Kategoriarkiv: Erindringer og minder

Liden purk kan gynge stort skib

Som lille krydsede jeg Atlanten nogle gange på M/S Batory, og herfra stammer en af mine tidligste erindringer og erkendelser.

Eric 1958

Scenen er et af skibets dæk. Mor ligger henslængt i en flugtstol og nyder solen, mens jeg tuller rundt i sikkerhed bag den høje ræling.

Jeg opdager, at skibets forstavn dykker faretruende, når jeg løber fremad, og hæver sig igen, når jeg løber tilbage.

Det sker et par gange, og med den skræmmende erkendelse, at liden purk kan gynge stort skib, søger jeg tryghed hos mor, før det går galt.

Det må have været i august 1959, hvor vi forlod Canada permanent. Jeg har altså været lidt større end på billedet til venstre, som er taget i nov. 1958, hvor jeg var 3 år gammel.

Da Henry sad fast i elevatoren

Henry var arbejdsleder på cementfabrikken. Han kendte ikke til tålmodighed og var altid i hæsblæsende fart fra det ene til det andet.

En dag ringede han til det centrale kontrolrum:

”Ja, Henry her! Jeg sidder fast i elevatoren ude ved ovn 86. Kan I ikke sende en elektriker med det samme? Jeg bli’r her, til han kommer.”

Henry gik på pension for mange år siden, men hvis han lever endnu, er det sikkert stadig i fuld fart.