Tordenvejr og terrassetræning

Lyn og tordenNogen sommerfornøjelse er det ikke at sidde på terrassen med overtræksbukser, to fleecetrøjer og et tæppe som kokon, men jeg træner til Grækenlandsferien, hvor terrasseafslapning er en hoveddisciplin. I bedre vejr, forstås.

Byger trommer på halvtagets trapezplader. Luften er nyvasket og frisk. Lidt koldere, og jeg ville kunne se min ånde.

Kan jeg slappe af under disse terrassebetingelser, kan det ikke gå galt på Leros i Grækenland.

Så, nu buldrer det!

Vejrradarens blå prikker fortæller, at det er Thors fortrop – hans egen vogn, hovedstyrken, er i sydvest, men bevæger sig hurtigt sig denne vej.

Et lyn blitzer himlen, og nogle sekunder senere forskrækkes katten af det tørre knald, som er ouverturen til en ny trommehvirvel på halvtaget.

Det er ikke i dag, man skal slå græs, tænker jeg tørt.

Jeg trækker computernes stik ud, man ved aldrig.

Kun et øjeblik efter slår lynet ned med et kæmpebrag, det er ganske nær, og den orange streg i luften er katten på flugt ind i huset.

Helle siger, at strømmen er gået. HFI-relæet er slået fra. Jeg vipper kontakten, og der er strøm igen. Dygtigt relæ! Lynudkobling har vi ikke prøvet før, så det VAR tæt på.

Jeg genoptager terrassetræningen, mens Helle beroliger katten. Det regner med varierende styrke, og Thor passerer i en fart mod nordøst. Bliv endelig deroppe!

Ih, hvor jeg glæder mig til Grækenland, hvor sensommeren leverer varen og kun sjældent er i krise.

/Eric

10 thoughts on “Tordenvejr og terrassetræning

  1. Donald

    Hvis der nu ikke er afsat tid til klipning af græsset andet end denne dag! så kan det være en trøst at tænke på at langt græs får længere og bedre rødder og at langt græs luger mælkebøtter, som gerne vil have meget lys. Almindleligt græs kan selv klare mælkebøtter (selv dem med dyb rod) hvis det får lov at gro sig langt på basisk/kalket jord.
    Mit HFI relæ har også virket under tordenvejr engang for nogle år siden, men ikke just samtidig med et nærgående lynopslag. Der var en anden gang for 14 år siden, hvor en maskine og en printer gik fordi lynet slog ned. Der var ikke noget HFI relæ, som reddede situationen. Jeg kan godt forstå at du trak stikket ud, for der kan dannes induktion når blot ledningerne er lange nok.

    Der var 323 rener i Lappland, som blev dræbt af et lynnedslag i går.

    Svar
    1. Eric

      Græsset er slået siden 🙂 Med sart og kostbar elektronik er det ikke nogen dårlig ide at trække stikket ud, når det lyner. Denne gang klappede HFI-relæet, men var lynet slået ned endnu tættere på, havde relæet nok ikke hjulpet.

      Det er fascinerende med tordenvejr, men historien om renerne viser tydeligt, at man skal have stor respekt.

      Svar
  2. Ellen

    Jeg ville nok vælge at komme aldeles utrænet til Leros i den faste overbevisning, at jeg ikke kan dumpe i disciplinen 🙂
    Bortset fra det, så elsker jeg tordenvejr – jo værre, jo bedre. I går gik jeg bare rundt i huset (og sad oppe på den overdækkede) og stornød det storslåede skue.
    Og varmen kommer igen lige om et par dage …

    Svar
    1. Eric

      Jeg betragter også mig selv som noget af et naturtalent ud i den disciplin, men man skal aldrig forsømme mentaltræningen 😉 Varmens tilbagekomst imødeses med længsel.

      Svar
  3. Stegemüller

    Ja det er da underligt, at I har det så koldt, men jeg under jer det der Grækenland 🙂 Min lejlighed er vist ca. 40 grader, og jeg kan ikke lave gennemtræk – pyh ha.

    Jeg kan godt lide din malende beskrivelse af katten “en orange streg i luften”.

    Svar
    1. Eric

      Her var meget koldt (11° ?) indtil sidst på eftermiddagen – blæst og regn. Den stakkels mis blev meget forskrækket, men det var også noget af et brag og meget tæt på.

      Svar
  4. Pia

    Det er et smukt billede. Her regnede og tordnede godt nok også gevaldigt i går morges, men kulde har vi bestemt ikke. Pyhhh… siger vi her, mens vi træner til at bevæge os rundt i Kroatien 😉 vi ikke brug for lange gevanter eller tæpper. Eftermiddag og aften buldrede det i det fjerne, mens kaffe og grillmad blev nydt under åben himmel.

    Svar
    1. Eric

      Billedet har jeg desværre ikke selv taget, men downloadet fra en side med billeder i public domain. Her var drønkoldt indtil sidst på eftermiddagen. Vi har spist ude hver dag siden maj, bortset fra én dag, hvor regnen trommede så hårdt på terrassens halvtag, at vi ikke kunne samtale.

      Svar
  5. Henny Stewart

    Det udendørs er stærkt opreklameret, efter min mening. Vi gav os og lukkede op for varmen. Ganske vist er det stadig august, men det er saftsuseme for koldt!

    Svar
    1. Eric

      Det er bedre nu, hvor regnen har lagt sig. Og så er der stille som på en hverdag i dagtimerne, for ingen af naboerne slår græs eller bruger powertools, som de plejer i weekenden, hvor alt skal nås, så man kan møde træt mandag..

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *