Feriestart på Sicilien

For os var skærtorsdag langtorsdag. Først med fly fra Aalborg til Amsterdam 06:25, dernæst til Rom og herfra til Catania, hvor vi landede 15:40.

Solnedgang

Solen går ned i Siracusa

Rejsen til Siracusa var trættende, men flyene landede til tiden, og al bagage er i behold. I tagterrassens skygge var der 18,4° kl. 18:30.

Det er besværligt at komme til Siracusa med offentlig transport fra lufthavnen, så jeg havde bestilt kørsel, og Carmello ventede i afgangshallen med et BENTZEN-skilt. Der er ca. en times kørsel i bil, og 60 € er godt givet ud.

Carmello er vel omkring 25, og med sine stride, sorte skægstubbe og mørke solbriller ligner han ikke just en messedreng, men han korsede sig, når vi kørte forbi hellige steder.

Carmello taler ikke engelsk, og vi var trætte, så det blev ikke til megen snak, ud over at vejret var godt o.l.

Turen via motorvejen gik tjept, men faldt til sneglefart på indfaldsvejen til Siracusa. Carmello styrede rutineret uden om hullerne i vejen, og jeg betragtede de mange citronlunde på højre side og tænkte på, hvor mange flasker limoncello de mon kunne blive til.

Fausta ventede ved Via Salomone i Ortigias gamle by. Hun taler ikke engelsk, sagde hun på engelsk, men vi klarede os med et miks af engelsk og italiensk, og da vi har boet her før, var det ukompliceret.

Jeg betalte kontant for opholdet, og så var det ciao e arrividerci til Fausta.

Efter udpakning og en udflugt til den lille købmand var klokken 18:30, og der var 18,4° i tagterrassens skygge, men der var en del varmere på promenadens vinbar, som blev badet af den synkende sol.

Der var næsten fyldt op på vinbaren, men vi fik et lille bord og fejrede feriestarten med prosecco, italiensk boblevin. Den kommer selvfølgelig med snacks.

Snacks

Med solen nede og tomme glas var det tid at gå på Osteria da Mariano i gyden lige om hjørnet fra hjemmet.

Paolo, indehaveren, bød velkommen med kradsende kindkys, og der blev givet hånd raden rundt.

Vi fik husets antipasti og lam med salat og friterede kartofler. Det var godt.

Antipasti

Hustes antipasti

Ved nabobordet sad et amerikansk ægtepar. Han havde mod på at prøve noget og var med på den, da overtjeneren foreslog spaghetti i blæksprutteblæk. Det prøvede vi for nogle år siden, og det smagte udmærket, men blev en kende vammelt.

Han spiste noget af spaghettien med kniv og gaffel (besværligt). Jeg tror ikke, det faldt i hans smag, for han levnede det meste.

Ved et andet bord bestilte en dame antipasti misto mare (altså med forskelligt fra havet), og jeg havde svært ved at holde masken, da hun sagde, at det smagte lidt ”fisket”.

Overtjeneren justerede regningen ned til nærmeste runde beløb, og så kunne jeg jo passende runde op med drikkepenge. Drikkepengene forsvandt lynsnart i tjenerlommen.

Stille fredag

Fredag sad trætheden stadig i kroppen, så ud over indkøb i supermarkedet foretog vi os ikke meget andet end at slappe af på tagterrassen med krydsord osv., før det var tid til aftentur gennem labyrinten og langs kysten på aftensolsiden.

Altaner - hængende haver

Hængende haver i Via Roma

Endnu en smuk solnedgang ledsaget af prosecco på promenaden og dernæst fiskemenu på da Mariano. Fisken er en spigola, som vi vist ikke kender i DK.

Spigola

Dampet fisk med tomat, oliven og kapers.

I dag lørdag har vi bl.a. været på markedet, og snart er det tid til aftentur, men herom mere senere.

Ferien er startet godt.

