Kategoriarkiv: Erindringer og minder

Fars postkort fra den store verden

4 svar

Som dreng var det lidt mærkeligt ikke at have sin far i nærheden, men han var flink til at sende postkort fra den store verden.

Han giftede sig igen efter skilsmissen, og i 1964 gik bryllupsrejsen jorden rundt. Det var vist en tur i amerikansk ekspresfart, hvor man ser en masse uden egentlig at se noget, men far var flink til at sende postkort fra alle de spændende steder.

Malacca

Han var ikke den store skribent, og ofte var det kun en kort hilsen fra en lufthavn, men de eksotiske postkort dryssede som kulørte eventyr ind gennem brevsprækken hele sommeren.

Jeg har gemt dem alle og bladrede dem igennem forleden. De er snart 46 år gamle, men jeg tror egentlig ikke, at motiverne på nye kort er stort anderledes.

Fordi jeg dampede frimærkerne af dengang, kan kortene ikke altid dateres præcist, men det gør ikke så meget. De er et vemodigt minde om savn, og at han alligevel var der på sin måde.

Han tog på sin sidste store rejse i 2007, men forinden nåede han at skrive sine erindringer.

Her er et udpluk af de gamle postkort.

Læs resten →

Min første ferieforelskelse

3 svar

Jeg mødte Mads, da Eric og jeg var på flodbådstur på de hollandske kanaler i 1999. Mads var 11-12 år, og jeg var 10-11 år yngre end i dag. Han var på tur med sin mor, mens far og en ældre bror var blevet hjemme i Randers.

Mads var en rigtig lille verdensmand og nød at være manden i det lille rejseselskab, som mor og han udgjorde. Han begik sig også med stor sikkerhed og charme i det sammenbragte selskab ombord på den lille plimsoller: han legede med de andre børn og diskuterede fx malerier på Rijksmuseum med de voksne.

Plimsolleren Regina i Amsterdam

Jeg husker især 2 episoder:

Mads havde en smule lommepenge med, og på et tidspunkt siger han til mor, at han går i baren for at købe sig en cola. Han spørger galant, om han skal tage noget med til hende, hvilket hun lidt overrasket takker ja til.

”Skal det være en stor fadøl som sædvanligt?”

spørger han så, og mor rødmer klædeligt til vi andres store fornøjelse.

Den sidste aften gik der af en eller anden grund kuk i de ellers næsten faste siddepladser ved spisebordet, og Mads kom til at sidde langt væk fra mor. Jeg spørger ham, om jeg må sidde ved siden af ham, og han slår ud med hånden – værsågod! Nede fra den anden ende af bordet siger mor skarpt:

”Så skal du også sidde ordentligt!”

hvilket jeg naturligvis lover højt og helligt. Mads glatter ud og siger, at den bemærkning var henvendt til ham, fordi han plejer at lempe mad, som han ikke kan li’, over på mors tallerken. Jeg beroliger ham med, at den aftale kan han også lave med mig, men da menuen viser sig at være pasta med kødsauce, bliver det ikke aktuelt.

Mads var høflig og beleven, og jeg havde det, som jeg senere har haft det med mange af de katte, jeg har mødt på vores ferier: Jeg ville frygtelig gerne have haft ham med hjem!

/Helle

Urkraften Melander

3 svar

Før jeg kom i skole, besøgte vi ofte min mors moster, og stor var min fryd, når Melander var hjemme. Melander var Gerdas mand.

Melander var et muskelbundt, og jeg var henrykt, når jeg kunne få ham til at smøge skjorteærmet op og bøje armen, så biceps svulmede til det ufattelige. Da jeg senere læste Tarzan-bøger, lignede Tarzan altid Melander.

Engang serverede Gerda kogt torsk, og jeg fik et ben galt i halsen, så jeg ikke kunne få vejret. Kvinderne jamrede og slog mig på ryggen, indtil Melander tog mig om anklerne og rystede mig som en støvklud.

Det var nok ikke det, der reddede mig fra kvælning, og så måske alligevel.

De boede et godt stykke vest for Aalborg, og Melander cyklede vist den lange vej til svovlsyrefabrikken i Nørresundby, hvor han arbejdede.

Han lærte mig tålmodigt at cykle. Jeg lærte at styre med knyttede næver, for det skulle man kunne, når der var koldt. Melander brugte ikke handsker.

Ikke blot var han stærk som en okse, han drak mindst lige så meget. Når lønnen var udbetalt, søgte Gerda fra knejpe til knejpe efter sit mandfolk, og der kunne gå dage.

Til sidst kunne selv Melanders urkraft ikke stå for mosten. Det var måske en lettelse for Gerda, men Melander tog vitaliteten med sig i graven. Hun døde mange år senere, vissen og vrissen.