Jeg droppede fortovsrensning i dag og kørte i stedet til barndommens land vest for Aalborg. Denne gang havde jeg kameraet med.
Lørdagens fortovsrensning og beskæring af buske havde givet en let ømhed i hænderne, der tjente som bekvem undskyldning for ikke at fortsætte arbejdet, men i stedet cykle en tur i det gode vejr.
Ikke overraskende er lysten til at cykle ud i det blå vokset med elcyklen. Jeg kørte alene i dag og kunne stoppe spontant for at tage billeder.
Ved musikhuset kørte jeg ned til havnen. Set fra denne side er der mere schwung over linjerne, men jeg synes stadig ikke, at det er kønt – snarere dristigt disharmonisk.
Lidt længere vestpå kommer man til Utzon Centret og Aalborgs forholdsvis nye havnebad. Her kommer jeg næppe til at dyppe tæerne; temperaturen på græsk badevand i september passer mig bedre.
Skibet lige bag havnebadet er den gamle isbryder, Elbjørn, som nu er restaurant, men god mad kan også bryde isen.
Det er herligt, at Limfjorden igen er ren nok til et havnebad. Da jeg var dreng, var det ikke usædvanligt at se objekter af latrinær herkomst sejle forbi, og når svineslagteriet i Nørresundby lukkede sit stinkende spildevand ud, holdt mågerne fest.
På vej mod Limfjordsbroen er Strandvejens fortov lagt om, og man skulle tro, at designeren er inspireret af fortove og pladser i Funchal på Madeira.
Strandvejen
Plads i Funchal, Madeira
Havnefronten har fuldstændig ændret karakter, og der bygges stadig nyt. Hvor der før var lager- og pakhuse, er der nu boligblokke. Billedet herunder er taget lige vest for Limfjordsbroen med ryggen til restaurationsskibet Prinses Juliana. Det er ikke lejligheder for fattigfolk.
Det var mellem roklubben Ægir og jernbanebroen, jeg fiskede som dreng. Hvor der nu er sten, var der et rækværk, som kunne støtte fiskestangen. Området ligger lavt og oversvømmes, når storme presser vand ind i fjorden.
På den modsatte side af fjorden ser man den gamle cementsilo, som nu er ombygget til lejligheder. Dansk Andels Cementfabrik i Lindholm blev startet i 1911 og lukkede i 1978, overtaget af Aalborg Portland.
Mange af de ansatte fik arbejde på Portland, men de fleste er nu gået på efterløn eller pension. Da jeg startede på Portland i 1986, var der vist omkring 1300 ansatte. I dag er vi nede på ca. 240.
Jeg fortsatte vestpå til Mølholm, hvor jeg vendte om. Jeg fik øje på en grusbelagt sti, som førte ned til fjorden. En bænk fristede til en smøgpause, og her nød jeg udsigten til Egholm og lyden af bølgeskvulp. Fjorden mellem tvende have.
For enden af stien ligger Marina Fjordparken, hvor der minsandten også er boliger nu, en andelsboligforening stiftet i 2002. Jeg har aldrig været der før – måske var det militært område, da jeg var knægt, men jeg er ikke sikker.
Hvis jeg ikke tager meget fejl, ligger Marina Fjordparken, hvor tyskerne anlagde vandflyveplads i 1940. De beslaglagde hele området fra Vestre Fjordvej til cementfabrikken Norden, så det er ikke urealistisk, at en del af området stadig var militært, da jeg var dreng. I dag er der museum i den gamle hangar.
Jeg fortsatte østpå ad stisystemet og kom så til vejen, der fører ned til Egholmsfærgen. Den lille færge sejler hver halve time, og overfarten tager 5 minutter.
Stien fortsætter langs fjorden bag om friluftsbadet. Jeg har ikke besøgt friluftsbadet i mere end 40 år, og det overraskede mig, at jeg kun kunne se ét bassin – det vi kaldte ”Dybet,” fordi man ikke kunne bunde.
Da jeg var barn, var der mange flere bassiner, og det største var soppebassinet for de små. Nu ser der nærmest øde ud, men soppebassinet fyldes sikkert, når friluftsbadet åbner i maj.
Videre østpå langs fjorden. Før man kommer til Fjordbyen og Vestre Fjordvej, er der nu helikopterlandingsbane – og så dette skilt: ”Sneoplagsplads”.
Sneoplagsplads. Den gamle cementsilo med lejligheder (til venstre i billedet) er på den anden side af fjorden.
Her var losseplads engang, og klunsere og en sværm af måger rodede i det stinkende affald. Der er sket mange fremskridt.
Jeg passerede Fjordbyen, som er en meget speciel oase – du kan læse om den her – og så gik turen hjem.
Af nostalgiske grunde kørte jeg ad Engtoftevej, hvor vi boede nogle år, før vi flyttede til Helgolandsgade. Opgangen i Helgolandsgade husede også hr. Holm. Ham skrev jeg om i “Frygten for Hr. Holm“.
19,2 km down Memory Lane er en bagatel, når man kører elcykel. Jeg kan se på kortet, at der er endnu en sti langs fjorden længere mod vest – ude hvor Norden lå.
