Kategoriarkiv: Musik

Costa Memorial på Taverna Zorba

Efter en bevægende begravelse var der musikaften på Taverna Zorba, hvor Costa blev mindet med en sprudlende livsglæde, han ville have elsket.

Costa blev begravet lørdag den 7. april, og om aftenen tog vi en tur ad musikkens memory lane og slap livsglæden løs midt i al sørgmodigheden.

Damon Papakiriakou arbejdede for år tilbage på restauranten, og han var kommet op fra Rhodos. Han spillede sammen med Kristian Horn (tværfløjte og trommer), ”Gypsy King” Jimmy Olesen (guitar) og Niels Rose (trommer, slagtøj). Ida Lohmann og Helena Constantinou sang til nogle af numrene.

Her følger nogle videoklip af den glade musik på Taverna Zorba. De er taget med mit lommekamera, så lyden er lidt ”tynd,” men det vænner man sig forhåbentlig til. Mit udvalg er præget af min begejstring for Kristians fløjtespil.

Det første var et af standardnumrene på Costas repertoire, når han greb guitaren og underholdt gæsterne. Der kommer gang i den hen mod slutningen, og mangen en strøgkunde blev sikkert overrasket, når Costa slog direkte over fra græsk folkemusik til ”Åh, Marie a we hjem te’ dig’” på ravjysk:

Og så noget latinamerikansk:

El Porompompero var et af Costas favoritnumre:

Vi slutter med endnu et eksempel på Kristians eminente fløjtespil. Bemærk at han smugler lidt Pippi Langstrømpe ind i det eksotiske:

Videoklippene kan også ses på YouTube. Tak til drengene, der spillede utrætteligt. Det var en herlig aften, og festen fortsatte til ud på natten.

Relateret:

Costas begravelse

Costa kunne sprede humør som få, og hvis der et liv efter døden, har de nu fået det meget sjovere i himlen. Han blev begravet i dag.

Costa

Costa med guitar og humør

For dem, der ikke kendte Costa, kan jeg fortælle, at han i mange år drev græsk restaurant i Aalborg. Det var en ganske særlig restaurant i kraft af Costas personlighed og så musikken.

Man følte sig velkommen hos Costa, og man kom i godt humør, for det have Costa en overflod af. Når den værste travlhed var overstået, greb han gerne guitaren og gav sange og historier. Ofte kom andre musikere forbi, og så kunne det udvikle sig til en veritabel jamsession.

Det var en fornøjelse at være stamgæst hos Costa, så det var vi i mange år. Jeg har aldrig, hverken her eller i udlandet, oplevet et så musikalsk spisested.

Costa flygtede fra det græske militærdiktatur i 1969 og fik politisk asyl i Danmark. Med sig havde han vist kun guitaren, og det tøj han gik i. Siden blev han gift, fik børn og senere børnebørn.

Han døde nøjagtig et år efter han havde solgt restauranten og var gået på efterløn, nemlig den 31. marts. Kun 16 dage forinden stak han af fra kræftafdelingen for at opleve musikaften på Taverna Zorba, hvor hans tidligere kok, Marius, nu har egen restaurant.

I pausen gik han på scenen med Jimmy, og du kan se/høre et videoklip her. Skønt billedkvaliteten er dårlig, giver den et indtryk af Costas sprudlende personlighed.

Musikaftenerne betød meget for Costa, og det blev samtidig et varmt farvel til alle vennerne. Der var ingen tvivl om, hvor det bar hen.

I dag var det så tid til den sidste afsked i Ansgar Kirke. Rigtig mange var mødt frem, og det var meget bevægende. Kristian og Jimmy spillede på tværfløjte og guitar, og i videoklippet herunder synger først Ida og dernæst Ida og Helena. Damon Papakiriakou akkompagnerer på guitar.

Du kan også se den på YouTube.

Jeg beklager lyd- og billedkvalitet, men mit lommekamera er ikke bedre.

I aften tager vi ind på Taverna Zorba og mindes alle de gode stunder. Farvel Costa, og tak for alt. Du var en gejser af livsglæde, humør og overskud.

Relateret:

Costa på Taverna Zorba

Costa stak af fra hospitalet for at opleve musikaften på Taverna Zorba og hilse på vennerne. I pausen spillede han med ”Gypsy King” Jimmy.

I torsdags var der musikaften for stamgæster på Taverna Zorba i Aalborg. En tradition Costa startede, da han drev den græske restaurant Hos Costa, og som nu videreføres af Marius på Taverna Zorba.

Vi havde godt hørt, at Costa er alvorligt syg med lungekræft, men det overraskede os alligevel ikke, da han dukkede op. Han havde rykket droppet ud og var med Birgits hjælp flygtet fra hospitalet. (Overstregningen er en rettelse: Han flygtede uden hendes hjælp – se Birgits kommentar).

Gadekompagniet, som til lejligheden kaldte sig Souvlaki Brothers, spillede nostalgi-rock, og i pausen gik Costa på scenen sammen med en anden gæst, ”Gypsy King” Jimmy. I videoklippet herunder fornemmer man måske Costas karisma og den stemning, som herskede på Hos Costa i gamle dage.

Costa har altid omgivet sig med musikere, fest og farver. Under flugten fra hospitalet glemte han at få brillerne med, men hverken det eller forbindingen om venstre hånd forhindrede ham i at give et nummer.

Eller se den på YouTube

Tak til Marius og familie for en god aften på Taverna Zorba og god bedring til Costa, Matheos Constantinou.

Relateret: