Kategoriarkiv: Katte

Er katte troløse?

Den hjemløse kat, Tot, kom nu både morgen og aften, og han manglede vist kun en formel invitation i at flytte ind permanent.

HugoEn morgen klatrede han sågar op på halvtaget over udestuen/køkkenet og mjavede, fordi han kunne se lys på førstesalen. Helle lukkede ham ind af vinduet, og så blev han fodret af.

Hver eftermiddag mellem 16 og 16:30 kom han løbende over græsplænen, mens han hilste højlydt og fortalte, hvor tilfreds han var med maden og vores selskab. Tot er en meget snakkesalig kat – meget sød og meget venlig.

Han havde fundet sin foretrukne stol i stuen og færdedes hjemmevant i huset. Det kunne ikke blive ved at gå. Nogen måtte savne ham forfærdeligt.

Helle ringede til Kattens Vel, og de kom med en transportkasse. Aftalen var så, at vi skulle stille ham udenfor torsdag morgen, så ville de hente ham.

Læs resten

Kærlig kat på besøg

Det var kærlighed ved første blik. Måske ligner jeg en dåse kattemad. Han snakker meget, er meget venlig og har orange pels med flødeskum.

MisHan trådte ud af baghavens vildnis og stoppede op, da han så mig på terrassen. Jeg sagde indsmigrende: ”Hej misser!” eller noget lignende begavet, og han svarede højlydt: ”Miau!” og kom så løbende.

Det er Tot, jeg taler om. Ja, det har Helle døbt ham, selvom han snarere ligner en Igor. Han er orange og hvid og rigtig flot. Helle (der er kattetankelæser) siger, at den støvede pels og glubende appetit tyder på, at han ikke kan finde hjem.

Han er meget glad for selskab og lægger ikke skjul herpå. Han viklede sig om vores ben som spaghetti om en gaffel og var i konstant bevægelse, så det var umuligt at tage et ordentligt billede.

Men da han var fodret af, faldt han til ro. Øretatoveringen ligner DIO037, men det er svært at se, for han er ikke helt tilfreds med at få øret krænget bagover. Han synes også at være berøvet sin manddom.

Kort efter billedet blev taget, rullede han sig sammen under en busk og faldt i søvn, mæt og veltilfreds. I morges var han væk.

Han optræder tilsyneladende ikke på Kattens Værns liste med efterlyste, men hvis han dukker op igen, ringer vi nu alligevel. Det var hans andet besøg. Nogen må savne ham meget.

 

Arbejdsmanden og katten

Han er vejrbidt, og de knoklede hænder fortæller om et livs hårdt arbejde. Man ved bare, at de håndflader er ru som sandpapir.

Det er aften i Giardini på Sicilien, og himlen er blå igen efter 2 dage med regn og rusk. Vi sidder uden for L’Isola del Gelato med udsigt over Middelhavet.

Mand med katVed nabobordet sidder en ældre arbejdsmand eller fisker med en fyraftens-granita og en croissant. Klokken er kun 18, og der er måske timer til aftensmaden.

Han er vejrbidt, og de knoklede hænder fortæller om et livs hårdt arbejde. Man ved bare, at de håndflader er ru som sandpapir.

En kat kommer op ad trappen til terrassen og hopper op på mandens skød. Han lyser op i et smil og aer den kærligt med sine kraftige hænder.

De hygger sig gevaldigt, og det er tydeligvis ikke første gang – det ligner et ømt ritual. Katten finder sig i alt. Den er stor, og dens blanke pels tyder på regelmæssig børstning.

Manden lægger katten over på stolen ved siden af og går ind og betaler. Katten ligger stille på mandens jakke. Da han kommer ud, tager han jakken over den ene arm og katten over den anden.

Katten hænger som et badehåndklæde over underarmen, helt slap med dinglende forben og bagben.

Og så går de hjem.