Opringningen fra Microsoft

Jeg er på første etape af Vejgaards Alpe d’Huez, da telefonen ringer. ’Privat nr.’ står der i displayet. Jeg får fremprustet mit navn.

Man cykler ikke ustraffet op ad Alpe d’Huez med kun én hånd på styret, så jeg stopper lovlydigt. Da jeg ikke hører noget, siger jeg ”Hallo” et par gange, og så lyder det i den anden ende:

”Hello, I’m Ryan from Microsoft’s technical department.”

Trods det irsk-klingende navn sporer jeg en ganske svag indisk accent, og ”Ryan” blev udtalt ”Rye-Ann”.

Se, havde jeg nu siddet i en magelig stol derhjemme og ikke på en forpustet sadel på Alpe d’Huez’ første etape, havde jeg måske ladet ham løbe linen ud, indtil han ville have adgang til min computer, og så spurgt, om de ikke snart skal finde på et nyt svindelnummer.

Det er jo ikke hver dag, man bliver ringet op af en svindler, og jeg øger med glæde deres tabskonto. Det kan jo ikke være helt billigt at ringe fra Indien, eller hvor de nu ringer fra,

Men da jeg stadig mangler det meste af Alpe d’Huez, og pulsen er høj, siger jeg bare:

”Yah, and I’m Bill Gates” og slukker.

Så har man prøvet det. Det er skidt at miste momentum på Alpe d’Huez.

/Eric

17 tanker om "Opringningen fra Microsoft"

  1. Inge

    Hihi.. det er nu lidt ærgerligt at du ikke lod ham løbe linien lidt længere ud, men selv Bill Gates har nok brug for både gode hænder og gode ben for at forcere Alpe d’Huez 🙂

    Svar
  2. Donald

    Jeg er også blevet ringet op to-tre gange. Det hjalp ikke at jeg forklarede at jeg brugte Linux og at jeg syntes at han skulle skamme sig! 🙂

    Svar
  3. Anne Folehave

    Fup og fiduser er der bunker af. Alpeklatring , har der mig bekendt også været en del af denne sommmer. Det er blevet helt moderne. Måske er det godt for noget, eller nogle. Jeg har ikke selv oplevet lige den type opkald, det er mere nogle meget unge mænd/kvinder, som er enormt skingre i stemmeføringen. De er straks på fornavn med mig, og høvler løs i et ufatteligt tempo. Der er altid udgifter forbundet med deres henvendelse, og det kan altid bringes meget hurtigt i orden, altså med min indbetaling for et aller andet tilfældigt. Men om ikke andet, så har man da talt med/hørt nogle tale den dag.

    Svar
  4. Madonna

    Haha…du er sandelig ikke uden evner, Eric…..man kan jo også prøve at tale sort, for at trække tiden, så det kommer til at koste, men måske var det bare en inder, der havde slået sig ned i England.

    Mindede mig om en historie om salig Frederik IX, der ringede til en mindre forretningsdrivende i Fredensborg, hvor flg. samtale finder sted, da indehaveren løfter røret:

    – Goddag, det er Kongen, træffer jeg hr. XX?!

    – Ja, den er go’ med dig, så er jeg Eisenhower……

    – Det må De undskylde, så har jeg fået forkert nummer….

    Hvorefter der blev lagt på.

    Svar
    1. Eric

      Ja, jeg ved jo ikke, hvor opkaldet kom fra, men jeg er sikker på, at det ikke var fra Fredensborg. 😉

      Svar
    1. Eric

      Alpe d’Huez er en af de barske bjergetaper i Tour de France. Der er to bakkeøer i Aalborg. På den ene står Aalborgtårnet, og den anden (med Signalbakken som højeste punkt) ligger i Vejgaard. Jeg bor nær toppen, og får ikke våde fødder, når Polerne smelter. 🙂

      Svar
  5. Jørgen

    Det var dog fint udgive sig for Bill Gates fordi der var en fra “the degnikal depardmend”, der ringede. Og endda på vej op ad et bjerg.
    Jeg har også fået opringninger fra samme departement. En af gangene sagde jeg ikke et ord, og efter den lange indledning forventedes en raktion, som ikke kom. Hello, are you there? Det var jeg, men på et tidspunkt blev røret lagt på. Haha.
    Næste gang siger jeg “I am from the police department…”.

    Svar
  6. Ellen

    Der er rigtig mange af de større virksomheder, der har callcenters i Indien; bl.a CSC, som min søster arbejder for.
    SAS har også – dengang, de glemte at give mig bonuspoint for min USA-tur, talte jeg med et hav af indere, som havde meget, meget svært ved at forstå, hvad jeg sagde. Og vice versa.
    Svindlere er der selvfølgelig et hav af. De mest irriterende er de skingre kvindestemmer, der starter med at hvine “con-gra-tu-LA-tions” ind i ens øre.
    De farligste er dem, der på en eller anden måde kan tappe penge for opkaldet, så snart man ‘løfter røret’ … ved ikke om det er en vandrehistorie, men det lyder ret skræmmende.

    Svar
    1. Eric

      Microsofts tekniske afdeling ringer ikke uopfordret til privatpersoner, men det er et efterhånden kendt scam at udgive sig for at være fra Microsoft, sige at du har skadelig software på din computer, få adgang for at “reparere” osv. Det har der været mange historier om.

      Det kan aldrig koste dig noget at blive ringet op, medmindre du er i udlandet. Fidusen er at få folk til at ringe tilbage, og SÅ kører taxameteret.

      Svar
  7. Henny Stewart

    Så man kan risikere at blive udsat for svindlere helt fra Indien nu? Så er det da godt, at jeg har glemt at lukke op for min telefon (den folk har nummeret til) indtil nu. 8-). Ups, der fik jeg afsløret, at jeg har beholdt min gamle Motorazr til at tale i, mens jeg bruger min smartphone som ultrabærbar computer, kamera mm. Den er bare ikke god som telefon!

    Svar
    1. Eric

      Også svindel er globaliseret. Om han ringede fra Indien, kan jeg ikke sige, men der var den svage accent, og så har jeg vist også læst, at nogle af de Microsoft-scams er sporet til det store karryland, som nu (eller snart) skal holde styr på COOP’s bogholderi.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *