Når man rejser, er det interessant at se, hvordan skikke og adfærd afviger fra det, man kender hjemmefra.
Man risikerer selvfølgelig at udvide sin horisont og måske endda at udvikle tolerance for det lidt anderledes, men det har aldrig været risikofrit at rejse.
Det har slået os mange gange, i hvert fald i Syditalien, at når der er en fri- eller helligdag, strømmer folk ud på gaden; så er det tid at promenere.
I DK fylder man måske traileren med haveaffald og kører på genbrugspladsen, men her går man tur med familien, og man er i pænt tøj. Man møder bekendte, stopper, kindkysser, snakker, beundrer bambinoer – og går så videre.
Sådan var det i Siracusa den 25. april, Italiens befrielsesdag, og forleden den 1. maj her i Giardini Naxos. Promenadens rute er fast og ikke tilfældig, for et af formålene er netop at møde andre.
Tidligere var det også en lejlighed til at lade unge mennesker møde hinanden med familien som chaperone og garant for anstændigheden.
I Siracusas gamle by går turen fra marinaen langs havet til den historiske kilde, Fonte Aretusa, og evt. videre ud mod fortet. Man nyder aftensolen, og der er rige muligheder for at købe is på vejen.
I Giardini Naxos er det langs strandpromenaden, som vel er 2-3 kilometer lang, og som adskilles fra stranden af en halvmur, hvor man passende kan sidde og spise is.
Det tre mand brede fortov forvandles til en kødpølse, som snegler sig i to retninger. Man må sno sig for at komme frem.
Grupper af rebelske teenagere er dog ikke sammen med familien, men spiser is og flirter i klynger. Især pigerne er pænt klædt på og har perfektioneret spejlbilledet, før de gik ud. Ikke et hår sidder forkert.
En del af befolkningen promenerer dog i bil. Den ensrettede Via Tysandros bliver en stang af stål, som ormer sig frem og gør luften mindre frisk end normalt. Når bilen når enden, kan den vende tilbage ad en anden vej og starte forfra.
Nogle unge mænd lader hormonerne få udblæsning med volumenknappen i bund og nedrullede sideruder. De er heldigvis få.
Jeg ville egentlig gerne tage et foto af promenadepølsen, men så skal jeg op at stå på halvmuren, og det ville vække unødig opsigt. Det er også sin sag bare at fotografere folk, selvom de er i det offentlige rum.
Promenaderitualet har ikke ændret sig, siden vi kom her første gang i 2006, men byen har mistet noget af sin uskyld. Der kommer flere og flere barer og restauranter, flere vil have en bid af kagen.
Mere generende er dog stranddiskotekerne, som spiller meget højt og giver fanden i hensyn. Publikum er primært de lokale unge, så her kan man ikke skyde på turismen.
Vi får os snoet ud til havnen og spiser på Ristorante Angelina, og det skal retfærdigvis siges, at da vi spadserer tilbage, har diskotekerne skruet kraftigt ned for lyden.
Det gør de ikke i weekenden, men måske viser de alligevel lidt hensyn, for torsdag er normal arbejdsdag.
Garibaldis overfart, august 1860
Når man ser stranden med solbadere og legende børn, skal der fantasi til at forestille sig, at det var herfra Garibaldi udskibede sine tropper i august 1860, invaderede fastlandet og gjorde en ende på kongedømmet De to Sicilier.
Napoli og Sicilien var ét despotisk kongedømme under Bourbonerne. Med nutidens briller var alle kongedømmer vel despotiske dengang, men der var nok forskel på graden af hensynsløs udbytning.
Garibaldi og hans hær af frivillige havde erobret Sicilien imod alle militære odds, og det næste, logiske skridt var at ”rydde op” på fastlandet og gøre en ende på kongedømmet De to Sicilier.
Krigsskibe sværmede i Messinastrædet for at forhindre overfarten. Charybdis var i Garibaldis hænder, men Scilla og andre byer med forter på fastlandet var under Napolis kontrol. At komme helskindet over strædet var noget nær umuligt.
Garibaldi, den karismatiske ræv, sendte derfor nogle tusinde mand sydpå til Giardini, og derfra sejlede de nordøst til Calabrien og gjorde landgang i Melito, en mindre, ubevogtet by.
Står man på strandpromenaden i Giardini Naxos, kan man i klart vejr tydeligt se konturerne af Calabriens kyst mod nordøst. Det var den vej, de sejlede og bypassede Messinastrædet.
Nu kunne de falde Napolis tropper og befæstninger i ryggen, og så gik det, som det gik. Italien blev forenet under en anden, måske knap så despotisk konge, og Garibaldi blev nationalhelt og trak sig tilbage til en stenet ø nord for Sardinien.
I The New York Times kan man læse en samtidig beretning (digitaliseret) om overfarten til Calabrien. Krigskorrespondenter er ikke et nyt fænomen.
Når man ser den fredelige badestrand i dag, falder det ikke en ind, at den har spillet en rolle i den italienske nations historie, og det indgår mig bekendt heller ikke i charterguidernes manuskript for sniksnak.
I dag hedder byen Giardini Naxos, fordi fiskerlejerne Giardini og Naxos er vokset sammen, og Garibaldis overfart er ikke den eneste historiske begivenhed, der knytter sig til lokaliteten.
Naxos var således den første græske koloni på Sicilien, grundlagt i 734 f.Kr., men herom måske mere en anden gang.
Relateret:
- Feriestart på Sicilien
- Hverdag i Siracusa
- Caravaggio i Siracusa
- Til Giardini Naxos 2019
- Hjem fra Sicilien
/Eric
Ja, jeg bliver så harm!::!
I DK fylder man måske traileren med haveaffald og kører på genbrugspladsen, men her går man tur med familien, og man er i pænt tøj.
Al den benzin man brænder af for at køre afklip mv. på Genbrug.
Ja og tjae – alle de sicilianere, der vælger at promenere kofanger mod kofanger i stedet for at gå, brænder også en del benzin af.
Men promenaden som “social institution” og en del af kulturen tiltaler mig, og det er ikke kun på mærkedage – om søndagen er billedet det samme.
Tak for den historiske promenadetur. Det er særdeles spændende at få lidt historie med.
Er turismen på stedet stærkt tiltagende eller…?
Velbekom. Historien om Garibaldi, og hvordan han var drivkraften i at forene Italien, er uhyre interessant.
Jeg tror ikke turismen har ændret sig stort indenfor de sidste, lad os sige 10 år. Taormina nord for byen har været et fluepapir i mange år. På denne tid er turismen i Giardini Naxos behersket, men den tiltager med sommeren og kulminerer nok i august, når de fleste italienere har ferie og søger ud til kysten. De fleste turister bor i området Recanati syd for byen, men færdes også i selve byen.
En gang et fiskerleje, nu afgjort turistby, men når man som i går aftes (søndag) så de mange, som promenerede, kan man se, at der sandelig også bor sicilianere her.
Det er ret sjovt at opleve den slags optog og i det hele taget andres, i forhold til os. anderledes traditioner.
Bortset fra, at jeg heller ikke havde kravlet op på muren, så har jeg ingen skrupler over at tage billeder af en folkemængde, hvor der ikke er fokus på nogen bestemt, men jeg ville naturligvis aldrig tage et billede, hvor linsen peger på en eller få personer.
Ja, det anderledes er rejsens krydderi.
Det er en god skelnen, du har, mellem at fotografere personer og “folk”. Jeg har i vid udstrækning praktiseret den, men uden at tænke nøjere over det.
Sådan en promenadetur gad jeg godt opleve. Sjovt som den forskellige kultur åbner sig, når man bor lidt længere tid og også kommer tilbage igen og igen.
Ja, promenadeturen er en oplevelse, og hvis man ikke selv orker “at sno sig”, kan man finde et sted at sidde og bare glo og glo 🙂
Og ja, når man vender tilbage, får man øjnene op for de ting, som særkender et sted.
Vi har da vist for længst afskaffet promenadegang i den forstand du her beskriver, og er gået over til at promenere bil med trailer på vej til og fra og på genbrugspladsen.
Hvad gør de lokale med skidtet?
Jeg synes det er fint du tager det historiske perspektiv med i beretningen, og det er lidt historieløst at der ikke informeres om så væsentlig en begivenhed af turistguider.
At der er frost i maj er ganske almindeligt. To gange siden man begyndte at måle er majfrost ikke noteret, og det var i 1800-tallet. Maj måneds kulde giver lader fulde. Så der er vist ingen grund til hjemlig jamren historisk set, men det er naturligvis ubehageligt, når vi allerede næsten har haft en sommerdag.
Ja, hvis promenadegang i den stil nogensinde har været praktiseret i DK, er den en saga blot. Det samme i nogen grad med det familiesammenhold, den også er udtryk for.
Hvad sicilianerne gør med storskrald, ved jeg ikke, men som i Siracusa er der i Giardini Naxos affaldssortering, som siger spar to til den, vi har hjemme.
Frost i maj er, som du skriver, ikke så ualmindeligt endda. Her glæder jeg mig over, at de dekorative vejtræer lige om hjørnet bugner af modne mandariner 🙂
Ifølge vejrudsigten bliver dagen i dag også præget af blide regnbyger, men i morgen og næste uge tager solen revanche.
Og for nu at supplere Erik:
Det hagler og blæser. Temperaturen var i morges 7:30 på kun seks grader, så jeg havde handsker på… i maj måned. Hvad ligner det?
Det ligner nok hagl og blæst 😉 Vi har gråvejr i dag med lidt drypperi, og det skulle blive nogenlunde det samme i morgen, men derefter ligner det T-shirtvejr igen 😎
Lige netop: Det er sin sag at tage billeder af folk i det offentlige rum. Det har jeg stort set aldrig gjort, i hvert fald ikke uden at spørge om lov først, og det ville jo være lidt svært i din situation. Af samme grund har mine rejsebilleder stort set altid drejet sig markeder, blomster, fisk, detaljer på bygninger og den slags, som for de fleste er kedeligt.
Jeg har det også svært med det, så ofte kommer de med “tilfældigt” – ellers er det som at overskride folks sikkerhedsafstand. Jeg ville ikke selv bryde mig om at være det åbenlyse motiv for en eller anden turist.
Begreber som “promenadepølse” og “en karismatisk ræv” noteres i skyndingen, medens rejseberetningen i illustrative formuleringer passerer forbi ens synsfelt. De efterhånden få kongedømmer, der er tilbage i Europa, ville blive yderligere decimeret med en “Garibaldi-faktor”, ifald de opførte sig som Bourbonerne.
PS. Vejret i DK nærmer sig vinterlige tilstande, så nyd endelig Giardini-Naxos´ behagelige klima.
Ja, Frede m.fl. skal holde sig i skindet.
Lige præcis i dag og formentlig i morgen med er der gråt og smådryppende, men det er dog at foretrække for DK’s vinterlige tilbagefald. Og skulle det blive for slemt, kan man vel bede om en plads “a vicino il forno” – ved siden af pizzaovnen. Herretoilettet på bemeldte Ristorante Angelina har mur fælles med pizzaovnen, og det er som at betræde en sauna 🙂