Nye vindueskarme i granit og vejrudsigten

Så kom de nye vindueskarme i granit, og snart er alt klart til håndværkerne. Vil jeg smile bredt, skal jeg bare se vejrudsigten for Leros.

Blue Pearl granit

De gamle vindueskarme er meget lidt kønne, så vi har flottet os med nye i norsk granit, Blue Pearl. De kom i onsdags.

Jeg søgte vidt og bredt for at finde nogen, der kunne levere i op til 231 cm længde, skåret efter mål. Det var ikke så let, men det lykkedes hos e-byggeri.dk.

De kunne tilmed sige inden for en time, hvornår karmene ville komme. Jeg spurgte den unge mand, om han ville hjælpe med at bære dem ind, og han sagde: ”Selvfølgelig”. Det var godt, for de store er umanerligt tunge, og dem havde jeg ikke kunnet klare alene.

Nu ligger de på stuegulvet. Jeg synes de er meget flotte. Det er en mørk granit, men det afhænger fuldstændig af vinklen, og hvordan lyset falder, for der er perlemorsagtige flager, som reflekterer lys.

De virker mørkere på afstand end ovenstående foto, som er taget på nær hold, men hvis jeg skulle vise, hvordan denne nærmest levende sten skifter udseende efter vinkel og lysindfald, skulle der en hel stribe billeder til.

Helt billige var de ikke, men jeg er særdeles tilfreds, og forhandlerens service var upåklagelig.

En succesoplevelse

Jeg har i nogen tid skumlet over regnbygerne, for græsset skulle jo gerne slås. I går, da jeg kom hjem fra arbejde, havde sol og vind tørret plænen, så jeg kom i gang i en fart.

Blygrå tordenskyer var på vej, og netop som jeg tog de sidste kvadratmeter under æbletræet, faldt de første dråber af det, der blev en ordentlig bløder. Tænk, at en græsslåning kan være en succesoplevelse!

I dag gider vi ikke lave noget, vi sidder indpakkede på terrassen og nyder det. Weekenden bliver travl, men det gør ikke noget. Jeg skal bare søge på ”Leros weather forecast” for at smile bredt.

Vromolithos Bay på Leros

Vejrudsigten er perfekt.

/Eric

8 tanker om "Nye vindueskarme i granit og vejrudsigten"

  1. Ellen

    I undgik da vist det skybrud, der hærgede store dele af det vestlige Jylland – heldigt for din græsslåning …
    Her kunne jeg også sidde og smile bredt, for vi har haft strålende sol hele dagen, i modsætning til det meste af Danmark, tilsyneladende 🙂
    Og I skal bare sove tre gange til inden I skal på ferie – jeg vil ønske jer en rigtig god tur.

    Svar
    1. Eric

      Ja, vi er sluppet nådigt med byger og bulder, og på den overdækkede er der altid opholdsvejr – det er et spørgsmål om, hvor meget tøj, man tager på. 😉
      Og tak, vi glæder os. Meget.

      Svar
    1. Eric

      Det nærmer sig i den grad. Tidligt mandag morgen tager vi afsted, og et par timer efter starter håndværkerne. Sådan 🙂

      Svar
  2. Stegemüller

    Jeg under jer virkelig den ferie efter det kæmpe arbejde I haft med at gøre klar til håndværkerne.

    Det er meget flotte vindueskarme I har investeret i, og det er dejligt at høre om noget god service – det er efterhånden ikke så tit, man hører om det.

    God weekend.

    Svar
    1. Eric

      Egentlig er det mit indtryk, at man får god service hos de fleste ikke-kæde-forretninger, man hører som regel blot mest om det modsatte.

      Og tak, god weekend til dig også 🙂

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *