Man skal lære af sine fejl

Hvis det passer mig, kan jeg godt lade daleren rulle, men jeg kan også spare på skillingen, og man skal afgjort ikke snyde mig for 19 kr.!

Telefon

For nogle måneder siden skiftede jeg udbyder af mobiltelefoni. Jeg taler meget lidt i telefon og bruger heller ikke meget mobildata, så hvorfor ikke spare 6-700 kr. årligt?

Længe leve den fri konkurrence! Det var jo bare at bukke sig ned og samle pengene op!

Det er vigtigt for mig, at jeg kan bruge telefonen i udlandet, og jeg vurderede, at den nye pakke havde rigeligt med taletid og data i EU til at dække mit beskedne behov.

Det der står allerdybest nede

I juli skulle jeg så ombooke vores flybilletter mellem Athen og Leros. Det kunne jeg ikke gøre via Aegean Airs webside, og jeg brugte det meste af en dag på at ringe forgæves til deres kundeservice i Grækenland.

Ringe, vente, vente, vente. Når der så var gået 10 minutter, blev forbindelsen afbrudt, og jeg kunne starte forfra. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange det skete, men det var adskillige.

Jeg formoder, at det var min udbyder, der afbrød automatisk, men jeg ved det ikke med sikkerhed. Til sidst lykkedes det at komme igennem på under 10 minutter, og jeg fik ombooket uden dikkedarer.

Dagen efter kunne jeg se, at mobiludbyderen havde trukket 123 kr. på mit dankort. Jeg ringede for at høre, hvad det gik ud på.

Det viste sig, at jeg ikke havde besøgt krybekælderen på deres webside, hvor der står, at det ikke regnes som EU-taletid, hvis man ringer fra Danmark til et andet EU-land. Det er kun EU-taletid, hvis du ringer fra et andet EU-land end Danmark.

Javel. Det forekom mig temmelig ulogisk, men jeg måtte erkende, at jeg ikke havde læst betingelsen.

Det begejstrer mig ikke at plumpe i den slags fælder, og selvironien var ikke hjemme den dag.

Fejlopkrævningen

Forleden bemærkede jeg så, at de havde trukket 19 kr. for samtaler, jeg havde ført den 27. september.

Den dag befandt jeg mig bevisligt i Grækenland og ringede til græske numre – altså klokkeklar EU-taletid jævnfør udbyderens betingelser. Gram i hu ringede jeg til kundeservice.

Det viste sig at være en fejl, ”en systemfejl” sagde damen, og jeg kunne vælge mellem at få de 19 kr. tilbageført til mit kort eller få dem godskrevet til næste ”optankning”. Jeg bad om at få dem tilbageført til kortet.

Hun behøvede jo ikke at vide, at jeg allerede havde taget skridt til at flytte abonnementet tilbage til den gamle udbyder.

Man skal lære af sine fejl, og det gør jeg så. Faktisk er det imponerende, at jeg kan rumme så megen lærdom.

P.S. Nu er dette ikke Tillidspiloten, men da jeg ved, at nogen vil spørge, kan jeg lige så godt sige straks, at den nu kasserede udbyder er Greentel.

/Eric

8 thoughts on “Man skal lære af sine fejl

  1. Donald

    Jeg bliver så ked af det når daleren ruller og skillingerne skal hamle op med dalerne for at man kan indhente det fortabte.

    Jeg tør simpelthen ikke bruge små udbydere, hvilket iøvrigt går imod mine ideer om at der skal være mulighed for at etablere en lille virksomhed, for at de store ikke skal få monopol.

    Men hvem er så den gamle udbyder?
    Jeg begyndte for 15 år siden med Tele2 og nu hedder det CBB, bag dette navn gemmer sig Telenor. Det er OK for det er stadig den gamle abonnementspris.

    Svar
    1. Eric

      Jeg har ingen skrupler, medmindre de underbetaler deres medarbejdere og den slags. Men jeg har lært, at jeg skal være anderledes grundig og virkelig nærlæse betingelserne!
      Det abonnement, jeg har nu, giver 50 timers tale og 50 GB data. Det er LANGT mere, end jeg har brug for, men hvis jeg vil have EU-forbrug (og det vil jeg), er der ikke så mange andre muligheder.

      Svar
  2. Farmer

    Det er træls, at der skal være så mange brodne kar og indbyggede fælder i telebranchen.
    Herude på bøh er der “heldigvis” en naturlig begrænsning i teleudbyderne, idet det kun er TDCs mastesystem der rækker.
    Jeg betaler antagelig også alt for meget for telefoni og internet; men til gengæld virker det. -Indtil videre.

    Svar
  3. Ellen

    Det er princippet!
    Hvis der i supermarkedet står, at der er 9 kroner i rabat på en eller anden vare, og de ikke giver mig den, så går jeg i kiosken og forlanger mine 9 kroner tilbage – om så min kassebon lyder på 1000 kroner. Det er princippet, er det …
    Teleudbydere er en jungle, og hvad man vinder på den ene måde, taber man på den anden, tror jeg, at jeg har fundet ud af, så jeg bliver hvor jeg er (hos 3). De kontakter mig i øvrigt med jævne mellemrum og tilbyder mig at tilrette vores abonnementer, så vi får mest ud af det til færrest mulig penge. Og jeg tror såmænd ikke, at jeg betaler mere end så mange andre. Jeg kan fx ringe og tale en time med Charlotte for under en tier.

    Svar
  4. Erik Hulegaard

    Det er aldrig rart, når selvironien er fraværende (jeg hader det 😉 ). Det er ej heller det mest motiverende at skulle foretage en dybdegående benchmarking af diverse teleudbydere, der også bør omfatte et digitalt besøg i respektive krybekældre. Eksemplet ovenfor er (desværre) et selvlysende af slagsen på den telejungle, der eksisterer i vores trådløse tid.

    Erkendt: Jeg anede ikke, at der var et teleselskab mrk. “Greentel”

    Svar
    1. Eric

      Ja, det er noget af en jungle.
      Man kan ikke sige, at den nævnte betingelse var gemt eller stod med småt, men den var heller ikke fremhævet øverst på siden, hvor den med garanti ville blive set.
      Det er menneskeligt at fejle, men systemer er ikke mennesker og bør ikke fejle på noget så elementært, så man jævnligt skal kontrollere, om der er hævet uretmæssigt på ens bankkonto!

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *