Tordensvanger

Det var som at cykle mod en føntørrer, da jeg kørte hjem. Luften er tordensvanger, og regn ville være forløsende, rensende.

Det er som at være sydpå, hvor varmemolekyler øvet kryber ind i hver en hudfold, ikke kun de store hvor der er god plads.

Katten ligger under en busk og ser bedøvet ud, men det gør han også, når der ikke er så varmt, så det skal man ikke lade sig narre af.

Han har et til to energiudbrud om dagen, men de er hurtigt overstået. Hvad han laver om natten er uvist. På et par dage kom han for nylig hjem med to harekillinger.

Det er ikke til at bære, men en kælen mis er også et vilddyr, det står ikke til at ændre. Måske er det også derfor, at han er så kattens kræsen – han har smagt nedlagt bytte.

Luften på terrassen er stillestående. Det nærmeste, vi kommer en brise, er når en sommerfugl flakser forbi. Termometeret siger 31° i skyggen. Pyh, der er lummert!

Aftensmaden burde stå på jordbær og champagne. Det kan nås endnu. Champagne har vi ganske vist ikke, men der er en kælderkold spumante, som kan ryge i fryseren.

Jordbær

Nå, det bliver nu nok ved karrykylling. I dag skal den ikke være hot.

/Eric

 

4 tanker om "Tordensvanger"

  1. Stegenüller

    Dejligt billede. Det nye objektiv må det være?

    Jeg for søren det er varmt. Jeg var nede at handle, og termometeret viste 33° man forstår, at mis er krøbet i skjul – selvom han også gør det til hverdag.

    Svar
    1. Eric

      Yep, det er taget med det nye obkeltiv, med det kan man kome tæt på 🙂
      Det var skrækkelig lummert i går. I dag frisker det mere, og det er rart.

      Svar
  2. Ellen

    Hvis du kunne mærke sommerfuglens vingeslag, så skulle du jo kunne bevise kaosteorien lige om lidt. Spændende …
    Men JA, det er varmt. Jeg forstår ikke, at fuglene kan flyve så fornøjede rundt, som de gør.
    Men okay – jeg har jo fyldt vand i deres bad, så de behøver ikke at tørste.

    Svar
    1. Eric

      Som verden ser ud, er der meget, der taler for kaosteorien 😉 Her er fuglene også meget glade for fuglebadet, og pindsvinene benytter det også.
      Det blev vist kun til en smule vand, eller også sov jeg fra det, men der kom en forfriskende vind, og her til morgen er der dejlig svalt.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.