Norden var cementfabrik engang. En af flere i Aalborg. Jeg kender vist målet for den næste cykeltur.
/Eric
Pingback: En tur ud i det grå og tilbage
dengang friluftbadet åbnede i 1947 var der en fotograf fra Aalborg stifttidende der tog et
billede af en lille dreng på 17 måneder der gik ude i vandet med sko på, dette billede
har jeg fra den gang i 1947.
Sjovt med den slags minder 🙂
Da det var din første kommentar på denne blog, skulle den lige godkendes – en simpel foranstaltning mod spam.
Ja, den kaldte sig i hvert fald for en andelsfabrik. Der har været flere cementfabrikker i byen, ja på et tidspunkt var der 5. Mine billeder var mest til at illustrere det nye, der er sket, men jeg skal huske dit ønske om toldbod og slot, en af de næste gange jeg kører en tur 🙂
Det eneste billede, hvor jeg kunne genkende noget, var billedet af den ombyggede silo, var det en andels-cementfabrik? Jeg troede kun der existerede én cementfabrik, nemlig Aalborg Portland! Jeg har jo heller ikke været i Aalborg så ofte, kun i 2004, 2006 og 2012. Jeg måtte kigge efter på GoogleEarth da du skrev at du gik østpå til Egholm færgen, men det var jo fordi Marinaen er længere vestpå og du liss-ssom vendte om. Ved Mølholm, hvor jeg fik en fartbøde 🙂
Det er en fascinerende havnefront, men jeg savner nogle billeder af slottet og den gamle Toldbygning, det holdt jeg mest af da jeg var på besøg 🙂
Hold da helt op Eric … du ender som Tour de France rytter 😉
Dejligt at du har fået køreglæden igen, og hvis det betyder flere indlæg fra cykelture med masser af gode billeder, så skal jeg ikke klage 🙂
Flere indlæg med billeder på den konto kan ikke afvises. Selvsagt ikke om vinteren, men når vejret er rimeligt, får man lyst til at komme ud, når modvind og den slags ikke betyder noget. 🙂
Tak for en hyggelig cykeltur.
Du bekræfter mig i, at vores beslutning er rigtig: John og jeg har nemlig besluttet at bide hovedet af al skam, blæse på økonomien og købe to elcykler, selv om vi har to næsten nye cykler. Aktionsradiussen bliver bare SÅ meget større, og når nu vi har så mange smukke områder her i Sydsjælland, så …
Vi ville aldrig i livet finde på at køre 19 kilometer bare for sjov på en almindelig cykel, men jeg tror på, at vi vil kunne tage tilsvarende lidt længere ture med lidt batterihjælp.
John var skeptisk, lige indtil han prøvede en Batavus hos cykelhandleren, så var han solgt nok lige så hurtigt som din Helle blev 😉
God beslutning! Nu ved jeg af gode grunde ikke, hvor længe batteri m.m. holder, men so far er det det bedste køb, jeg har gjort længe. Køreglæde er nøgleordet.
hvor er jeg glad for at du har købt dig den elcykel.. Tak for en skøn tur, jeg får lyst til at leje en cykel næste gang vi er i Aalborg.
Du kan skam leje min eller Helles den gamle for en slik 😉
Tak for turen. Sådanne skildringer læser jeg med glæde og tænker om jeg kan genkende noget fra mine få besøg i Ålborg. Det kan jeg ikke.
Hvor er det herligt, at man har en oplagsplads til sne. Det kan jo – i passende vintre – være godt at have et lager heraf, hvis strømsvigt bevirker, at vi må gå tilbage til gamle dages køleskabe uden strøm.
Historien om den ugrumme grumme Hr. Holm har jeg også læst – og egentlig må det vel have været meget godt for skriverkarlen at komme i den situation. Jeg genkender sagtens fornemmelsen fra visse af min barndoms situationer.
Hvis trækfuglene skulle genkende noget, skulle jeg nok skrive om byens centrum, og det kommer måske også en dag.
Det med oplagspladsen for sne, kan jeg ikke lige greje. Tidligere tippede lastbilerne sneen af i fjorden, og hvad der skulle forhindre den trafik i dag, kan jeg ikke se. Der kan højst være lidt salt og vejsnavs i, men the solution to pollution is dilution. 😉
Hr. Holm var skrækindjagende, men min sym- og empati voksede med alderen og endte med at blive til en art medfølelse. Ensomhed er en alvorlig fjende.
Sikke en dejlig tur Down memory Lane! Og sikke en masse spændende billeder, du har fået ud af det.
Antallet af medarbejdere på cementfabrikken er jo fladet drastisk! Skyldes det alene mekaniseringen eller er der et tilsvarende fald i produktionen?
Vejret var perfekt i dag. 🙂
Faldet i antal medarbejdere på cementfabrikken skyldes teknisk udvikling, adskillige fyringsrunder og outsourcing af mange opgaver; men der løbes også stærkere i dag – meget stærkere. Produktionen i dag er større end i 1986.