Kategoriarkiv: Småsnak

Løst og fast om forskellige emner.

Naboerne

De var gamle, da vi flyttede ind, og vi så dem sjældent. Hans motorik tydede på en hjerneblødning, men han kunne da køre deres blå Kadett.

Hun var elskværdig og sagde engang, at hun havde bemærket, hvor flittig jeg var. Fra altanen kunne hun se mig ved computeren på første sal. Hun troede, det var arbejde, og jeg så ingen grund til at bringe hende ud af den vildfarelse. Dengang kunne vi også se deres altan. Det er snart tyve år siden, og nu kan vi kun se et stort træ.

En dag forsvandt den blå Kadett fra carporten, og forhaven voksede til. Det er mindst ti år siden, vi sidst har set dem, men hjemmehjælpen besøger dem hver dag. Hjemmehjælpens bil er på en måde beroligende, og den manglende nabokontakt har aldrig generet os. Vi er ret private, som man siger, når man er sig selv nok.

I sidste uge så vi en pige gå til den i forhaven. ”Haveservice”, tænkte jeg misundeligt og overvejede at tilbyde hende et fritidsjob, for hun havde tydeligvis både håndelag og energi.

Det var bare underligt, at hun arbejdede så sent, og nu viser det sig, at vi har fået nye naboer. Den elskværdige gamle dame døde åbenbart for mindst ti år siden, og manden er kommet på plejehjem.

Jeg har ikke opsøgt denne information. Helle mødte de nye naboer, da hun trak cyklen ud af garagen, og de var hurtige til at præsentere sig og fortælle løs.

Herregud, vi så aldrig de gamle mennesker, og nu er det nok slut med at stille storskrald og haveaffald ud til to sider.

 

Når intet kan gå galt

En skylle af bibelske dimensioner ramte fabrikken i går ved middagstid. Skybruddet var kort, vildt og voldsomt. Tagrenden kunne slet ikke tage fra, og det var som at stå bag et vandfald. Kun gråtoner slap gennem tæppet.

Jeg tænkte med gru på kælderen derhjemme. Ganske vist bor vi højt på en bakke, men det er før sket, at visne blade blokerer kælderhalsens afløb, så vandet løber ind i kælderen.

Bekymringen blev siddende og nagede til sidst så meget, at jeg tog tidligt fri. Jeg måtte simpelthen have vished.

Afløbet var blokeret, men der var ikke trængt vand ind. Pyha! Jeg fik det renset hurtigere, end Lene Espersen kan sige ”ministeransvarlighedsloven”.

Da jeg dernæst åbnede postkassen, røg F-ordet fyndigt over mine læber. Trods nej tak til alt muligt, lå der alligevel en distriktsavis. Skulle jeg nu igen bruge tid på at brokke mig og være sur?

Jeg greb irriteret tryksagen og stilede determineret mod papircontaineren, men opdagede så, at det var Information. Altså det mindst ringe dagblad. Første eksemplar af en måneds gratis aviser.

En absolut vished brusede op i mig som lykkefølelse. Jeg vidste pludselig, at intet kunne gå galt den dag!

Og så begik jeg fejlen: Jeg løb ikke ned til kiosken efter en lottokupon. Jeg er ikke overtroisk og har aldrig spillet lotto, men i går var dagen, hvor intet kunne gå galt.

 

Kemiske våben (spørgeskema)

stod der på mødeindkaldelsen i Outlook. Tidspunktet passede mig ikke, så jeg afslog. Hvad går det ud på? Vi laver jo cement og ikke sennepsgas.

Jeg spurgte i mit svar, om det helt seriøst er noget, vi skal bruge tid på, og tilføjede som en eftertanke, at jeg ikke ved noget om kemiske våben. Man skal ikke være bange for at røbe sine svage sider.

Travlheden gjorde mig nok lidt kort for hovedet, men for pokker: vi producerer jo cement. Er terrorlovens håndhævere gået helt fra snøvsen eller hvad? Man kan efterhånden vente sig lidt af hvert.

For nogle år siden skulle fabrikkens havn terrorsikres ligesom alle andre havne. Der kommer skibe fra nær og fjern, og nu skal de ensomme søfolks besøgsvenner registreres og iføres gul vest.

Jeg har hørt, at nogle af pigerne bliver på skibene, når disse sejler, så ifølge registeret må der efterhånden være en del besøgsvenner, der ikke har forladt fabrikkens område. Nå, det var et sidespring.

Men kemiske våben? Jeg skulle selvfølgelig have ringet og spurgt, hvad det gik ud på, for nu vil spørgsmålet nage mig hele weekenden. En søgning ledte mig dog til:

Bekendtgørelse om overførsler, erklæringsafgivelse, kontrol og inspektioner i medfør af De Forenede Nationers konvention om forbud mod kemiske våben.

og det er sikkert sådan noget, det drejer sig om. Jeg ser med bekymring, at bl.a. de Kapverdiske Øer og Haiti ikke har tilsluttet sig konventionen.

Vores sælgere bliver sikkert glade, hvis der er en ny og hidtil upåagtet anvendelsesmulighed for cement, men så må vi måske ikke sælge til de Kapverdiske Øer og Haiti, og det vil især være synd for Haiti.

Jeg må styre min utålmodighed. I næste uge får jeg sikkert at vide, hvorfor en cementfabrik får spørgeskemaer om kemiske våben.