Da jeg kom hjem, lå der i postkassen et seddel fra en polsk studerende, som tilbyder rengøring, madlavning, babysitning m.m.

Siden jeg læste min første Peter Wimsey-kriminalroman, har det været en uindfriet drøm at få en butler.
Sådan en der varmer barbervandet til den rette temperatur, finder tøj frem om morgenen formiddagen, står klar med de varme tøfler og dekanterer årgangsportvinen over et stearinlys.
Men økonomien har ikke rigtig været til det. Vi har heller ingen Bentley, han kan køre os rundt i, og en rickshaw kan man ikke byde en rigtig butler.
Så med økonomisk realitetssans er Gabrielas tilbud om hushjælp ikke så ringe. Der er sikkert også krummer i en pige, som tager fra Polen til Aalborg for at studere, og som er parat til at arbejde ved siden af.
Og vi kunne gøre brug af hendes hjælp. Helle stryger, men uden begejstring, og det med rengøring og vinduespudsning går vi heller ikke til med sang. Maden ville vi dog fortsat selv lave, det morer og interesserer os (for det meste).
Babysitning og bilvask er ikke aktuelt, opvask klarer Marie (opvaskemaskinen) og at gå tur med katten Tot er mildt sagt en udfordring. Han kan finde på at gå tur med os, men det er en anden snak.
En husalf ville ikke være så tosset, men ret beset har vi nok mere brug for en havemand.
Jeg ønsker dog Gabriela det bedste, og har af diskretionshensyn fjernet hendes telefonnummer.
/Eric
Det er da en god hyre i forhold til au-pairpigernes løn.
Jeg kom til at mindes søde Fritz og Pouls lille opbyggelige samtale, som berører emnet:
https://www.youtube.com/watch?v=3RxIThbJ4Sc
🙂
Den havde jeg ikke set før 🙂 Men er au pairpigers løn ikke defineret som lommepenge? Ellers var det jo uanstændig lidt; men når man er en “del af familien,” forholder det sig anderledes.
Må det gå Gabriela godt. Hun burde vel sætte prisen lidt højere, så der bliver råd til at betale skat af omsætningen.
Ja, og så hun ikke karambolerer med den danske mindsteløn …
Ja, der er da et prisværdigt initiativ dér.
Jeg håber hun finder et godt job. Det var ikke så svært dengang man var studerende i 1960’erne og 70’erne.
Ja, det er frisk, for det er hårdt både at arbejde og studere.
Det er godt nok billigt, jeg ville udlicitere strygning og rengøring lige med det samme, og spørge hende om hun har en ven der kan tage havearbejdet. 🙂
Hehe, ja fristende er det, men det ligner også løndumpning, og det er jeg ikke så meget for.
Jeg troede først, at det var en af de sædvanlige fra russiske piger, der er villige til at yde ‘hjælp’ til noget, Gabriela ikke nævnte, men hendes er vist mere seriøs end det.
Jeg får mail ca. en gang om måneden af “Jeg har hørt, at du er enlig og leder efter en smuk pige, har jeg ret?”-slagsen. Nogle gange må de jo ramme rigtigt, siden de bliver ved med at komme.
Ja, spam må betale sig, ellers gjorde de det ikke. Jeg ønsker dem et længere og all inclusive ophold i skærsilden. Selv får jeg dog ikke så meget – jeg tror serverens filter fungerer rimelig godt.
waugh et tilbud. Man kan kun ønske hende det allerbedste. Du har ret, der må være krummer i hende. Tænk at trykke sådan en seddel og dele den ud i postkasserne i det lønlige håb, at der er nogle, der bider på. Jeg har stor respekt for den slags. Egentlig kunne jeg selv bruge sådan en husalf, da jeg finder det meste af husarbejdet uinteressant.
Ja, respekt for gå på-modet.
Hvorfor din kommentar lige skulle godkendes, kan jeg ikke gennemskue.
Det med godkendelsen tror jeg skyltes, at jeg skrev fra min iPad på SIM-kortet, da her ingen forbindelse var på det rigtige netværk, og så skrev jeg bare som “Hanne” og ikke som sædvanligt “Stegemüller”.