Tag-arkiv: Granit

Nye vindueskarme i granit og vejrudsigten

Så kom de nye vindueskarme i granit, og snart er alt klart til håndværkerne. Vil jeg smile bredt, skal jeg bare se vejrudsigten for Leros.

Blue Pearl granit

De gamle vindueskarme er meget lidt kønne, så vi har flottet os med nye i norsk granit, Blue Pearl. De kom i onsdags.

Jeg søgte vidt og bredt for at finde nogen, der kunne levere i op til 231 cm længde, skåret efter mål. Det var ikke så let, men det lykkedes hos e-byggeri.dk.

De kunne tilmed sige inden for en time, hvornår karmene ville komme. Jeg spurgte den unge mand, om han ville hjælpe med at bære dem ind, og han sagde: ”Selvfølgelig”. Det var godt, for de store er umanerligt tunge, og dem havde jeg ikke kunnet klare alene.

Nu ligger de på stuegulvet. Jeg synes de er meget flotte. Det er en mørk granit, men det afhænger fuldstændig af vinklen, og hvordan lyset falder, for der er perlemorsagtige flager, som reflekterer lys.

De virker mørkere på afstand end ovenstående foto, som er taget på nær hold, men hvis jeg skulle vise, hvordan denne nærmest levende sten skifter udseende efter vinkel og lysindfald, skulle der en hel stribe billeder til.

Helt billige var de ikke, men jeg er særdeles tilfreds, og forhandlerens service var upåklagelig.

En succesoplevelse

Jeg har i nogen tid skumlet over regnbygerne, for græsset skulle jo gerne slås. I går, da jeg kom hjem fra arbejde, havde sol og vind tørret plænen, så jeg kom i gang i en fart.

Blygrå tordenskyer var på vej, og netop som jeg tog de sidste kvadratmeter under æbletræet, faldt de første dråber af det, der blev en ordentlig bløder. Tænk, at en græsslåning kan være en succesoplevelse!

I dag gider vi ikke lave noget, vi sidder indpakkede på terrassen og nyder det. Weekenden bliver travl, men det gør ikke noget. Jeg skal bare søge på ”Leros weather forecast” for at smile bredt.

Vromolithos Bay på Leros

Vejrudsigten er perfekt.

/Eric