Vi har nu været på Leros i godt en uge, tiden står stille, mens den farer afsted.
Rejsen herned var med forsinkelser, men det var der taget højde for, og bagagen nåede frem sammen med os.
Ankommet til Leros’ lille lufthavn gik jeg ud for at kapre en taxi, mens Helle ventede på kufferterne. Chaufføren var en mand af få engelske ord og korsede sig, da vi passerede den første kirke på vejen til Panteli.
Nå ja, hvis du ikke lige ved det, så er Leros en græsk ø lidt nord for Kos. Den er på størrelse med Fanø og har knap 8000 faste indbyggere.
Lejligheden
Som aftalt har vi fået en af de ”store” lejligheder med børneværelse (= garderobe for os) og stor terrasse, hvor man kan sidde i skygge til ca. 16:30. Derefter kan man rykke om på den anden side af huset.
Nikis Studios
Lejligheden har fået en ansigtsløftning, men de gamle massekogeplader er stadig ca. 10 minutter om at få en kop vand i kog. Det gør ikke noget, vi har tid nok.
Værtinden Maria er et elskeligt menneske, og hun har den mest smittende latter, vi nogensinde har hørt. Hun ler heldigvis ofte!
Feriens gang
Vi har besøgt Leros adskillige gange og set det meste i kategorien ”seværdigheder” – kirker, borgen, museer. Så vi kan med god samvittighed foretage os ingenting og flade ud på terrassen eller dyppe i poolen.
Der er varmt – typisk omkring 30-33° i skyggen målt med vores termometer. I direkte sol er der en hel del varmere, så man bevæger sig med omtanke og rutter ikke med skridtene. Der er ca. 700 meter (opad) til bageren og supermarkedet, lidt længere hvis man også vil have en kop kaffe på torvet.
Kaffepriserne ruinerer ikke. To kopper græsk kaffe og to, små flasker vand koster tre euro.
Knap så langt er der til kaffe i Panteli Bay, hvor et stort tamarisktræ ved strandbaren giver skygge, og lokale mænd løser verdenssituationen uden at forhaste sig.
I tamarisktræets skygge
Aftenturen går også til Panteli Bay. Cirka en halv time før solnedgang sidder vi på stranden med en aperitif. Lyset blåner, evt. skytotter får rosa maver, og mange, mange spurve samles til palaver i palmernes kroner. De har meget at fortælle hinanden om dagens oplevelser.
Panteli Bay
Når solen er gået ned, og glassene er tomme, går horisonten i sort, og vi finder hen til en af restauranterne med borde på stranden. Bordene skråner ned mod vandet, men de vipper ikke.
Psaropoulos
Vores foretrukne taverne, Psaropoulos, har eksisteret siden 1962. Den lukker ikke om vinteren, når turisterne forsvinder, bordene rykkes blot indenfor.
Spisekortet er ikke så omfattende, som det har været, og priserne har fået et nøk. Det er vel universelt, at der skal spares på omkostninger og svind. Krofar Apostolis svæver over vandene og er en venlig mand, også når der har været ouzo i vandene.
Octopus Stifado
Møder vi nogen på hjemvejen, bliver der sagt ”kalispera”, og vi sidder en stund på terrassen, mens aircooleren får indetemperaturen ned på sovevenligt niveau.
Der er en uges tid tilbage af ferien, og hvilepulsen har det fint.
Relateret:
/Eric
