt til at indlægge “luft,” for er man forsinket og misser det næste fly, hænger man selv på den.

      Svar
  4. Gert Larsen

    Lyder fantastisk. Dejligt der stadig er fredelige steder i middelhavet, hvor man kan møde en ikke-turist. Flotte billeder, jeg er vild med korset foran det blå hav, og drømmer om at sidde på en af de blå stole og nyde aftensmaden. God tur!

    Svar
    1. Eric

      Tak Gert! Ja, det er dejligt, at der stadig er steder, hvor turismen ikke har taget overhånd, men er så lige tilpas, at taverner kan leve af at lave god mad. 😉 Det er oftest lidt mere besværligt at komme dertil, men det gør ikke noget – det er jo netop derfor, man kan finde freden.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *