stod der på mødeindkaldelsen i Outlook. Tidspunktet passede mig ikke, så jeg afslog. Hvad går det ud på? Vi laver jo cement og ikke sennepsgas.

Jeg spurgte i mit svar, om det helt seriøst er noget, vi skal bruge tid på, og tilføjede som en eftertanke, at jeg ikke ved noget om kemiske våben. Man skal ikke være bange for at røbe sine svage sider.

Travlheden gjorde mig nok lidt kort for hovedet, men for pokker: vi producerer jo cement. Er terrorlovens håndhævere gået helt fra snøvsen eller hvad? Man kan efterhånden vente sig lidt af hvert.

For nogle år siden skulle fabrikkens havn terrorsikres ligesom alle andre havne. Der kommer skibe fra nær og fjern, og nu skal de ensomme søfolks besøgsvenner registreres og iføres gul vest.

Jeg har hørt, at nogle af pigerne bliver på skibene, når disse sejler, så ifølge registeret må der efterhånden være en del besøgsvenner, der ikke har forladt fabrikkens område. Nå, det var et sidespring.

Men kemiske våben? Jeg skulle selvfølgelig have ringet og spurgt, hvad det gik ud på, for nu vil spørgsmålet nage mig hele weekenden. En søgning ledte mig dog til:

Bekendtgørelse om overførsler, erklæringsafgivelse, kontrol og inspektioner i medfør af De Forenede Nationers konvention om forbud mod kemiske våben.

og det er sikkert sådan noget, det drejer sig om. Jeg ser med bekymring, at bl.a. de Kapverdiske Øer og Haiti ikke har tilsluttet sig konventionen.

Vores sælgere bliver sikkert glade, hvis der er en ny og hidtil upåagtet anvendelsesmulighed for cement, men så må vi måske ikke sælge til de Kapverdiske Øer og Haiti, og det vil især være synd for Haiti.

Jeg må styre min utålmodighed. I næste uge får jeg sikkert at vide, hvorfor en cementfabrik får spørgeskemaer om kemiske våben.