Kategoriarkiv: Katte

Kattens morgenritual

12 svar

Tot hopper op på sålbænken uden for køkkenet og mjaver, når jeg fylder bønner på espressokanden kl. 5:45. Jeg åbner døren.

Katten TotHan hilser højlydt og løber straks hen og banker snuden mod bunden af den tomme madskål. Er han mon lidt nærsynet?

Mens kanden kommer på komfuret, snor han sig om mine ben som en lodden ål og mjaver indladende. Jeg skal passe på ikke at træde ham over poterne. Han får en god håndfuld tørkost i skålen og hugger i sig med glubende appetit.

Jeg sætter mig i lænestolen med dagens sorte startskud. Førhen kom den bærbare på skødet, men den er nu fortrængt af en meget kærlig kat.

Der skal nulres og gnides næser. Tot er som elektrisk og skifter hele tiden stilling på mit skød, og når jeg tænder piben, skal jeg passe på ikke at svide hans orange lunte. Endelig finder han sig til rette på ryggen og byder sig til med hvid mavepels.

Men nu er det tid til den næste kop espresso, og mens jeg står ved komfuret, leger vi igen lodden ål, der snor sig om ben. Han er en fedterøv og vil have mere at spise. Den første portion tørkost kunne mætte en puma i puberteten, men ikke Tot.

Jeg giver ham dog ikke mere, for han vil alligevel tigge hos Helle, når hun dukker op. Det gør hun kort efter, og Tot hopper ned fra skødet, allerede da vi hører hende på trappen.

Når jeg har været i bad, ligger der en orange uldkugle i sofaen. Tot har rullet sig sammen i salig mæthed. Det er tid at hvile ud oven på nattens strabadser.

Jeg tager på arbejde før Helle, så det er hendes lod at få ham ud og lægge øre til gråden:

”Jeg lå lige så godt!”

Mon ikke han går lige hjem og får morgenmad?

 

Kattens usvækkede kærlighed

15 svar

Vi håbede, at vores ferie ville få katten Tot til at tabe modet og forlige sig med sin familie og navnet Hugo, men nu er han tilbage igen.

Katten TotFør ferien i september skrev jeg om det kattens dilemma, Tot havde bragt os i, fordi han forfærdelig gerne ville flytte ind hos os og hedde Tot i stedet for Hugo.

Vi håbede, at godt to uger med en lukket dør ville få ham til at tabe modet og forlige sig med familien, men da vi kom hjem, var der fantastisk vejr til at sidde ude, og gæt hvem der kom på besøg: Tot.

Han var velnæret og havde fået et lyserødt halsbånd med små rhinstene, men hans brændende ønske om at flytte ind var usvækket, og han bebrejdede os ikke det mindste, at han var gået forgæves i næsten tre uger.

Han fik at vide, at han skulle gå hjem at spise, og det gør han sikkert også, men han dukker jævnligt op og gør sig lækker. Han hopper op på sålbænken uden for køkkenet, kigger ind på os og mjaver indtrængende.

Han er så fysisk kontaktsøgende, at der nok ikke er meget kæleri derhjemme. Søndag var han hos os det meste af dagen, og først efter flere timers nærkontakt og kælen, faldt han med et suk til ro i en lænestol.

Han øser så uforbeholdent af sin kærlighed, at vi kun kan gengælde, så vi er selv skyld i det – jeg ved det godt. Men selvom Tot ønsker et fast forhold, må det altså blive ved besøgene.

Vi får se, om den hjemlige radiator kan holde på ham, når det bliver rigtig koldt. Jeg tror ikke, de har sat varme på endnu.

Relateret:

Et kattens dilemma

8 svar

Det er svært at skrive blogindlæg med en kærlig kat på skødet. Katten har truffet sit valg, men hvad gør vi? Det er et kattens dilemma.

Tot

Jeg lover, at dette er foreløbig sidste kapitel i historien om katten, der hellere vil hedde Tot end Hugo, men Tot har valgt, og spørgsmålet er, om vi har noget at skulle have sagt.

Vi har ikke fodret ham i dagevis (den lille bitte stump ribeye steak i går var ikke foder), men alligevel vender han tilbage hver dag. Så sent som i morges kom han ind af den åbne terrassedør og hoppede op til Helle i sofaen. Han er her stadig.

Ind imellem tigger han hjerteskærende om mad, men han får ikke noget. Jeg har lige indtaget en leverpostejmad i smug for ikke at starte jammermusikken. Snart skal vi jo også ned, hvor kattene siger ”kali mera-iau,” og huspasseren skal nok lade være med at fodre ham.

Tot har tydeligvis truffet sit valg og forsømmer ingen lejlighed til på kattevis at markere os og matriklen som sin ejendom. Der er jo heller ingen grund til at benægte, at han har taget os med storm.

Vi må se, om han giver op, mens asylet holder ferielukket. Hvis ikke, er vi i et kattens dilemma og må snakke med Hugo-mor. Der er en pige i nabolaget, som savner ham meget.

Men hvad hjælper det, hvis katten ikke vil være der? Hvis den er træt af at hedde Hugo som et tegneseriejungledyr og meget hellere vil hedde Tot?

Suk!