Der var personligt brev til Helle i går. Fra en sparekasse. Der stod: ”Find de penge, du ikke vidste du havde”.
Jeg har fjernet restaurantens navn
Hvis hun booker et møde, får hun et gavekort på 500 kroner til en bistro i byen. De må være kundesultne, eller også kan de se, at huset er betalt, og markedsfører sig selektivt.
De sætter heller ikke deres lys under en skæppe: ”Byens bedste rådgiverteam”, kalder de sig. Mindre kan ikke gøre det.
Hvad de ikke kan vide er, at vi bærer på nag, som sikkert er ældre end seniorrådgiveren.
For mange år siden boede vi i lejlighed, og sammen med de øvrige beboere stiftede vi en andelsboligforening og købte ejendommen. Samme sparekasse tilbød lån til andelshaverne, hvis foreningen blev kunde.
Vi var studerende, og 10.000 var mange penge for os, selvom det i dag er en latterlig sum for et andelsbevis. Vi lånte dem i nævnte sparekasse, for hvor skulle vi ellers låne, når vi hverken kunne stille sikkerhed eller kautionister?
Men aldrig har vi fået en så nedværdigende behandling. Den var så ydmygende, at jeg svor, at jeg aldrig ville have mere med den biks at gøre, og Helle flyttede sine studielån til en anden bank, som tjente mange penge, da lånene senere blev betalt tilbage.
Den dårlige behandling var lige så dum, som den var unødvendig. Lånene til andelshaverne havde sparekassen jo tilbudt for at få boligforeningen som kunde.
Sparekassen hed ganske vist noget andet den gang, men fusioner får ikke mig til at glemme gammelt nag, og da jeg ikke er religiøs, er der intet pres for at tilgive.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at behandlingen i dag ville være udsøgt, men det har undertiden sine fordele at have været en fattigrøv, der som regel ser vrangsiden. Var vrangen ikke pæn, husker man det, når man senere præsenteres for den polerede retside.
I øvrigt har Helle i anden anledning besøgt bemeldte bistro. Hendes anmeldelse delte ikke mange kokkehuer ud, og da vi slet ikke har forsvundne penge, går brevet til genbrug.
Moralen er selvfølgelig, at man skal behandle høj som lav anstændigt. Anstændighed er i sig selv en dyd, og så er det fint, at alt andet er skidt for forretningen. I værste fald – oh skræk! – bliver man hængt ud på en blog.
/Eric
Det var en glædens dag at blive gældfri både privat og da der ikke i firmaregi var brug for kassekredit længere. Jeg er ganske enig i at der er gammel nag det ville være en skam at opgive og jeg håber da at det relevante pengeinstitut læser med her.
Gammelt nag kan man sutte på som et bolsje 😎
Så kan de lære det.. 🙂
Jeg undrer mig af og til over at bankerne tror vi intet kan huske.
Det må være fordi, deres egen hukommelse når fra regnskabsår til regnskabsår.
Da vi i 1982 startede på gården her med 10 hektar og et stuehus, som ikke havde været rørt siden 1856 ville vi låne 40.000 for at få et køkken og et badeværelse. (Tænk, det kunne man faktisk få det til dengang).
Lånet afslået. Så vi levede i det og lagde selv til side.
2 år efter var det hele klar og betalt kontant.
-Og efter det princip har vi levet siden og dermed -indtil videre- undgået landbrugskriser, boligkriser, finanskriser og vel egentlig også en del ægteskabskriser.
Jeg har i en blanding af ironi og dybeste alvor mange gange takket min bank for tilbageholdenheden og den manglende tiltro.
I alle situationer har vi afvist deres “tilbud” om lettjente penge og skatteskub via valuta- og renteswap, gearede aktieinvesteringer, paradisiske pensionsmodeller osv.
Sådan! Siden ungdommens sorgløshed fordampede, har vi levet efter samme princip.
Godt indlæg – man må endelig ikke lade unge mennesker uvidende om hvordan banker tjener penge og hvor usaglige de er overfor kunder, og hvordan de – som en anden ågerinstitution – udnytter svagheder hos kunderne.
Nej, deres formål er ikke velgørenhed, selvom de gerne vil give os det indtryk ved at sponsere pølser til lokale begivenheder.
Sådan en sparekasse ville også kunne glemme mig som kunde. Jeg vil behandles ordentligt, der hvor jeg skal have mine penge. Du har jo helt ret i, at de tjener fedt på, at man betaler studielån tilbage; det er sikker indtægt for dem i mange, mange år. De kunne have haft glade og trofaste kunder fra andelsboligforeningen, hvis de havde handlet lidt mere strategisk og velovervejet.
Der er ikke noget at sige til, at brevet går til genbrug.
Ja, det var snydedumt ud fra en økonomisk betragtning, og nu – mange år efter – rammer det Spar Nord som en (lille) boomerang på deres image. De valgte.
Årh – du undlod da at skrive navnet, så den er endnu ikke hængt ud … 😉
Sådan en bank har jeg også haft. Og forlod den af nogenlunde samme årsager som I forlod den her omtalte sparekasse. Min hed Nordea – jeg synes nemlig ikke, den fortjener at være anonym. De er/var nogle værre kvajpander – der er som bekendt en pæn sandsynlighed for, at fattige studerende en dag kommer til penge. Det gjorde en enlig mor også …
Min historie er for lang til at fortælle i en kommentar, men jeg ved positivt, at de har fortrudt, for i dag mangler jeg ikke penge 🙂
Jeg undlod bevidst at skrive navnet for ikke at flytte fokus fra det generelle. Men jeg har da intet imod at fortælle, at pengeinstituttet dengang hed Sparekassen Nordjylland. De har måske ændret sig til det bedre, men som sagt gør jeg det nødigt i tilgivelse – det er dårlig pædagogik i disse sammenhænge.