Om en typisk feriedag i Siracusas gamle by, Ortigia. En dag med afslapning og nydelse i Sydens varme.

(Klikker du på et af de små billeder i dette indlæg, åbner det i en større version på en ny side.)

Det kan være svært at orientere sig i Ortigias labyrint af smalle gader, men tagterrassen har front mod øst, for ved ottetiden når solen op over den nedlagte kirke og gør morgentrøjen overflødig.

Himlens negligé brænder væk, og vi slår parasollen op. Pibende mursejlere jager morgenmad i rasende fart over hustagene, men vi nyder den i ro og mag, mens Ortigia vågner.

Ortigia er Siracusas gamle by på en ø uden for det, der i dag er det moderne Siracusa på Sicilien. Det var her grækere grundlagde byen i 734 før vor tid. Sikkert fordi øen var nem at befæste, og så var der som i dag Fonte Aretusa, kilden.

Vi bor i Via Salomone, 3 minutters gang fra Fonte Aretusa og 5 minutters gang fra den smukke domkirkeplads, Piazza Duomo.

Der er ikke så mange på domkirkepladsen ved halvti-tiden, når vi slentrer over den på vores tur mod markedet.

På vejen er der nok at se på. Man kan studere forretningernes udstillinger, og man kan kigge opad og se de gamle huses forfald. Eller man kan fortabe sig i dunkle porte, som fører ind til baggårde med blomster i krukker og sol.

Markedet

Når vi besøger markedet er det ikke nødvendigvis for at købe noget, men det er en oplevelse for alle sanser med fisk, frugt, grøntsager, oste og skrålende sælgere. Var det noget med frisk søpindsvin?

En mand sidder på hug og klipper toppen af, før indmaden ryger i små plastikbægre som en jodfyldt cocktail, man kan indtage på stedet.

Måske gør vi holdt på caféen i sidegaden, hvor en frodig og smilende pige serverer to espressi for 1,6 euro. Indtager man kaffen stående ved baren, er prisen endnu lavere.

Efter en tur hjem om spiser vi måske frokost på det gode spaghetteria, Do’ Scogghiu, som ligger i en sidegyde til Via Cavour. Deres pasta og sovse er intet mindre end fremragende.

På denne tid er der mange tur-turister på domkirkepladsen, og vi passerer skyndsomt.

Efter disse strabadser er det tid til siesta. Døren lukkes til til tagterrassen og de kurrende duer, indtil den lukkes op igen.

Nu ligger det meste af terrassen i skygge, og som oftest er det blæst op med en sval vind. Den kommer fra havet, når luften over land varmes op og stiger til vejrs.

Så sidder vi og samler kræfter med espresso, læsning og andet tidsfordriv, indtil det er tid at gå tur og nyde en aperitivo på Cafe del Mar.

Aperitivo og solnedgang

Cafe del Mar ligger på Lungomare Alfeo med udsigt over havet. Her kan man sidde i fred og ro og glo. Først på de mange som passerer på deres aftentur, siden på solnedgangen.

Måske var det her, Arkimedes’ krigsmaskiner smadrede den romerske flåde i 212 f.v.t.

Osteria da Mariano

Når tiden så er moden, går vi gerne ned på Osteria da Mariano i gyden rundt om hjørnet.

Paolo ville helst hilse med sicilianske kindkys, men han fornemmer vores nordiske reservation og lader det blive ved high five og håndtryk.

Paolo er stedets indehaver og/eller chef. Han er ca. 1,70 høj og ser ikke specielt siciliansk ud med sit lysegrå, tilbagestrøgne hår og blonde moustache. Han er skødesløst velklædt og har som regel en trøje over skuldrene.

Paolo serverer kun i ny og næ, hvis tjenerne løber, og så er det som en personlig gestus. Han svæver over vandene, modtager gæsterne som personlige venner og tager afsked, når de går. Det er også Paolo, der får sedlerne og veksler om nødvendigt.

Paolo vil frygtelig gerne kunne snakke med os, men han mestrer kun italiensk og siciliansk, og mit italienske rækker kun til konversation i småbidder.

Måske er det derfor, at min skulder ofte får et klem, når Paolo passerer. Non-verbal kommunikation.

Vi forsøger at variere måltiderne. I går delte vi to slags pasta: pennelette i mandelsauce og drys af knuste mandler samt penne i en pestoagtig sauce med mynte, persille og fennikel. Hertil drys af knuste pistacienødder.

Så trænger man egentlig ikke til mere, men vi har bestilt orata (dorado) dampet i havvand. Skulle man ikke have havvand ved hånden, går det også med saltet vand. Vi spiser den som lækkeri med brød som eneste tilbehør. Den har perfekte slip-let-ben.

Husets dessert serveres uopfordret. Det er stumper af kandiseret ingefær og sesamfrø i karamel serveret med en flaske moscato og to små plastikbægre.

Når regningen er betalt, siger vi farvel til Paolo. ”A la prossima” siger han – til næste gang. Vi orker lige at gå ned til Lungomare d’Ortigia og sige godnat til havet.

Det har været en god dag på den lade side.

/Eric