Relateret:

/Eric

12 thoughts on “Feriestart på Sicilien

  1. Jørgen

    Det lyder som om det er ganske festligt at være på en slags hjemmebane langt fra hjemmet – og det er såre fint at turen forløb planmæssigt og uden tab af bagage.

    Svar
    1. Eric

      Det er ganske festligt, når man kender og er kendt. Det viste sig dog senere, at jeg havde tabt min kam – formentlig i sikkerhedskontrollen i Rom – så helt uden tab var rejsen ikke; men jeg overlever 😉

      Svar
  2. Helle Zaupper

    Et af de skønneste steder.
    Ved du, at du selv kan lave din limoncello? Basen er 95% alkohol, som du kan købe hos enhver købmand i Italien. En liter koster ca. 35 €, så det er ikke en stor udskrivning. Skriv, hvis du vil have resten af opskriften
    God ferie

    Svar
    1. Eric

      Ja, det ved jeg, og det gør jeg måske også en dag, men den samme limoncello smager nu bedst hernede, og det er det samme med ouzo og Grækenland. Ouzo smager bedst, når man sidder en lun aften på en strand med udsigt over det Ægæiske Hav 🙂

      Svar
    1. Eric

      Tak Lene 🙂 Gode madsteder er ikke svære at finde her! Sjovt nok sporer man arabisk inspiration i flere retter – givetvis fra dengang araberne kontrollerede øen (fra nihundrede et eller andet til Normannerne tog over en 2-3 hundrede år senere).

      Svar
  3. Stegemüller

    Det ser alt sammen så skønt ud – ikke mindst alt det man kan spise. Spændende fisk, lækre skiver af aubergine mv. Velbekomme.

    Selv sidder jeg og kigger på, hvordan man kommer til Telendos… Det kunne være så skønt at komme tilbage.

    Svar
    1. Eric

      Ja, maden på Sicilien er et lækkert kapitel for sig.
      Telendos – dejligt sted. Jeg har ikke tjekket, men kunne forestille mig, at Spies (Thomas Cook) stadig har rejser dertil.

      Svar
  4. Erik Hulegaard

    Om Camellos sorte og stride skægstubbe er genetisk betinget eller for meget indtag af blæksprutteblæk vides ej. Derimod er det en på vore bredde- og længdegrader eksorbitant mindre sensation, at restaurationsregningen justeres ned til nærmeste runde beløb. Men kradsende kindkys i HORESTAs regie er jo også en sjældenhed nord for Ejderen.

    Livet som efterlønner synes at lønne sig. 😉

    Svar
    1. Eric

      Efterløn lønner sig bestemt 🙂
      Hernede tager man nogle ting alvorligt, og trofaste kunder bliver om ikke et medlem af familien, så noget der ligner lidt. Her udmøntet som afslag i prisen, mens – når vi kommer til Giardini Naxos – det udmøntes i indtil flere småretter, vi ikke har bestilt. Af samme grund skal vi ikke bestille for meget! Carmellos sorte skæg skyldes næppe blæksprutteblæk, men med de mængder mad, sicilianere kan sætte til livs, ville det ikke undre mig, om de har en ekstra mave.

      Svar
  5. Ellen

    Ohhh, med den überlækre mad kan det da ikke gøre noget, at man er en anelse rejsetræt? Jeg er sikker på, at I kommer over det, inden I skal hjem igen 🙂 Den der Spigola-ting ser altså umanerlig lækker ud … ligner meget en ørred?
    Nu har vi langt om længe fået tålelige temperaturer også her ved Den Stråtækte, så lige nu tænker jeg bare havetanker, men snart er det også vores tur til at drage udenlands.
    Må I fortsat hygge jer – men det gør I jo også, kan jeg tydeligt fornemme 🙂

    Svar
    1. Eric

      Tak og god tur, når det bliver tid 🙂
      Spigola ligner meget ørred i “facon”, men har hvidt kød og er ikke så fed som ørred. Jeg har også set dem på Tenerife og tror, at det er en havdambrugsfisk, da (dem man ser) har mistænkeligt ensartet størrelse.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.