Jeg har været levende interesseret i fodbold fra barnsben af. Interessen blev nok for alvor sparket i gang i 1969, da jeg var 11 år, og Danmarks Radios begyndte at sende tipslørdag, som jeg så sammen med min far.
Der blev af en eller anden grund vist utallige kampe med Stoke City, hvor jeg især hæftede mig ved den legendariske målmand Gordon Banks. Jeg husker tydeligt min forfærdelse, da han kørte galt og mistede synet på det ene øje.
Det var en practical joke, som ikke faldt i god jord, da han forklædt som embedsmand troppede op for at kontrollere ruskursets faglige relevans.
Ved denne tid for 33 år siden var jeg på ruskursus med min storgruppe fra AUC, det nuværende Aalborg Universitet. Kurset foregik i en primitiv feriekoloni, og min parallelstorgruppe var også på kursus ikke mange kilometer fra os.
Det daværende Direktoratet for Videregående Uddannelser (DVU) var begyndt at interessere sig for det faglige indhold på disse kurser, der blev arrangeret og ledet af ældre studerende, tutorer.
DVU mente, at samtlige disse tutorer var stærkt venstreorienterede, og at ruskurserne var ren indoktrinering i ræverød marxisme. Der var derfor planer fremme om, at universiteterne skulle levere læseplaner, emneoversigter o.lign. for at dokumentere kursernes faglige relevans.
Vores storgruppe havde nogle gode dage, hvor vi dels arbejdede i grupper med udvalgte emner og dels hyggede os gevaldigt med en masse ikke-studierelaterede ting, hvoraf specielt vores planlægning og udførelse af denne practical joke har brændt sig fast i hukommelsen:
Humle er en potent urt, som kan give smag til øl og vælte fulderikker. Men vidste du, at den også kan vælte flagstænger?
Humlen klatrer nostalgisk op ad den meterhøje stub.
Med huset fulgte en flagstang. Jeg går ikke op i flagdage, og større blomsterpind skulle man lede længe efter, så jeg plantede en humle ved flagstangens fod.
Planen var hverken at starte et bryggeri eller lave naturmedicin. Nej, det var bare en pludselig indskydelse – et botanisk eksperiment.
Min humulus lupus så sølle ud et par år, hvor den brugte al sin kraft på at sende rødder ned til kineserne. Jeg opmuntrede den med venlige ord, vandede med omhu og hjalp de små fingre med at gribe fat.
Om det skyldtes min omsorg, ved jeg ikke, men pludselig blev humlen råstærk og spurtede mod flagstangens knop som bønnestagen i eventyret. Flagstangen stod som en prægtig søjle af grønt, og jeg glædede mig over synet af urkraft i forhaven.
Nogle år senere blæste det op på en septemberdag, og flagstangen væltede. En bolt i betonfundamentet knækkede under den enorme vægt af humle, flagstang og vindtryk.
Amputation var nødvendig. Først skar jeg humlens fangarme af med en kokkekniv og fyldte en mængde plasticsække. Dernæst savede jeg flagstangen i storskraldsrette bidder.
Jeg prøvede at grave humlen op, men dens rødder går langt ned, og i dag er den vendt tilbage. Den kravler nostalgisk op ad den meterhøje stub, før den søger ud for at kvæle nabovegetationen. Den savner tydeligvis friheden, højderne og suset og opfører sig som en hævngerrig grøn pyton.
Min yndlingsøl er stadig den humlestærke Urquell, men siden flagstangen væltede, har jeg holdt mig fra botaniske eksperimenter.