Katten, der indlogerede sig i går, blev i dag genforenet med sin familie, men vi glemmer ham ikke foreløbig. Det er der en grund til.
Vores uventede asylsøger, den hvide kat med et gult og et blåt øje, blev fodret af i morges, og han var også lige en kort smut udenfor.
I går aftes så han interesseret og erfarent til, da Helle hældte kattegrus i en vaskebalje, så den side af sagen følte vi os ret sikre på, da vi tog på arbejde i morges. Med rettidig omhu lukkede jeg dog døren til stuen.
Jeg ringede til Kattens Værn op ad formiddagen, og vi blev enige om afhentning. Tid skulle aftales senere.
Lidt senere blev jeg så ringet op af kattens glade ejer. Hun havde ringet til Kattens Værn umiddelbart efter mig, og med den undvegnes særlige kendetegn var der ikke noget at tage fejl af. Vi aftalte, at hendes mand skulle hente kræet senere på dagen.
Jeg købte en bid kattemad på vejen hjem. Missen var meget glad for at få selskab og var også meget sulten. Vi legede lidt, og så var det tid til en spindende hyggestund på mit skød.
Katte er slet ikke troløse. Tværtimod nærer de den største hengivenhed for madskålen og den person, der fylder den op.
Kattefar kom som aftalt og fortalte, at det kærlige kræ hedder Petersen og har tabt sig en del. En betænksom flaske rødvin overlod pladsen i kassen til Petersen, og vi tog afsked. Det var hyggeligt at have Petersen på besøg. Han er en sød og kærlig kat.
Lige nu ærgrer jeg mig bare over, at jeg ikke også lukkede døren til soveværelset, for Petersen var åbenbart ikke så fortrolig med kattegrus, som han bildte os ind. Han har tisset en ordentlig tår på min dyne, og det stinker!
Dynen hænger nu og hørmer i kælderen, og hvad jeg gør ved den, ved jeg ikke. Katten til slutning på den historie!
Han havde forfulgt hende flere hundrede meter. Det kommer der af at tale venligt til katte, man møder, og hun har truffet ham nogle gange den sidste uges tid. Helle har talent for at møde misser, og nu kom han altså på besøg.
