Kategoriarkiv: IT & internet

Døde links

Jeg har brugt nogle timer på at reparere døde links. Det er kedeligt, men skal til en gang imellem. Heldigvis er der programmer, som kan hjælpe.

Når folk er så forhippede på at få links til deres websider, kan det undre, at de skifter webadresse så ofte; men det gør de, og med tiden bliver det til en hulens masse døde links, hvis man ikke gør noget ved det.

Links er Internettets rygrad. Uden links intet World Wide Web, men det er irriterende at følge et link til en side, som ikke eksisterer mere, og man skal helst ikke irritere sine gæster.

Til at finde de døde links bruger jeg et glimrende og gratis program, Xenu. Find det selv med en søgning på ”Xenu link sleuth” (der undgik jeg et potentielt dødt link!), men vær opmærksom under installationen, for ellers installeres en masse andet samtidig, som du formentlig ikke er interesseret i.

Xenu gennemtrawler dit websted og tester dine links. Når programmet så har lavet en rapport, starter det virkelige arbejde!

Er siderne, man linkede til, væk for bestandig, eller er de blot flyttet til nye adresser og i givet fald hvor? Skal man slette linket, eller skal man finde en anden og lignende side i stedet – eller kan det være, at siden bare er nede midlertidig?

Og sådan gik tiden med vedligehold. Jeg burde gøre det noget oftere, men det er så træls!

 

At få ny PC er hårdt arbejde

Det er altid træls at få ny en PC op at køre, og Windows 7 (64) driller opfindsomt, når der skal installeres gamle programmer og drivere.

Den gamle bærbare er 5 år gammel og viser tegn på alderdomssvækkelse og demens. Den kan ikke huske, at den har et DVD-drev, låget er revnet osv., så jeg besluttede, at tiden var inde til fornyelse.

Jeg udså mig en passende muskuløs kandidat, og kl. 10:10 i formiddags stod jeg uden for den lokale computerforretning. Men biksen var lukket, selvom der står på døren, at åbningstiden er 10-14.

Læs resten →

Hvordan man blokerer robotter og afskum med htaccess

En lille tekstfil kan fungere som portner til din hjemmeside. Den kan afvise uartige søgerobotter, forhindre hotlinks til billeder o.m.a.

Dette er det sidste (i hvert fald foreløbig!) nørdede indlæg om uønskede gæster på hjemmesiden. I de første skrev jeg om, hvordan man kan kortlægge den uønskede trafik, og dette handler om, hvordan man kan blokere for den.

Som jeg før har skrevet (links nederst i dette indlæg), er der masser af søgerobotter, der gennemtrawler dit websted. Nogle er artige og nyttige, mens andre i bedste fald kun bruger masser af båndbredde.

Uartige robotter blæser på, hvad du skriver i robots.txt, og kan kun holdes ude ved at formene dem adgang. Det kan man normalt gøre med en lille tekstfil, hvis man bor på en Apache-server.

Tekstfilen hedder ”.htaccess” og har intet ”fornavn”. Den indeholder ordrer til serveren og fungerer som portner, når nogen banker på døren til dit websted. Man kan styre utrolig meget, men her koncentrerer jeg mig om adgang generelt samt sikkerhed i WordPress.

Blokering af IP-adresser

Kommandoerne i .htaccess er ofte kompliceret ”kinesisk,” men at formene IP-adresser adgang er uhyre enkelt. Man skriver simpelthen linjer med: ”deny from” og så en IP-adresse. Fx:

deny from 95.108.151.244
deny from 178.154.243.100

hvor 95.108.151.244 og 178.154.243.100 er to af de IP-adresser, som bruges af den russiske søgemaskine Yandex. Yandex er ikke lyssky, men den er uopdragen, bruger en hulens masse båndbredde og bringer ikke trafik af den type, jeg ønsker.

Hvis jeg i stedet for 178.154.243.100 skrev 178.154.243., ville jeg blokere alle adresser mellem 178.154.243.0 og 178.154.243.250. Den teknik har jeg fx brugt mod en vifte af kinesiske og ukrainske IP-adresser, som er forslugne og/eller ondsindede.

Mange hacker- eller spamrobotter, som besøger min side, kommer fra netop Kina og Ukraine, og de uopdragne søgemaskiner, BaiduSpider (Kina) og Arefsbot (Ukraine), er heller ikke velkomne. Jeg ser ingen fordele ved deres indeksering.

Blokering af IP-adresser er simpelt, men stormasket og primitivt sammenlignet med mere raffinerede metoder. Men de raffinerede metoder virker måske ikke på din server, og risikoen for fejl er større.

De relevante IP-adresser finder man ved at granske sine logfiler og evt. slå adresserne op på sider som WhatIsMyIPAddress eller hcidata.info.

Jeg nyder at se i mine logfiler, at blokeringerne virker, og at forslugne robotter ikke længere æder omkring en halv gigabyte båndbredde om måneden til ingen verdens nytte for mig.

Blokering af hotlinks

Læs resten →