Kategoriarkiv: Rejse

Dramatisk flugt fra snestormen

Snestormen rasede, da flyet skulle lette mod Tenerife. Det var mere dramatisk end morsomt, selvom det måske er hverdagskost i Sibirien.

Taxaen blev bestilt til at komme ekstra tidligt søndag den 9., for fyren i den anden ende sagde, at forsinkelse var sandsynlig pga. de mange julefrokoster og den varslede snestorm.

Det dryssede dog kun ganske lidt, da taxaen ankom (punktligt), og det tog ikke længere tid end normalt at komme til lufthavnen. Check in var hurtigt overstået, og så kunne vi bare vente ekstra længe.

Læs resten →

Turen til Sicilien tager form

Over Alperne mod Rom

Så har jeg købt flybilletter til Rom, hvorfra vi flyver videre til Sicilien. Det er ganske vist først til maj, men når beslutningen er truffet …

SAS går nok ikke konkurs, men skulle det ske alligevel, stiger priserne sikkert, så jeg kunne lige så godt købe billetterne nu. Beslutningen om at tage til Sicilien var jo taget.

Fra Aalborg er det billigst at flyve til Sicilien med KLM, men KLM er berygtet for at overbooke. Det vrimler med historier om folk, der er blevet afvist ved gaten, og det er nok kun toppen af isbjerget.

Det vil jeg ikke risikere endsige støtte, hvis jeg kan undgå det, så i stedet flyver vi til Rom med Norwegian (som ikke overbooker) og videre til Catania med Alitalia. På hjemturen tager vi en overnatning i Rom.

Læs resten →

Miniferie i Riga

Så er der købt billet til en miniferie i Riga i det tidlige forår. Der har vi ikke været før, og jeg glæder mig til at se den gamle hansestad.

Det er måske at stramme den at kalde april i Riga for forår, for vinteren har måske knap sluppet sit greb, men det er da bedre end marts – for slet ikke at nævne Sibirien (uha!).

Jugendstil i Tallinn

Detalje fra hus i jugendstil i Tallinn

Vi syntes godt om Tallinns gamle by i 2009, og jeg forventer mig lidt af samme skuffe med smukke gamle huse og gader med brostensstemning. En atmosfære man aldrig finder i nyere byer med deres beton, stål og glas.

Samtidig skal det blive interessant at komme til et land, der både er nyt og gammelt. Som i Estland må det have betydet meget for kultur og samfund at genopstå som nation.

Flybilletterne fra Aalborg via København var rimeligt billige, synes jeg, og hoteller i Riga er meget billige. Selvom vi forkæler os selv med et superior dobbeltværelse med balkon i byens historiske centrum, slipper vi med ca. 570 DKK pr. nat.

I København har vi betalt noget nær det dobbelte for værelser, der i sammenligning med dette var usle hummere, og hvor portieren sikkert havde udbrudt: ”Du må være fra provinsen!” hvis jeg havde bedt om balkon med udsigt til Istedgade.

Med måneder til turen er der god tid til at søge information og smugkigge med Google Street View. Jeg skal også have udset mig nogle kulinariske spi(d)skandidater blandt restauranterne i nabolaget.

Et nyt sted kildrer altid eventyrlysten, og det er rart at kunne se frem til nogle dage, hvor vi kan gå på opdagelse og forkæle os selv.