Farfar var møbelsnedker og viste mig en dag sit svendestykke. Tilsyneladende bare et lille bord med skuffer, men i virkeligheden ren magi.

Farfar ved sommerhuset i Blokhus, 1960

Nu jeg er ved minderne, må jeg hellere fortælle historien om farfars svendestykke.

Min farfar, Carl Oluf Rosenius Nielsen, var allerede en gammel mand, da jeg kom til landet i 1959, og han boede stadig i huset i Kærby, min fars barndomshjem.

Han var møbelsnedker og havde haft eget værksted i Aalborg. Som min far skrev i sine erindringer, var farfar en fantastisk dygtig håndværker, som kunne lave alt med sine hænder. En gave, jeg desværre ikke har arvet.

Det var vel omkring 1964, han trak mig ind i sin hule på 1. sal og viste mig sit svendestykke. Jeg husker ikke, hvordan det præcis så ud, men det var et lille bord med skuffer.

Bortset fra at det var håndværk med en finish, man i dag kun ser på antikviteter, var det et lille og uanseeligt bord. Ikke just prangende.

Barneøjnene anno 1964

Men bordet bar på en hemmelighed: For mine måbende barneøjne afslørede farfars snilde fingre det ene hemmelige hulrum efter det andet.

Jeg husker ikke, hvor mange der var, men det var mange, og de var skjult overalt i det lille møbel.

Intet kunne ses med det blotte øje, så fint var sammenføjningerne lavet, og kun ved at trykke og dreje helt bestemte steder og vistnok også i den rette sekvens, kunne man afsløre og åbne de hemmelige rum.

Det var ren magi, og jeg var tryllebundet.

Om det magiske bord eksisterer i dag, ved jeg ikke, men man kan jo håbe. Hvis det gør, gad jeg nok vide, om ejeren kender til hemmeligheden.