Langs indfaldsvejen til Siracusa er der oliven- og citruslunde. Sicilien er Italiens frodige spisekammer. Der er også mange faldefærdige huse, for ikke at sige ruiner, og har man ikke været her før, må man uvilkårligt spørge sig selv, hvilket hul man er på vej til.
Når man når byen og passerer banegården, er det ikke meget bedre, og man må køre i slalom for at undgå kraterne, som ingen normal støddæmper kan overleve.
Men når man har passeret broen til Ortigia, øen med den gamle bydel, bliver forfaldet mere ædelt med patina af fordums storhed.
Nogen vil sikkert kalde det noget gammelt bras, og objektivt set har de ret, men det vidner om manglende noblesse og indlevelsesevne.
Der er prægtige palæer, hvor pudset kun skaller lidt, der er gammeldags gadelygter på murene, gaderne er ikke anlagt med rette vinkler, og skønt mange altaner ser ud, som vil de skvatte ned ved næste jordskælv, er de pyntet med potteplanter og vasketøj.
Vi har set de fleste seværdigheder i bidder over årene. Var man lidt intensiv kunne de klares på få dage, men at holde ferie og være et sted er ikke bare seværdighedskonsum.
Det er fair nok at se nogle af de ting, som vidner om historisk storhed, men man skal også tage sig tid til at slentre og sidde, synkronisere med stedets puls og få dets egenart ind under huden. Stedet eksisterer også i dag.
Vi slentrede i går, og vi slentrede i formiddags. Vi gik til markedet, men det er stille om søndagen, så vi fortsatte til banegården for at købe billet til på fredag, hvor vi skal videre.
Billetsalget var lukket, men der er en automat. I Düsseldorfs lufthavn måtte jeg engang opgive togbilletautomaten, men de italienske fungerer upåklageligt på flere sprog, selvom kvarteret er faldefærdigt.
Vi blev dog noget overraskede, da jeg trykkede på knappen for kontant betaling, og automaten med høj kommandostemme sagde:
”Insert the money NOW!”
Vi fik billetten og behøver nu ikke tænke på kø fredag morgen.
Det er godt, at vi har parasol på tagterrassen, for solen stikker her i middagsstunden. Snart er det tid til frokost med frisk brød fra markedet.
Og så en lille siesta? Kirkeklokkerne er vel for pokker færdige med at bimle for i dag.
