Vi kom hjem onsdag fra tre ugers ferie på Sicilien. Det var en god, afslappet ferie, som jeg nu har genoplevet ved at ordne fotos.
Udsigt fra Taormina. Giardini Naxos set fra oven.
Vi har besøgt Siracusa og Giardini Naxos flere gange før, og det sætter sit præg på ferien. Vi har set det meste af det, vi synes, man skal se, og det giver ro til bare at tage sig tid og nyde atmosfæren.
Med tre uger gør det heller ikke så meget, om der kommer en regnvejrsdag eller to. Vejret var godt det meste af tiden, men det var tidligt på sæsonen, og det mærkede man på temperaturen, der nogle dage var nede på en 13-14°.
Næste gang lægger vi nok Siciliensturen en 3-4 uger senere.
Ud- og hjemrejse
Vi rejste derned skærtorsdag, og det var smart i den forstand, at påsken gav Helle nogle ”gratis” feriedage.
Det planlagde vi længe før, og jeg bookede lejligheder. Hvad vi ikke havde forudset var imidlertid, at der tre dage i påsken ikke gik direkte fly fra Amsterdam til Catania, så jeg måtte improvisere.
Udturen gik derfor via Rom, mens hjemturen gik direkte fra Catania til Amsterdam. Det gav ingen problemer, heldigvis.
Billedminder
Jeg tager en bunke billeder på sådan en tur, og jeg har brugt et par dage på at luge ud og redigere. Det er et større arbejde, men fornøjeligt fordi man genoplever ferien i glimt.
Meget på Sicilien er anderledes end hjemme. Madens råvarer er af mundvandsfremmende kvalitet, livet leves mere på gader og stræder, de fleste har barnetroen i behold, gæstfriheden er stor, meget få biler blinker, før de drejer og meget, meget andet.
I gadebilledet bemærker man fx de små Ape-biler, som nærmest er en overdækket knallert på tre hjul, og i smalle gader er de praktiske.
Billedet herunder er fra Giardini Naxos, 20 meter fra opgangen hvor vi boede. Bemærk tyverisikringen 🙂
Tyverisikret Ape
Gæstfriheden
Angelo med friske artiskokker. I baggrunden søsteren, Maria.
Gæstfriheden er enestående. Siden vi besøgte Giardini Naxos første gang i 2006, har vi spist mange gange på Taverna Naxos, der drives af Angelo og hans søstre.
Angelo siger ofte, at i dag har hans sorella (søster) lavet noget specielt, og om vi har lyst til at smage? Om vi har!
Denne gang var det fx en særlig suppe for årstiden med favabønner, artiskokhjerter og ærter. Himmelsk!
Eller hvad med klipfisk og kartofler i tomatiseret sauce eller linguine med artiskokhjerter?
Husets vin er Angelos egen. Normalt laver de en 1000 liter hvid og rød. I fjor var udbyttet mindre, men kvaliteten desto bedre.
Jeg smigrer ham altid ved at bestille ”mezzo vino bianco/rosso di Angelo”. ”Mezzo” betyder halv og underforstået en halv liter.
Når regnskabets time er inde, kan kun Angelo læse kragetæerne på blokken. Han summerer og runder så ned, så jeg kan runde op med drikkepenge. Det er ganske som på da Mariano i Siracusa.
Angelina
Vi spiser af og til på Ristorante Angelina, som ligger ude ved havnemolen og krydstogtterminalen. Det er lidt længere ude, end hvor de første grækere slog sig ned i 734 før vor tid.
Som regel går vi en tur ud på molen om formiddagen. Herfra er der udsigt over byen, og man kan se den mægtige vulkan, Etna, som herunder har skjult hovedet i skyer. Det kan selv DF ikke gøre noget ved.
Giardini Naxos og Etna
Bagefter får vi kaffe på Angelina. Vi spadserer også gerne derud om aftenen og får en aperitivo, mens solen går ned bag Giardini Naxos.
Vi modtages altid med stor hjertelighed, og det var en fejl, at vi den første aften betalte 7 € for to glas vin – resten af tiden kostede de 5. Indehaveren kommer gerne med to bruschette eller trekantede ”minipizzaer” direkte og brændvarme fra ovnen.
Angelo og søstrene er ved at være oppe i årene, og når de trækker sig tilbage, tænker jeg, at Angelina bliver ”vores nye sted”. Her er også hjertevarme i rigt mål.
Da capo
Vi vender nok tilbage et par år endnu, indtil Helle også kommer på efterløn, og ferien ikke er rationeret. Indtil da satser vi på ”det sikre”.
Om det bliver tre uger er nok tvivlsomt med den nye ferielov, hvor ferie er ”fra hånden til munden”. Det er fint, at nystartede ikke skal vente et år på at kunne holde ferie, men jeg ser ikke, hvorfor ”de gamle” ikke kan fortsætte med den eksisterende ordning.
For ”de gamle” er der en overgangsordning, hvor man får den ferie, man har til gode, udbetalt, når man går på pension. For kontoreleven i Helles afdeling betyder det, at hun først ser pengene om ca. 50 år.
Nå, det var et sidespring; nu vil jeg tilbage til billederne fra Sicilien. Jeg har nemlig stadig ferie – de fem uger jeg optjente i fjor, holder jeg ”på papiret” her i maj.
Det bliver min sidste officielle ferie. Fra nu af er ferie på en måde hverdag. Det er ikke værst.
Relateret:
- Feriestart på Sicilien
- Hverdag i Siracusa
- Caravaggio i Siracusa
- Til Giardini Naxos 2019
- Promenaden og Garibaldis overfart
/Eric
Velkommen hjem og tak for ferieberetningerne, som gav lyst til lækkert mad og til at besøge Italien. Jeg har endnu til gode i mit liv som landmandskone at prøve 3 ugers sted samme sted udenlands. Sommerhuset får dog lov til at have os boende både i min ferie og efter jeg er startet på arbejde, Jeg nyder de uger, sommerferiestemningen bringes med ind i arbejdsdagene.
De fleste steder i Italien er synonyme med god mad 🙂 Undtagelser kan være turistfælder som fx Venedig, hvor italienerne har et mundheld, som lyder noget i denne retning: “Si paga tanto e mangia male” – man betaler meget og spiser dårligt.
Helt anderledes er kvaliteten, hvor man primært skal leve af de lokale kunder, og når det kommer til mad, er italienerne særdeles kvalitetsbevidste.
Hvis vi havde et sommerhus på vestkysten, ville vi næppe holde så meget ferie i udlandet, men vi må jo indrette os hver især, som det passer med arbejde, børn, økonomi osv. Der er mange faktorer, der spiller ind.
På baggrund af egne erfaringer må jeg sige, at det er den letteste sag i verden at forstå fornøjelsen ved gensyn. Selv om det er samme steder, er der jo også forskelle. Vejret, lyset, lydenene, retterne, tidspunkterne for molevandring osv.
Præcis!
“mundvandsfremmende kvalitet” burde måske indarbejdes på danske spisekort til en afveksling for de slidte superlativer. Ingen, der har fulgt den seneste rejse fra tilskuerbænken og ad hoc studeret blog-programmet, er i tvivl om din glæde ved området.
Jeg kender andre par, der også foretrækker gensynsglæden i det spanske og græske hvert år; glæden ved at de lokale på såvel overnatningssteder som restauranter, caféer etc. genkender dem og – sådan føles det – udtrykker det med en latinsk overbevisende ægte varme, som tempererede nordeuropæere sjældent oplever i hverdagen.
Som catlover er det mig magtpåliggende at udtrykke håbet om, at Tot ikke har lidt sultedøden under dit seneste rekreative (bortset fra det logistiske på udturen) besøg på Don Corleones ø. 😉
Når Angelo fx har taget os på ture i det sicilianske nabolag, er det udtryk for mere end blot glæde ved faste kunder. Gæstfriheden er reel og oprigtig, derom ingen tvivl.
Tot har tabt en 200-300 gram (fra 5,6 kg), og det klæder ham i den grad 😉 Den mest mærkbare forskel er, at han i en tid efter vores hjemkomst er mere “vedhængs” end ellers. Han klæber til Helle, til det bliver hverdag igen, og selv jeg kan bruges som objekt for affektion i mangel af bedre.
Tænk var I virkelig væk i tre uger; det forstår jeg slet ikke. Som tiden dog løber. (Tosset mundheld.)
Jeg forstår godt, I holder af at komme tilbage med den kolossale gæstfrihed, I møder der og med den gode mad. Det er det, der gør en rejse til en rejse.
Tænk at temperaturen nåede ned på en 13-14°. Så skulle du vide, hvad vi har måttet døje med herhjemme. 6 grader om morgenen…
Tempus fugit, time sure flies – det er ikke kun os, der siger det.
Gæstfriheden er noget af det, der trækker mest, og ikke kun på Sicilien, men Middelhavsområdet generelt, hvis byen ikke er for stor, så selv indbyggerne er fremmede for hinanden.
Følelsen af at blive genkendt og være hjertelig velkommen er noget ganske særligt. At vende tilbage er også en tribut til dem, som de værdsætter højt.