Kan en USB-nøgle overleve 15 minusgrader, et vandbad og at blive trådt på? Min kunne.
Min første PC havde en harddisk på 32 MB. Nu går jeg rundt med en USB-nøgle, der rummer 32 giga, og den fylder mindre end en tændstikæske. Fagre nye verden …
Jeg bruger den ikke så meget, men den er praktisk, når der skal kopieres mellem computere, og så har jeg nogle private filer på den, som jeg kan tilgå, hvis der er adgang til en computer.
Da vi var i vinterens værste vold for et par uger siden, var USB-nøglen pludselig væk. Jeg ledte og ledte, men kunne ikke finde den.
Jeg indstillede mig på, at der nok skulle købes en ny, når føret tillod sikker cykeltransport til den lokale computersnedker.
Omkostningen på 200-300 kr. ville jeg nok komme over, men tanken om, at en eller anden måske snagede i mine personlige filer nagede mig noget. Alt tåler dagens lys, men privatlivets fred og alt det der …
Weekenden kom med voldsomt tøvejr, og mandag, da jeg kom hjem, så jeg USB-nøglen ligge ved lågen mellem for- og baghave.
Den var sjaskvåd af smeltevand, og på den ene side var der skurestriber, som vidner om, at den mindst én gang er blevet presset mod flisen af tunge vinterstøvler.
Jeg rystede det vand ud, jeg kunne, og lagde nøglen til tørre. Et døgn efter satte jeg den i computeren, og alt var ved det gamle.
Det er jeg ret imponeret af. Den har ligget begravet i sne i ned til 15 graders frost, den er blevet betrådt af vinterstøvler, den har svømmet i smeltevand, og alligevel virker den, som om intet var hændt.
Nu er jeg ikke så naiv, at den ryger til kogevask, hvis den får virus, men er der nogen af jer derude, der bare lige ved, om man kan password-beskytte sådan en dims?
/Eric
En solstrålehistorie midt i vinterens mørke! Jeg må vist hellere muntre jer alle sammen lidt ned igen ved at fortælle om mit trådløse Mac-tastatur, som jeg spildte en sjat vand ned i, og som nu har ligget til tørre i halvandet år og stadig er ganske uanvendeligt …
Måske er det slet ikke tastaturet, det er galt med. Dine tastetryk er måske sortlistet af Apple, der med bibelbæltemoral vil eksaminere alt.
Det har jeg slet ikke tænkt over. Men tak, det lyder sandsynligt.
Ind imellem overraskes man over hvad ting virkelig kan holde til. Min niece har lige tabt sin telefon i en balje vand og havde faktisk afskrevet den. En god ven glemte at tage sin mobil op af lommen, da tøjet røg i vaskemaskinen. Begge tekefoner blev skilt af, tørret natten over, hvorefter de blev samlet igen. Alt virker upåklageligt.
Utroligt! Jeg troede, at vand/fugt var gift for telefoner.
Imponerende hårdfør nøgle!
Det må man sige, men de skriver det nok ikke ind i garantien.
Det er nu meget godt klaret af dimsen. Her skete det samme med en nøgle. Den blev tabt, ramte bagerste kofanger på bilen og forsvandt. Den blev selvfølge trådt ned i sneen med det samme og kom fint frem da sneen smeltede.
Rart du fandt den så bekymringen kunne forsvinde.
Ja, sne kan gemme andet end mammutter 🙂
En hurtig googling gav bl.a dette resultat http://www.vislo.dk/password-beskyt-usb-stick/
Tak Inge. Jeg tænkte nok, at Google havde svaret, og så har jeg læst et sted, at man skal engagere sine læsere 😉
Godt klaret af den lille nøgle, hvis man kan beskytte den, vil jeg også gerne vide det. 🙂