Fejlaflevering

Jeg hørte lastbilsmotoren, men rejste mig ikke fra lænestolen for at kigge.

Aflevering

Indlægget handler om fejlaflevering, men har intet med fodbold at gøre.

Selvom det er et fredeligt villakvarter, sker det jævnt tit, at naboer modtager pakker, har besøg af en slamsuger, eller hvad ved jeg.

Det går jeg ikke op i. Hvis jeg var nysgerrig på den måde, kunne jeg købe et gadespejl og flytte gyngestolen hen til vinduet, men det er jeg ikke. Nysgerrig på den måde, altså.

Men så fornemmede jeg en ændring i lyset, jeg drejede hovedet, og lige ud for vinduet var en sort kranarm i bevægelse.

Jeg for hen til vinduet. På plænen foran huset lå en lang pakke, og kranarmen var på vej tilbage til lastbilen. Pakken var vel (mindst) 3 x 1 meter og 10 – 15 cm tyk. Pakket ind i hvid plast.

Jeg fik sko på i en fart og småløb ned ad trappen til fortovet, hvor en mand i sikkerhedsgult arbejdstøj manipulerede kranens håndbetjening. Lastbilen havde støttefødderne nede, og kranarmen var næsten kommet i hvilestilling.

Jeg fangede fyrens opmærksomhed og sagde, at det var en fejl, jeg havde ikke bestilt noget.

”Jamen, er det ikke Birkevej 13?”

Det kunne jeg kun bekræfte, men jeg havde altså ikke bestilt noget.

Han var skeptisk, men jeg holdt stædigt på mit. Han gravede mobiltelefonen op af lommen og ringede til en eller anden, men fik ikke kontakt.

”Nå, men det finder du ud af. Det er i hvert fald ikke til mig,” sagde jeg og gik ind igen. Ind til lænestolen og den stille glæde over, at valgkampen var forbi.

Få minutter senere var pakke og lastbil væk.

Eftertanke

Så er det, at jeg sætter pris på at være pensionist: Jeg var hjemme i den bedste arbejdstid, så jeg kunne afværge fejlafleveringen og slippe for bøvlet med at klare det via telefonen, mens græsset visnede.

Og det var bare en pakke! Tænk, hvis det fx havde været to kubikmeter perlegrus eller hestemøg.

Gad egentlig vide, hvad der var i pakken fra Bygma?

/Eric

14 thoughts on “Fejlaflevering

  1. Donald

    Har du nogensinde overvejet om “pensionist” er den rigtige tilstand, og “dagsarbejde” var en fejl, som bare skyldes den måde vi har indrettet livet på?

    Men – der var ikke plads til os alle sammen på stranden med kokospalmerne, og desuden fik vi efterhånden lyst til kostvariation og ville gerne se verden udenfor vores lille sikre tropeø.

    Godt du fik tacklet den farlige aflevering!

    Svar
    1. Eric

      Siden jeg gik på efterløn for snart 4 år siden, har jeg vidst, at pensionistlivet (for mig) er kulminationen af velvære, når man abstraherer fra de dårligdomme, der kan komme med alderen. Jeg læser i dag, at man i Esbjerg har succes med en 4-dagesuge, og det synes jeg er glimrende.
      For min skyld behøver det ikke være en strand med kokospalmer – jeg ferietrives bedre i det subtropiske med fx oliven- og citrontræer og lidt antikke ruiner hist og pist 😉

      Svar
  2. Erik Hulegaard

    Bygma har været en hovedsponsor i herrehåndbold en del år. I begejstring over Aalborg Herrehåndbolds succes kunne der være sket fejladressering. Men godt at du var vaks ( og hjemme).

    Svar
    1. Eric

      En sponsorrolles betydning havde jeg slet ikke fantasi til at forestille mig, men nu du siger det, kan både NSA, CIA og FE have været involveret. Jeg siger dog ikke mere – hvem ved, hvad det indebærer af risici, shsh!

      Svar
  3. Ellen

    Man må formode, at der et eller andet sted sidder en og undrer sig over, at vedkommendes vare(r) ikke kommer og derfor kontakter Bygma. Chaufføren kan ikke gøre andet end returnere varen til Bygma, så på den måde skulle det kunne lade sig gøre at finde frem til den rette bestiller. Tror jeg …
    Hvis ikke du genkendte navnet, kan det næppe kun være nummeret, der var forkert – medmindre du ikke kender navnene på de andre beboere på vejen, selvfølgelig, men det gør man efter min erfaring normalt, især når man har boet et sted i mange år.
    Jeg kan vist godt lide at lege amatørdetektiv 😉

    Svar
    1. Eric

      Hehe, Sherlock. Adressen var entydig, og kundens navn var navnet på et tømrerfirma, sagde chaufføren. Den tiltænkte modtager var derfor et firma og ikke beboeren på den (rigtige) adresse. Heraf følger, at enten vejnavn, postnummer og/eller husnummer var forkert.
      Det gad jeg slet ikke involvere mig i, det måtte de selv klare – bare skidtet kom væk fra vores forhave, inden græsset visnede 🙂
      Jeg havde ondt af chaufføren, men det kunne han næppe bruge til ret meget …

      Svar
      1. Iver Poulsen

        Det kan have været til en anden “Birkevej 13” eller naturligvis ikke nummer 13 eller ikke Birkevej. Det vil kræve et stykke detektivarbejde at finde svaret.
        Når det er sagt, så er min oplevelse, at “logistikken” fungerer relativt godt her i landet (uden at jeg ved om det ikke gør andre steder). Jeg har kun gode erfaringer. Men faktisk ret mange erfaringer, fra omfattende renovationsarbejde og flere tilbygninger.

        Svar
        1. Eric

          Der var absolut intet at bebrejde chaufføren – jeg så adressesedlen. Det må være kunden (ikke mit navn) eller en anden i kæden, der har fejlet.

          Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *