Drømmefabrikken – otium og hvad så?

Med et begrænset antal år tilbage på arbejdsmarkedet melder tankerne sig om, hvad man så skal lave, og man starter drømmefabrikken.

Siracusa

Der er godt to år, til jeg går på efterløn, det er i hvert fald planen. Helle er tre år yngre og blev ramt hårdere af tilbagetrækningsreformenforringelsen, så hun må vente yderligere 2½ år, ja måske 3, hvis uslingene får magt, som de har agt.

Der var sorte stunder under min nys overståede sygdom, hvor jeg tvivlede på, at jeg kunne arbejde to år mere, men nu er optimismen tilbage.

Der er forskellige projekter, jeg kan gå i gang med som efterlønner, mens Helle fyrer det sidste arbejdskrudt af. Fx trænger hele kælderetagen til en ansigtsløftning med maling osv.

Det kan jeg snildt gå at hygge mig med og samtidig være huslig, læse bøger og nyde friheden til fx at tage ind til byen i dagtimerne. Det bliver absolut ikke noget problem at få tiden til at gå.

Økonomi

Går alt som planlagt, vil økonomien også se fornuftig ud i alderdommen. Nogle udgifter falder bort (fx fagforening), og netto til rådighed vil ikke være mindre end i dag. På et tidspunkt kan vi sælge huset, når vi ikke magter det mere.

Rejsedrømme

Forleden havde Ellen et indlæg om den sidste, store rejse, som fx kunne være et krydstogt til Sydamerika eller Stillehavsøerne.

Det kunne da være fedt med et luksuskrydstogt, men vores hu står mere til at tilbringe længere tid og ”blive lokale” visse steder, end vi kan i dag med begrænset ferie. Da det er langt billigere end et luksuskrydstogt, vil der også være plads til gentagelser.

Jeg kan fx sagtens se os bo en måned eller to (maj-juni) i Siracusa på Sicilien. Vi kunne gå på markedet hver dag og lave lækker mad med råvarer af forrygende kvalitet, gå ture langs havet, nyde livet på tagterrassen, blive bedre til italiensk.

Fra markedet i Siracusa

Fra markedet i Siracusa

September-oktober kunne vi tage til Grækenland, til en eller flere af de ydmyge øer uden for turismens malstrøm. Vejret er fantastisk, pulsen falder, og man kan sagtens finde noget billigt at bo i.

Pandeli Bay, Leros

Pandeli Bay, Leros

Den allersureste vintertid kunne måske overleves på Tenerife. Her er ganske vist langt fra turistfrit, men det er en af de få muligheder for anstændigt vejr, hvis man ikke vil rejse til Langtbortistan, og det har vi ikke stor lyst til.

Tiden og helbredet må vise, hvad det bliver til. Alt er i spil, intet er umuligt. De første år skal den ikke have for lidt, for man ved aldrig, hvornår løbet er kørt.

Det er nu, drømmene tager form, og jeg er glad for drømme. De modner lige så stille, og en dag bliver de realitet.

/Eric

20 thoughts on “Drømmefabrikken – otium og hvad så?

  1. Eric

    Ja, “nogen” har været emsige med andres pensionsalder, men sjovt nok ikke deres egen. Det er betryggende at have nogenlunde ro omkring økonomien, så man kan nyde sit otium uden bekymringer af den art. En folkepension alene giver intet at rutte med, vel knap til medlemsskab af golfklubben.

    Svar
  2. Inge

    Hvis ikke “nogen” havde ændret i efterløn og pensions alderen, så ville jeg kunne have stoppet først i den kommende år.. Meeeennnn det gjorde “nogen”, så jeg har godt 3 år tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg kan selvfølgelig vælge at stoppe alligevel, men en beregning fra pensions selskabet viser at det bliver dyrt. Hvis jeg fortsætter 3 år endnu vil vi have samme / større rådighedsbeløb som nu, og det frister altså at kunne fortsætte på det nuværende niveau.
    Hvad vi vil bruge pensionstiden til, vil tiden vise.. længere rejser, længere tid i Sverige, mere golf og sejlads, mere tid til os slev, familie og venner..

