
Det var en dejlig ferie på Sicilien, i Siracusa og Giardini Naxos, og nu er der erindringsglimt, fotos og et par videoer på hjemmesiden.
Der er oplevelsesferier, og så er der gensynsferier. Sådan er det i hvert fald for os, og rejsen til Sicilien i maj hørte klart til sidste kategori.
Det er fantastisk at drage ud i verden, opleve nye steder og gøre det fremmede til noget kendt. Man indser, at der er andre måder og andre værdier end blot frikadeller.
Men det var trist, hvis det skulle være nyt hver gang; hvis man ikke kunne vende tilbage til det, man kom til at holde af. Gensyn bliver aldrig det samme som den første forelskelse, men gensyn har sin egen sødme.
Man ved, hvad der er godt, og man ved, hvad man skal undgå. Der er måske også de mennesker, man nu kender – glæden ved at møde dem igen, glæden ved at blive genkendt.
Som årene går, udviskes detaljerne. Rejsebeskrivelserne var en måde at fastholde dem på, tegnestifter på erindringens opslagstavle.
Man kunne jo føre dagbog og læse den med lommelygte under dynen, men med internettet kan enhver skrive for et imaginært publikum, og da jeg selv havde fornøjelse af andres beretninger, valgte jeg den facon.
Det giver selvfølgelig nogle begrænsninger, man lægger ikke alt ud i det offentlige rum, men det disciplinerer også, så det ikke bare bliver diffuse strøtanker og noter.
Endnu en rejse er slut, og med siden Sicilien 2014 er der sat endnu en tegnestift i opslagstavlen.
/Eric