Man kan med rette spørge, hvorfor jeg laver en rejsebeskrivelse, som mest af alt handler om vores banale inaktivitet. Men der er en grund.
Helle spurgte fredag, om jeg ikke snart skulle ha’ lavet en rejsebeskrivelse af vores ferie på Tenerife i december. Så nu er den her, rejsedagbogen.
Den er alt det, en rejsebeskrivelse ikke skal være, nemlig gentagne beskrivelser af vores banale inaktivitet, som umuligt kan interessere mange.
Rejsebeskrivelser skal formidle synsindtryk, dufte og liv, så læseren føler, at han selv er til stede. Det siger folk, som ved at sige det lader forstå, at de har forstand på den slags.
Det er sikkert rigtigt, at læserne vil med på eventyr. De vil se farverne for sig, lugte kamelprutterne og børste virtuel strandsand af tæerne, mens de indfødte synger vemodige sange eller danser hula under palmerne.