    Svar
  3. Ellen

    Jeg satser nu på, at der bliver plads til begge dele – altså én stor (læs: ret dyr) tur, men at der stadigvæk er til mange af de mindre ture, som I helst vil det 🙂 (Og ‘mindre’ er ikke ment negativt!)
    Det har, som du sikkert er enig i, ikke noget at gøre med, at man ikke regner med at blive gammel – det håber vi vel alle på at blive – på en værdig måde, naturligvis, men det har noget at gøre med, at vi har fået et vink med en vognstang om, at vi rent faktisk er dødelige, og at snoren kan blive klippet over, før vi venter det, hvilket lærte i hvert fald John og mig at undgå at udskyde noget – hvis vi kan, har lyst (og råd) nu, hvorfor så vente?
    Det ville være så ærgerligt at skulle sige, at det og det nåede jeg ikke, fordi jeg skubbede det for længe/ikke tog mig sammen/troede jeg havde tid nok. Det er meget bedre at kunne sige “Jeg nåede ikke det hele, men jeg gjorde alt, hvad jeg kunne.”
    Og så noget helt andet: ‘Hjemtransport’ er ikke at tage et tidligere fly, som Madonna er inde på. Det er, når man ikke kan selv. Og mine erfaringer fra arbejdslivet, hvor jeg bestilte et hav af flybilletter til andre er, at det er billigere at droppe billigbilletten retur og købe en anden, end det er at flyve på flexbilletter. Det er jo langtfra hver gang, man har brug for at kunne ændre hjemturen.

    Svar
  4. Henny Stewart

    Drømme er gode at have.

    Apropos ingenting: Har du undersøgt, om du er berettiget til en udbetaling vedr. “Kritisk sygdom”?

    Sådan en sum luner jo på kontoen, uanset hvilke drømme, man måtte have.

    Svar
    1. Eric

      Det nærmeste, jeg kommer hos PFA, er: “Kronisk hjertesvigt med svære symptomer og nedsat funktionsevne” og dertil er jeg heldigvis ikke kvalificeret endnu.

      Svar
      1. Henny Stewart

        Jamen, det er da meget bedre at være for rask til at få sådan en udbetaling end at få den, ingen tvivl om det.

        Reglerne er lidt forskellige fra selskab til selskab, derfor syntes jeg, det var værd at undersøge, og det har du så gjort.

        Svar
    1. Eric

      Hvis du søger på fx “economy flex sas” (uden anførselstegn), får du masser af hits.

      Economy er den billigste billet (og kan have andre navne), og her står af- og hjemrejsetidspunkt ikke til at ændre. Economy Flex (eller extra, eller …) er dyrere, men til gengæld kan man få lavet om på flytiderne. Som regel er der også bedre mulighed for at få billetten helt eller delvis refunderet, hvis man aflyser rejsen.

      Derudover kan der være fryns, som fx adgang til flyselskabets lounge i lufthavnen og bedre mad på flyet, men det er sgu’ også godt betalt.

      De forskellige flyselskaber har forskellige ordninger, men de er stort set skåret over samme læst.

      Svar
  5. Madonna

    Ikke dårlige bud på et otium.

    Flere i den Seniorklub, vi kom i, og som jeg stadig kommer i, lejer lejligheder i Malaga-området i Spanien og på Gran Canaria, og rejser dertil et par mdr. før december og så igen nogle mdr. efter jul, men den danske sommer er jo heller ikke altid værd at tale om.

    Dog skal man efter de 70 år tænke på, hvordan man via rejseforsikring er stillet ved hjemtransport, for de fleste er jo ikke interesseret i at strande ret længe på et hospital i udlandet.

    Og efter 2014 er diverse forsikringsselskaber blevet utroligt skrappe, ikke nok med de sædvanlige regler, der gælder alle aldre, hvor man ikke må ha’ været indlagt, været under udredning, eller fået ændring i medicineringen 2 mdr. før de ta’r afsted, også skal man også efter de 70 år indsende en helbredserklæring, der skal godkendes for et år ad gangen.

