Kategoriarkiv: Erindringer og minder

Humlen og flagstangen, et botanisk eksperiment

Humle er en potent urt, som kan give smag til øl og vælte fulderikker. Men vidste du, at den også kan vælte flagstænger?

Humle

Humlen klatrer nostalgisk op ad den meterhøje stub.

Med huset fulgte en flagstang. Jeg går ikke op i flagdage, og større blomsterpind skulle man lede længe efter, så jeg plantede en humle ved flagstangens fod.

Planen var hverken at starte et bryggeri eller lave naturmedicin. Nej, det var bare en pludselig indskydelse – et botanisk eksperiment.

Min humulus lupus så sølle ud et par år, hvor den brugte al sin kraft på at sende rødder ned til kineserne. Jeg opmuntrede den med venlige ord, vandede med omhu og hjalp de små fingre med at gribe fat.

Om det skyldtes min omsorg, ved jeg ikke, men pludselig blev humlen råstærk og spurtede mod flagstangens knop som bønnestagen i eventyret. Flagstangen stod som en prægtig søjle af grønt, og jeg glædede mig over synet af urkraft i forhaven.

Nogle år senere blæste det op på en septemberdag, og flagstangen væltede. En bolt i betonfundamentet knækkede under den enorme vægt af humle, flagstang og vindtryk.

Amputation var nødvendig. Først skar jeg humlens fangarme af med en kokkekniv og fyldte en mængde plasticsække. Dernæst savede jeg flagstangen i storskraldsrette bidder.

Jeg prøvede at grave humlen op, men dens rødder går langt ned, og i dag er den vendt tilbage. Den kravler nostalgisk op ad den meterhøje stub, før den søger ud for at kvæle nabovegetationen. Den savner tydeligvis friheden, højderne og suset og opfører sig som en hævngerrig grøn pyton.

Min yndlingsøl er stadig den humlestærke Urquell, men siden flagstangen væltede, har jeg holdt mig fra botaniske eksperimenter.

Fars postkort fra den store verden

Som dreng var det lidt mærkeligt ikke at have sin far i nærheden, men han var flink til at sende postkort fra den store verden.

Han giftede sig igen efter skilsmissen, og i 1964 gik bryllupsrejsen jorden rundt. Det var vist en tur i amerikansk ekspresfart, hvor man ser en masse uden egentlig at se noget, men far var flink til at sende postkort fra alle de spændende steder.

Malacca

Han var ikke den store skribent, og ofte var det kun en kort hilsen fra en lufthavn, men de eksotiske postkort dryssede som kulørte eventyr ind gennem brevsprækken hele sommeren.

Jeg har gemt dem alle og bladrede dem igennem forleden. De er snart 46 år gamle, men jeg tror egentlig ikke, at motiverne på nye kort er stort anderledes.

Fordi jeg dampede frimærkerne af dengang, kan kortene ikke altid dateres præcist, men det gør ikke så meget. De er et vemodigt minde om savn, og at han alligevel var der på sin måde.

Han tog på sin sidste store rejse i 2007, men forinden nåede han at skrive sine erindringer.

Her er et udpluk af de gamle postkort.

Læs resten

Min første ferieforelskelse

Jeg mødte Mads, da Eric og jeg var på flodbådstur på de hollandske kanaler i 1999. Mads var 11-12 år, og jeg var 10-11 år yngre end i dag. Han var på tur med sin mor, mens far og en ældre bror var blevet hjemme i Randers.

Mads var en rigtig lille verdensmand og nød at være manden i det lille rejseselskab, som mor og han udgjorde. Han begik sig også med stor sikkerhed og charme i det sammenbragte selskab ombord på den lille plimsoller: han legede med de andre børn og diskuterede fx malerier på Rijksmuseum med de voksne.

Plimsolleren Regina i Amsterdam

Jeg husker især 2 episoder:

Mads havde en smule lommepenge med, og på et tidspunkt siger han til mor, at han går i baren for at købe sig en cola. Han spørger galant, om han skal tage noget med til hende, hvilket hun lidt overrasket takker ja til.

”Skal det være en stor fadøl som sædvanligt?”

spørger han så, og mor rødmer klædeligt til vi andres store fornøjelse.

Den sidste aften gik der af en eller anden grund kuk i de ellers næsten faste siddepladser ved spisebordet, og Mads kom til at sidde langt væk fra mor. Jeg spørger ham, om jeg må sidde ved siden af ham, og han slår ud med hånden – værsågod! Nede fra den anden ende af bordet siger mor skarpt:

”Så skal du også sidde ordentligt!”

hvilket jeg naturligvis lover højt og helligt. Mads glatter ud og siger, at den bemærkning var henvendt til ham, fordi han plejer at lempe mad, som han ikke kan li’, over på mors tallerken. Jeg beroliger ham med, at den aftale kan han også lave med mig, men da menuen viser sig at være pasta med kødsauce, bliver det ikke aktuelt.

Mads var høflig og beleven, og jeg havde det, som jeg senere har haft det med mange af de katte, jeg har mødt på vores ferier: Jeg ville frygtelig gerne have haft ham med hjem!

/Helle