Jeg snød engang til eksamen. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men det nager mig heller ikke, for jeg var på en måde sagesløs.

Jeg tænker ikke på det så ofte, men når det sker, spørger jeg altid mig selv: Hvorfor mon han gjorde det?

Det var til realeksamen, og vi skulle op i geografi. Et stykke tid før eksamen overraskede geografilæreren os ved at fortælle, at han nu ville skrive eksamensspørgsmålene og deres numre op på tavlen, og så skulle vi hver vælge et. Diskretion var en selvfølge.

Vi var målløse, og jeg kan stadig genkalde blandingen af skam over konspirationen og lettelsen ved at slippe nemt om ved forberedelsen.

Jeg valgte et spørgsmål om Grønland og kunne ved eksamensbordet fortælle en masse om hellefiskens potentielle mål og vægt, og om hvor velegnet den er som slædehundefoder. Klassen klarede sig storartet, men det var nu nok gået alligevel.

Det er mange år siden, og skolen er forlængst nedlagt, men hver gang jeg tænker på snyderiet, spørger jeg mig selv, hvorfor han mon gjorde det. Han var en venlig mand, selvom han kunne være lidt brysk, men jeg tror ikke, at det var for at hjælpe os. Det var ikke nødvendigt.

Svaret er måske, at han ville fremstå bedre, hvis vi klarede os rigtig godt. Måske var han usikker. Han var også gårdlærer og underviste i træsløjd, og det gav nok ikke så meget pædagogisk prestige. Vi børn kaldte ham ”Loppen”, og måske så kollegaerne lidt ned på den pæreformede mand. Jeg ved det ikke, men jeg har lidt ondt af ham.

Når jeg tænker på den realeksamen, fortrænger snyderiet alt andet. Loppen døde for mange år siden, og selvom det kan være ligegyldigt nu, føler jeg på en måde, at det var os, han snød.