Kategoriarkiv: Forbruger

Målrettet powershopping

Det værste ved at have to feriedage før en weekend er, at man får tid og overskud til at tage til byen og svinge dankortet.

Godt vi rejser næste gang – det er sgu for dyrt at bruge feriedage herhjemme!

I går var det pendler til køkkenet og en elcykel til mig, og i dag var det et planlagt og målrettet formiddagsraid i midtbyen.

Buschaufføren var for ung til at have kæmpet ved Stalingrad og for gammel til indsatsen mod Iraks masseødelæggelsesvåben, så det er åbent, hvor han har lært at køre kampvogn.

Stående passagerer måtte klamre sig til noget nagelfast for ikke at vælte som kegler, og to gange åbnede han ikke døren, så der måtte råbes.

Vi hoppede af på Vesterbro, sidste stop før Nørresundby blev krigszone. Og godt, vi ikke skulle spadsere over broen, for nordenvinden er strid og isnende i dag.

Cykelforretningen ligger for foden af broen og var første mål. Vi gik ind og bestilte en elcykel til Helle. De har ikke flere som min på lager og venter på ny forsyning.

Efter et ærinde hos Forex var næste mål isenkræmmeren på hjørnet af Algade og Boulevarden, men nu er den isenkræmmer også lukket. Efterhånden er der ikke en isenkræmmer tilbage i midtbyen. Som sælger isenkram altså.

De har masser af dyrt tingeltangel, ingen har brug for, men som man giver i gave til andre, når man ikke kan finde på andet og er flere om at betale.

Læs resten

Min nye elcykel

Så er jeg den lykkelige indehaver af en elcykel, og når man ikke har prøvet at køre på sådan en før, er det en forrygende oplevelse.

Væltepeter

Sådan ser den ikke ud …

Jeg plejer at træde godt til for at komme op i styrefart, så da jeg startede prøveturen, sparkede den momentstyrede motor til, og elcyklen accelererede voldsomt.

Det var i går, og i dag hentede jeg cyklen. Der er nu fastmonteret en cykelkurv bagpå, og styr og sadel er justeret i højden.

Turen op ad bakkerne til hjemmet, som før krævede sammenbidt tråd i 1. gear, køres nu legende let med 20 km/t.

Elcyklen, en Batavus ”Stream,” har motoren (Yamaha) placeret ved kranken, og motoren er momentstyret, så jo hårdere man træder, desto mere assisterer den. Det er bare smart!

Man skal nok vænne sig til en rolig kørestil med jævnt tråd, men momentstyringen betyder, at man kan accelerere meget hurtigt blot ved at træde til. Motorens placering ved kranken giver også et lavere tyngdepunkt.

Læs resten

Forbrug

Forbruget har været større end normalt den sidste uge: En ny kombiovn, en ekstern harddisk til backup, en ny printer og nye sikkerhedssko.

Sikkerhedssko Sikkerhedssko

Politikere og økonomer trygler os om at bruge penge. Krisen forsvinder med et trylleslag, hvis vi bare bruger løs i stedet for at polstre os mod politikerpåfund, som skal øge ”arbejdsudbuddet” og gevinsten ved at arbejde, når der ikke er arbejde at få.

Men her i hytten er forbrug ikke en borgerpligt; det udløses af behov eller lyst.

Den gamle mikroovn og den lille bordovn har tjent os godt i mange år, men nu var der altså lige tilbud på en kombiovn. Det kan diskuteres, hvor meget plads vi sparer, men det er da smart, at den kan både det ene og det andet.

Og så er den farlig – manualen består mest af advarsler. Nu kunne jeg ikke finde på at bage eksplosive kemikalier eller skære i ledningen, men jeg har med tilfredshed læst advarslen om, at ovnen bliver varm indeni, når den bruges.

Ovnen er i øvrigt lavet i Tyskland. Opvaskemaskinen har vi i mange år kaldt Marie, og da ovnen bruger varm luft, var det nærliggende at kalde den ”Inger” efter fru Støjberg. Læs resten