Jeg kunne ikke stå for en vintage portvin til 99 kr. og 70 kr. sparet, men ved supermarkedets kasse gik den ind til 169 kr.
”Vil du ha’ kvitteringen?” Spørger den unge mand, som kunne have været mit barnebarn.
”Ja tak” siger jeg, og bonen bekræfter, at der ikke er slået 70 kr. af portvinens pris. Jeg løfter flasken og siger: ”Den står til 99.”
”Ka’ jeg få dig til at gå over i kiosken?” svarer han. Jeg pakker de andre varer i rygsækken og går over til kiosken. Heldigvis er der ikke kø.
”Hej,” hilser den unge kvinde bag det nyse- og hostesikre glas. Jeg sætter flasken på disken, lægger bonen ved siden af og siger: ”Den står til 99, men går ind til 169.”
Hun studerer flasken nøje og ringer så til en eller anden: ”Hej, kan jeg få dig til at tjekke en pris?” Hun har bøjet sig ned for at læse etiketten, kigger op på mig og spørger: ”Er det en rosé?”
Forbløffet svarer jeg: ”Nej, det er en portvin, vintage.”
Det gentager hun i telefonen, og jeg bemærker, at hun udtaler vintage korrekt. Hun spørger mig så: ”Hvor stod den henne?”
Jeg føler mig lidt mistænkeliggjort og svarer: ”I vinafdelingen,” men bekæmper så min irritation og tilføjer efter en pause: ”… For enden af en af øerne, i en trækasse.”
Det gentager hun i telefonen, og formentlig adspurgt vender hun flasken på hovedet og siger: ”Nej, der er intet mærke i bunden.”
Da jeg langt om længe får medhold i min påstand, beder hun personen om at rette prisen, og jeg får 70 kr. tilbage. Nu er der kø.
Først da jeg spadserer hjemad, slår det mig, hvad der fik hende til at spørge, om det var en rosé.
/Eric
Og lykken for en ung medarbejder må være en ældre, der ikke ryster på hovedet, men svarer tålmodigt som jeg er sikker på at du gør Det er vel sådan at vi alle har fået erfaring. Men jeg forstår din undren i første omgang og så er det jo sjovt, når logikken i den unges tankegang pludselig forstås
Ja, man skal have tålmodighed med de uerfarne, men oplæring af personalet bør ikke være kundens opgave.
Det var netop hendes tankegang, der morede mig, da det først gik op for mig 🙂
Haha – der er vist mere, der ikke er en del af de unges pensum – hverken hjemme eller i skolen. Jeg er blevet spurgt både om, hvad mit hvidkål, blegselleri og avocadoer var. Dog ikke på én gang, men mig forekommer de tit at være ret uvidende om grønsagers identitet.
Det med grøntsagerne overrasker mig ikke, men mon ikke de kommer efter det senere? Disse “oplevelser” skyldes vel i nogen grad, at man hyrer ungarbejdere for at spare penge, og når de så er blevet kompetente (og ældre), ryger de ud. Sådan er det sikkert ikke alle steder, men noget er der om snakken.
Portvin (og især cognac) forekommer ultimativt at tilhøre smagsløgene for bedste- og oldeforældre-generationen. For ”barnebarnet” og den unge kvinde er disciplinen ”vinkundskab” lige så tåget som en novemberdag på Færøerne.
Kommentatoren – også fra bedstefar-alderen – har oplevet variabler af eksemplet flere gange. 😉
Nej, vinkundskab indgår vist ikke i pensum på handelsskolen …
Den er altså skøn den med spørgsmålet, om det er en rosé.
Da pråsen gik op for mig, morede det mig, men lige da hun spurgte, var jeg noget betuttet.