I vores forlystelsessyge ungdom faldt vi en dag ind på Duus Vinkjælder og kom i selskab. En af de unge mænd var kedsommeligt selvglad og skrydende.

Han kedede længe selskabet med en historie om, at han havde navn efter slægtsgården og så bla-bla-bla om samme saneringsmodne landejendom.

Da han omsider måtte klare stemmen med en tår øl, sagde Helle henkastet:

”Ja, jeg hedder Kronborg.”

Og det er jo ikke engang løgn.

Så var munden lukket på ham, og selskabet blev muntert igen.