Dagmar tog mig med storm i går, og i dag rusker Egon i hele huset. Jeg har en plan, og det er at blive inden døre.

Vi kørte mod Odense i går kl. 07:10, og det var ingen fornøjelse i buldermørke. Vinduesviskerne havde travlt, for det stod ned – først med regn, siden med tøsne. Motorvejen var en glidebane med dårlig sigtbarhed, men frem kom vi.

Vi var af sted i embeds medfør, fik det klaret på et par timer og afstod fra frokost i Odense. Vi ville godt over Vejlefjordbroen, inden de måske fandt på at lukke den for trafik.

Så Dagmar var medskyldig i, at jeg spiste en burger på MacDonalds. Det er ellers mange, mange år siden, men det var fint nok at få bekræftet, at jeg allerede i en ung alder kunne træffe fornuftige beslutninger på i hvert fald nogle af livets områder.

Dagmar rykkede godt i bilen på vores videre færd. Oppe nordpå lå noget af tøsneen stadig tilbage, men hjem kom vi.

I dag banker Egon så på husets bredside. Stormen har næppe fuld styrke endnu, men det lyder alligevel dramatisk. Træerne bøjer nakken, naboens flagstang svajer, og Egon pisker vinduerne med regn.

Mediestormen om begivenhederne i Frankrig lægger sig næppe så hurtigt som Egon. Politikerne vil værne om demokrati og frihedsrettigheder, og nogen vil bl.a. lukke en moske, hvis det kan lade sig gøre.

De vil også give PET udvidede beføjelser, ”hvis det er nødvendigt”. De kører i et loop af selvmodsigelser, mens de kaster bomber i Mellemøsten, terrorfrø som vil spire.

Men midt i al virakken og sørgeligheden kan man da glæde sig over, at Egon ikke er en snestorm. Skide godt, Egon!

/Eric