En sand historie om at røgalarmer ikke kun redder liv, men også svinemørbrad stegt som vildt. Ethvert hjem bør have mindst én!
Vi kalder den Hystaden. Røgalarmen altså. Den sidder i entreen, hvorfra der er adgang til køkkenet. Hystaden kan ikke udstå velduftende mad.
Hvis den registrerer bare ét lifligt duftmolekyle fra en flæskesteg med sprød svær, en and med gyldent skind eller lignende, stikker den i med en infernalsk pippen, som ville give høreskader ved varig udsættelse.
Hystaden får pip, når vi åbner ovnen eller på anden måde producerer koncentreret velduft og har glemt at lukke køkkendøren. Når det sker, lukker vi døren og vifter Hystaden med et viskestykke, til anfaldet er overstået.
Hystaden er lidt irriterende, men alligevel betryggende. Den vil med sikkerhed vække hele huset, hvis der en nat udbryder brand, som lugter lidt af sprød svær.
Forleden stillede jeg en baconsvøbt svinemørbrad i den lille ovn. Mørbraden skulle bare holdes lun, til vi havde spist forretten. Vi nåede to mundfulde honningmelon og skinke, før Hystaden fik pip.
Da vi jo sad fredeligt uden at provokere på nogen måde, styrtede jeg ud i køkkenet. Her var sigtbarheden perfekt, og der var ingen røg at spore; men da jeg kender Hystadens aversioner, rettede jeg opmærksomheden mod den lille ovn.
Og ganske rigtigt: Ovnen stod på ”grill”, hvilket ikke var meningen. Baconen var stadig gylden og lækker, men der er ingen tvivl om, at den havde lidt en forkullet skæbne, hvis ikke Hystaden havde fået sit anfald.
Så vi er trods alt glade for Hystaden. Ethvert hjem bør have mindst én røgalarm, hvad enten der laves mørbrad eller ej.