    Og for mit vedkommende var det med forbehold for Rhinitis/helårssnue, og der er behandlingen endda via Det blå Kort.

    Men et par med mange operationer bag sig (ryg, hofter og pacemaker) har et par, jeg kender gjort op, de vil stadig rejse uanset dækningen af hjemtransport, og skulle der hænde noget uforudset, ja, så er det med i beregningerne.

    Svar
    1. Eric

      Som verden er skruet sammen, kan man ikke helgardere sig. Om ikke andet må man rive sig og købe economy flex, så man kan smutte hjem, når helbredet byder det, eller få billetten refunderet, hvis man ikke kommer afsted.

      Svar
      1. Madonna

        Begrebet economy flex er jeg heller ikke sikker kan klare alle tilfælde og man ikke selv kan transportere sig.

        Hjemtransporten man tegner forsikring for, kan jo i mange tilfælde dreje sig om ledsagelse af læge og sygeplejerske, og det kan jo som bekendt løbe op i mange hundrede tusinde, og der er jo tilfælde forsikringsselskabet ikke vil dække, for de kræver automatisk adgang til folks journaler, når de skal udbetale forsikring

        Svar
  6. Rasmine

    Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at det fremgår af flere blogge, at deres ejere regner med at have begrænset tid tilbage. Det har vi vel alle sammen i et eller andet omfang, men jeg planlægger overhovedet ikke på den måde. Måske lever jeg alligevel ikke evigt, og i så fald bliver der nogle ting tilbage, som jeg ikke når at føre ud i livet. Det kan nu ikke bekymre mig; forventningens glæde er ofte lige så stor som eller større end den, virkeligheden kan byde på. Men det er måske det, der ligger bag drømmefabrikken, når det kommer til stykket?

    Svar
    1. Eric

      Forventningens glæde er en væsentlig drivkraft bag drømmefabrikken. Overvejelserne om den begrænsede tid hænger nok sammen med, hvad man skal satse på. Skal man spille alt på fremtidens derby, hvor man måske er død og borte, eller skal man også satse på et løb i dag?

      Jeg går ind for at spille på flere heste både nu og i fremtiden, men det er klart, at odds er omvendt proportionale med åremålet. Mine just overståede hjerteproblemer var et vink med en vognstang om, at det hurtigt kan gå den gale vej.

      Svar
      1. Rasmine

        Jeg har selv fået en ganske alvorlig diagnose et par gange. Første gang fik jeg et chok, som heldigvis forholdsvis hurtigt gik over. Den sidste gang tog jeg det ganske roligt, fordi jeg var overbevist om, at jeg også ville vinde denne gang, selv om en læge var så væmmelig at fortælle mig, at jeg jo var meget syg. Det lykkedes hende ikke at skræmme mig, for sådan følte jeg det ikke, men det lykkedes hende at gøre mig temmelig vred – hvilket vel egentlig er godt for ens kampånd, selv om det tydeligvis ikke var hensigten. Jeg tror også, at den slags hænger stærkt sammen med, at man gør en behjertet indsats for at holde problemerne fra døren – og selvfølgelig bevarer optimismen og måske også indimellem bliver vred 😉

        Svar
  7. Stegemüller

    Allerførst et måske lidt dumt spørgsmål: Er de to store stykker “kød” til højre i billedet fisk?

    Drømme er vigtige, for de fortæller om fremtiden! Otiummet gør drømmene mulige, især når økonomien stadig følger godt med. Nyd det.

    De destinationer, du nævner, lyder helt rigtige – også for mig.

    God søndag!

    Svar
    1. Eric

      Ja, stykkerne til højre er tun. Det kunne også være sværdfisk, med sværdfisk er lysere i kødet. Hvad de har af fisk og skaldyr på markedet i Siracusa, er helt utroligt.

      De destinationer, jeg nævner, er “konklusionen” på snart mange rejser. Dér føler vi os hjemme 🙂

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *